Lisbeth Knudsen: 6 ting, vi kan lære af den Støjberg-sag, som kørte af sporet

Der lå en dyne af alvorstung og sitrende stemning over Folketingssalen på årets korteste dag, den 21. december, under den godt fire timer lange behandling af spørgsmålet om tidligere udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjbergs, værdighed i forhold til at fortsætte som medlem af tinget, efter dommen på 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretssagen.

Debatten blev, med Støjberg siddende tavs på sin plads på bagerste række i salen, en uskøn sammenblanding af udlændingepolitik, jura, politisk spin, kollegial nænsomhed i ordvalget, personlige eftertanker og følsomme kram.

Der var noget af det hele fra alle hylder i den sjældne debat, hvor Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i særdeleshed blev den tidligere Venstre næstformands tro væbnere.

Med 18 stemmer, inklusive løsgængeren Naser Khaders, gik de to partier imod det massive flertal på 98, der fandt Støjberg uværdig til at blive siddende i tinget.

Alt i alt var der en tydelig fornemmelse af, at der blev skrevet politisk historie den dag.

En fornemmelse af, at meningstilkendegivelserne netop den dag ville komme til at indgå i fremtidige behandlinger af politiske næser, ministermøgsager og måske ikke mindst en kommende behandling i Folketinget af resultatet fra granskningskommissionen i minksagen til næste forår.

Et tydeligt ubehag var der hos de fleste ved at skulle tage stilling til at dømme en kollega uværdig til at sidde i Folketinget, men sådan er reglerne nu engang i grundloven, når et medlem får en dom.

En dom på 60 dages ubetinget fængsel gjorde det for de fleste helt utænkeligt, at Støjberg kunne forblive værdig til at sidde i Folketinget.

Til gengæld synes et flertal at være indstillet på, at hun kan blive valgbar igen, hvis ellers vælgerne vil det ved næste folketingsvalg, og hun finder et parti at stille op for.

Folketingsdebatten blev også en trist konstatering af, at sagen reelt kunne være afsluttet politisk for længe siden og uden et forbrug af mange millioner kroner på gennemførelsen af en Rigsretssag, hvis tingene var faldet anderledes ud meget tidligere i processen. Det fremgik af refleksioner fra både Inger Støjbergs tidligere chef, forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, og socialdemokratiets ordfører, Jeppe Bruus, under debatten.

Løkke kom tæt på hans personlige ansvar for ikke at have standset Støjberg-sagen tidligere. ”På mange måde er det her jo en dårlig film, som jeg selv har siddet og iagttaget og har selvfølgelig også brugt den sidste tid på at spørge mig selv om, hvor var det, at jeg selv skulle have trykket på pauseknappen og sagt, at her klipper vi den lige op, så den får en mere lykkelig afslutning,” sagde han og tilføjede så: ”Men uanset hvad man hver især gør sig af overvejelser, rokker det ikke noget ved, at filmen er spillet til ende, det er en slags irreversibel proces. Og selvom jeg ikke støttede Rigsretten, er jeg jo i det retssamfund, vi lever i, nødt til at tage den dom ned og lægge den til grund.” Herefter konkluderede han, at han måtte stemme for at Støjberg røg ud af Folketinget.

Inger Støjberg er det kun femte medlem af Folketinget, der er blevet fundet uværdig, siden grundlovsændringen i 1953.

Dømt af 25 ud af 26 dommere i Rigsretten, for forsætligt at have overtrådt ministeransvarsloven. Heraf fremgår det, at ”en minister straffes, hvis han eller hun forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham eller hende efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter stillingens beskaffenhed.”

Nu er vi så her. Rigsretssagen er slut og det samme er Støjbergs medlemskab af Folketinget med omgående virkning. Hun skal nu finde ud af med Kriminalforsorgen, hvordan de 60 dage skal afsones. Men sagens seks år lange forløb må give anledning til en lidt grundigere status. Det handler om i hvert fald seks områder:

1. Ministeransvarsloven

Læser man Rigsrettens meget udførlige dom, så må man sige, at det bør være en meget klar og vigtig huskekage for ministre, der i fremtiden prøver at presse en politisk hjertesag igennem, trods advarsler fra embedsmændene om manglende lovmedholdelighed og konventioner.

Der efterlades ikke noget spillerum for den slags, og et dobbeltspil med en pressemeddelelse til offentligheden og en anden melding til intern brug, er ikke en farbar vej for værdipolitiske ministre. Her vil ministrene nok i fremtiden klogelig gå mere forsigtigt frem.

Det må være op til historikerne at forske i, hvordan i alverden Støjberg-sagen endte i Rigsretten, og hvad der kunne have forhindret den dårlige slutning på filmen, som Lars Løkke Rasmussen kaldte det.

2. Embedsmandsdyder

De såkaldte syv embedsmandsdyder: Lovlighed, sandhed, faglighed, udvikling og samarbejde, ansvar og ledelse, åbenhed om fejl og partipolitisk neutralitet trænger nok til endnu en omgang finpudsning i adskillige ministerier i lighed med sidste gang, der havde været en række minister-møgsager.

Nu kommer der et efterspil for embedsmændene i Støjberg-sagen. Det samme kan komme i mink-skandalen.  Hvis Rigsretsdommen har gjort ministrene helt klar på ministeransvarsloven, så har de to sager tilsammen gjort embedsmandsappartet helt klar på pligten til at sige fra og pligten til at sikre faglighed og lovlighed i beslutningerne.

Også når det skal gå stærkt som i minksagen.

Og også når man har en værdipolitisk kriger som Støjberg som minister.

Der er brug for at se på, om de syv dyder skal opdateres i forhold til samspillet mellem ministre, politiske rådgivere og embedsmænd, og om der er brug for at genbesøge konsekvenserne af stadig stærkere politiske sekretariater omkring ministrene.

3. Rigsret, granskningskommission og advokatundersøgelser

Når flere nu kommer frem til, at kæmpeapparatet med Rigsretten bestemt ikke skal være noget, man gør brug af oftere, så har Folketinget, når resultatet af granskningskommissionen nedsat af Folketinget foreligger til foråret, brug for at evaluere, om det er en undersøgelsesmetode, der kan tages i anvendelse, hvis det skulle blive nødvendigt i andre tilfælde, så man har et nyt og mindre tids- og omkostningskrævende instrument til at undersøge sager om ministeransvar.

Undervejs i debatten i Folketinget i tirsdags dukkede tanken om en forfatningsdomstol op på agendaen efter den tyske model.

Flere partier udtrykte vilje til at diskutere det, men her er der helt bestemt også både tilhængere og modstandere såvel i juridiske som politiske kredse, så det er ikke en løsning, der ligger lige for.

4. Værdighed – hvad er det?

Behandlingen i Udvalget til prøvelsen af Støjberg-sagen i Folketinget, foregik på alle måder eksemplarisk. Den meget klare og alvorlige dom fra Rigsretten efterlod ikke den store tvivl hos flertallet i Folketinget.

Slet ikke da dommen beskriver en minister, der forsætligt bryder med ansvaret for at overholde love og konventioner. Men faktisk er der jo ikke en facitliste for, hvornår et folketingsmedlem er værdig til at sidde i tinget.

Debatten tirsdag kom da også til at handle om de adskillige tilfælde, hvor en minister blot har modtaget en næse eller er trådt tilbage, uden at det har fået retlige efterspil og en bortdømning fra Folketinget.

Kan målet hellige midlet, hvis målet er at redde unge piger fra en uønsket skæbne sammen med en betydeligt ældre mand?

Et klart flertal i Folketinget sagde nej til det spørgsmål, hvis midlet var at bryde loven og skille parrene ad uden undtagelser.

Men afvejningen af værdighed en vanskelig sag, og en sag som hver enkelt folketingsmedlem i princippet skal tage stilling til i sådan en situation.

Og det bliver en vanskelig sag igen, hvis Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt ikke bliver frikendt i Landsretten, eller det ikke bliver besluttet, at hans sag skal gå om på grund af inhabilitet hos den dommer, der afgjorde hans sag i Byretten.

Han er ved byretten blevet idømt seks måneders betinget fængsel for svindel med EU-midler og dokumentfalsk. Hvis Landsretten stadfæster Byrettens dom eller skærper straffen, er Messerschmidt så værdig til at sidde i Folketinget? Handler det om, at brud på ministeransvaret og ubetinget fængsel til Støjberg udgør forskellen på værdig eller ikke-værdig?

5. En politisk evangelist fortsætter

Man må sige om Inger Støjberg, at hun trods en fængselsdom, og selv om hun nu er stemt ud af Folketinget, ikke rokker sig en tøddel.

Hun anerkender Rigsrettens afgørelse, tager sin staf, men angrer ikke på noget tidspunkt sin brøde.

Hun spinner fuldstændig uantastet videre på, at hun har kæmpet for nogle pigers fremtid "uden at bøje nakken". "Jeg vil hellere stemmes ud af mine kolleger her i Folketinget, fordi jeg har forsøgt at beskytte nogle piger, end jeg vil stemmes ud af den danske befolkning, fordi jeg har vendt det blinde øje til," sagde Støjberg efter afstemningen tirsdag.

Det var en klar tale til fanskaren, som hun allerede søsatte lige efter dommen i Rigsretten.

Der synes ikke at være nogen tvivl om, at hun ikke er færdig med politik. Og intet tyder på, at en dom på 60 dages ubetinget fængsel afholder hverken Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige at række ud til hende om medlemskab.

Den politiske omfavnelse fra DF i folketingssalen under behandlingen af spørgsmålet om Støjbergs værdighed var en opvisning af fælles politisk kampform fra en hel DF-folketingsgruppe, der ellers har mange andre problemer og interne slagsmål at kæmpe med.

Spørgsmålet er, hvor værdikrigeren Støjberg finder sin næste platform, og hvilken rolle hun kan spille frem til næste valg.

6. Folkets stemme

Den sidste vigtige refleksion handler om vælgernes reaktion.

Har de for længst fået nok af Rigsret og barnebrude? Vil Støjberg kunne holde dampen oppe hos sine tilhængere under 60 dage med fodlænke eller i åbent fængsel?

Uden en platform i Folketinget og uden et parti kan det være en vanskelig opgave, selv om hun har forsøgt at blive sit eget medie med løbende formidling af nyhedsbreve. Så mener hun det alvorligt, at hun ikke er færdig med politik, så skal der nok snart komme en udmelding om hendes fremtidsplaner, så tilhængerne ved, hvor de skal vende sig hen.

Får det umiddelbart nogen betydning for de øvrige partier?

Afskalning fra Venstre på Støjberg-sagen er sket og bliver ikke forstærket af, at partiet har været med til at stemme hende ud af Folketinget. Vælger hun at tilslutte sig DF, så kan det give det hårdt prøvede parti en hjælpende hånd, også selv om det måske ikke bliver på formandsposten, hun kan gøre gavn, fra en plads uden for Folketinget indtil næste valg.

Men måske holder hun sig lige lidt på afstand, indtil røgen har lagt sig efter formandsvalget, og det bliver tydeligt, hvordan magten fordeler sig.

Hun vil altid kunne spille en solo-rolle som politisk værdikriger i DF med samme gennemslagskraft som Pia Kjærsgaard og uden formel titel og kongerige.