Den forældede fagbevægelse er på fallitkurs

En ny rapport ’Lønmodtageres faglige organisering 2000-2018’ af Jens Arnholtz og Steen E. Navrbjerg viser ikke overraskende, at tilslutningen til den traditionelle fagbevægelse er faldende, og at de traditionelle fagforeninger samtidig taber terræn i forhold til dem, der i analysen kaldes ideologisk alternative fagforeninger.

I et radioprogram, jeg deltog i for nogle uger siden, skar de det helt ud og spurgte mig: "Hvad betyder det for den danske model, hvis medlemmerne i fagforeninger under Fagbevægelsens Hovedorganisation fortsætter med at flygte? Og hvilken berettigelse har de gule fagforeninger?"

I samme program mente altid bramfrie Karsten Hønge (SF), at de gule nasser på de røde, og hverken han, Lizette Risgaard (formand for FH, red.) eller studieværten havde meget tilovers for de gule. Til gengæld fik jeg ikke ligefrem indtryk af, at man reelt ønsker at drøfte, om der kan være andre udfordringer. At medlemsflugten reelt skyldes andet end de gules lavere pris.

Måske er det, fordi de synes, at det er for anstrengende at vende med en konservativ. Måske ved de, hvad der skal til for at vende skuden, eller måske er fagbevægelsen rent faktisk forældet og på fallitkurs?

Uanset hvad, er der ingen tvivl om, at den manglende organisering er et problem. Den danske model bygger netop på organisering på begge sider af bordet, og hvis den ene part halter, så holder modellens indbyggede legitimitet ikke. Det, synes jeg ærligt, er voldsomt bekymrende, og jeg forstår ikke, hvorfor de traditionelle fagforeninger nok melder, at det skal der ændres på, men indsatsen samtidig er usynlig. Eller i bedste fald utydelig.

Det er helt sikkert nemmere at pege fingre af de gule, men reelt handler det om, at de røde ikke har samme relevans som tidligere. Løbende sager om cheflønninger, som mange oversætter til pamperi. Store domiciler og masser af gode sponsorater, der er helt fine, men nok ikke ligefrem holder priserne nede. Og ikke mindst en - for især unge - gammeldags retorik, der ekskluderer og er alt andet end relevant. Kombineret med greb, som at virksomheder, der er i konflikt under corona, ikke kan få lønkompensation, er simpelthen helt hen i vejret. Uretfærdigt og urimeligt.

På den baggrund er det jo ikke sært, at vi ser virksomheder, hvor ellers loyale medlemmer smutter og aldrig kommer tilbage.

Når kun 53 procent af danske lønmodtagere er med i de såkaldte traditionelle forbund, er det danske arbejdsmarked ikke helt så velorganiseret, som det ofte beskrives. Og så er det måske på tide at slå lyttelapperne ud og gå sig selv efter i sømmene og se på, hvilke forandringer der skal til for at være bæredygtige på det danske arbejdsmarked.

Man kan måske endda lade sig inspirere af, hvordan almindelige virksomheder agerer, når de oplever kundeflugt. Adam Morgan skrev for mange år siden ’Eating the Big Fish’, hvor han opstillede en række interessante credos for forretningsudvikling. Det første credo gik ud på at fyre sig selv. Se på sig selv med nye øjne. Det har hjulpet mange trængte organisationer netop at starte dér.

Jeg tænker også, at fagbevægelsen i højere grad skal følge med tidens udvikling i stedet for at insistere på at opretholde et modsætningsforhold mellem arbejdsgiver og ansat, som tydeligvis ikke vækker genklang blandt arbejdstagerne. Bevægelsen er umoderne og lukker sig om sig selv.

Samtidig kunne man begynde at anerkende de gule fagforeningers eksistensgrundlag - at de netop er foreninger af arbejdstagere - og lade dem tilgå forhandlingsrummene. De gule fagforeninger er mindre forhippede på at opretholde illusionen om de store, stygge arbejdsgivere og deres allestedsværende interessekonflikt med de stakkels arbejdstagere. De gule ser i langt højere grad en gensidig afhængighed.

Jeg er på ingen måde ude på at udfordre den danske model. Den danske model fungerer, og den fungerer godt. Men den tager ikke skade af at tilpasse sig tiden og samfundet.

Den danske model handler om, at parterne sammen skal kæmpe for det fælles bedste. Derfor skal de hver især stå stærkt, og derfor mener jeg ikke, at fagbevægelsen skal prøve at tryne de nye moderne fagforeninger, men i stedet lade sig inspirere. Og ikke mindst bruge energien på selv at være relevante! Ellers ender den traditionelle fagbevægelse i samme skuffe som Blockbuster og Fona.