Videnscenter om handicap: Kommuners brug af gennemsnitsberegninger udfordrer frivillige rollemodeller med handicap

I Danmark har vi opbygget en stolt tradition for folkeligt engagement i frivillige foreninger. Desværre deltager færre mennesker med handicap end den øvrige befolkning, mens flere kommuners praksis risikerer at kvæle de rollemodeller, der yder en ekstraordinær indsats.

Flere borgere oplever nemlig, at de kun kan få bevilliget hjælp til frivilligt arbejde i det omfang, som befolkningen i gennemsnit bruger på frivilligt arbejde.

Gennemsnitskvoter begrænser

Hvad engagerer du dig i? Måske er du fodboldtræner for dit barns hold, er spejderleder, hjælper til i en lektiecafé eller er politisk aktiv i det lokale parti eller fagforening. Sådan er det også for mange mennesker med handicap.

Men tænker du også over, om de timer, du lægger i det frivillige arbejde, holder sig inden for gennemsnittet, og ønsker du, at fortælle de børn du træner eller dine med-frivillige, at du ikke kommer resten af måneden, fordi du har opbrugt din gennemsnitskvote?

Ja, det lyder skørt, men det er virkeligheden for mange mennesker med handicap. For dem er det nødvendigt med personlig hjælp for at kunne bidrage til og deltage i frivilligt arbejde. De har masser at bidrage med som frivillige, men har brug for hjælp til de hverdagsting, som vi andre tager for givet.

Det er landets kommuner, der bevilliger denne personlige hjælp, men vi ser desværre en tendens til at nedprioritere den hjælp. Det truer med at underminere inklusion og mangfoldighed i civilsamfundet – og det kan svække samfundets mangfoldighed om helhed.

Konflikt mellem gennemsnit og vilje 

Flere kommuner er over de seneste år begyndt at bruge frivilligrapporter med undersøgelser af frivilligheden i Danmark til at skære i den nødvendige støtte til, at mennesker med handicap kan udføre frivilligt arbejde.

Det gøres ganske enkelt ved at udtrække gennemsnit af den danske befolkning i en aldersgruppe fra forskningsrapporter, der herefter bruges som vurderingsgrundlag for den bevilligede hjælp.

Hvis en kvinde med muskelsvind på 25 år for eksempel arbejder frivilligt som lektiehjælper 10 timer om ugen, men den gennemsnitlige kvinde på samme alder kun laver frivilligt arbejde 5 timer om ugen, kan den unge kvinde altså risikere kun at være engageret halvt så meget, som hun måske har lyst og ressourcer til.

Uhensigtsmæssig praksis

Der er flere eksempler på, at kommuners forsøg på at finde et leje for støttetimer til frivillige med funktionsnedsættelser baserer sig på en uhensigtsmæssig brug af gennemsnitsberegninger af danskernes frivillig indsats fra forskningsrapporter.

Når der anvendes et gennemsnit til at fastlægge en ramme for antal hjælpertimer foretages der ikke en individuel og konkret vurdering af borgerens behov for ledsagelse til diverse aktiviteter, som er det formål en sagsbehandling har.

Hvis man skal nå frem til en individuel og konkret vurdering af borgerens behov, bør man ikke starte med at se på, om denne borger ligner gennemsnittet, men i stedet om vedkommende – for eksempel i kraft af netværk, historik inden for det specifikke frivillighedsområde og den personlige værdi af arbejdet – eventuelt har et større eller mindre behov for hjælpertimer end gennemsnittet.

Fejlagtig brug af undersøgelser

Vives nye frivillighedsundersøgelse 2020, som udkom i denne måned, vil med nye gennemsnitsberegninger af køn, alder og omfanget af frivilligt arbejde med stor risiko på samme måde blive et redskab til at fastsætte personlig hjælp til frivilligt arbejde.

Undersøgelserne af danskernes frivillige arbejde har på ingen måde en intention om at fastlægge et anbefalet omfang.

Derimod har rapporterne, både tidligere forskningsrapporter, Center for frivilligt socialt arbejdes befolkningsundersøgelser og nu Vives, gennem årene vist, at der er en udfordring i forhold til deltagelse i frivilligt arbejde hos udsatte grupper.

Også i den nyeste Vive-rapport sættes der specifikt fokus på, hvem der ikke er frivillige, og hvorfor eksempelvis minoritetsgrupper, mennesker med helbredsudfordringer, lavt uddannelsesniveau, lav beskæftigelse er underrepræsenterede.

Målet er derimod at gøre os alle klogere på, hvordan vi kan skabe mulighed for, at endnu flere kan få adgang til frivillige fællesskaber.

Undersøgelser svækker rollemodeller

Når frivilligundersøgelserne bruges til at fastlægge personlig hjælp, betyder det i realiteten, at de kommer til at svække muligheden for frivillighed, deltagelse, livskvalitet og et aktivt fritidsliv for mennesker med handicap.

Det er ikke kun ærgerligt for den enkelte, som gerne vil lægge sin tid i at gøre noget for andre, men også for de mange der nyder godt af den frivillige indsats: Den unge der får et forbillede i en paraatlet, som viser resultater selv med et svært handicap, ungdomspolitikeren der ser, hvordan mennesker med handicap kan bidrage i demokratiets tjeneste som for eksempel byrådsmedlem, eller de mange mennesker der får hjælp og støtte ved at møde et menneske der på trods af et handicap har masser at give.  

Ved at bruge gennemsnitsberegninger som udmåling risikerer man at stække fremtidige rollemodeller med handicap. Man kan jo spørge sig selv, hvor langt politikere som Kristian Hegaard var nået i politik, hvis der for eksempel kun var seks timers hjælp til rådighed om ugen, eller hvor mange idrætsudøvere der kan gøre sig gældende ved eksempelvis de Paralympiske Lege?

Frivillighed er en langsigtet prioritering

Der er brug for at mennesker med handicap med behov for personlig hjælp kan udfolde sig på lige fod med alle andre i frivilligt arbejde. Prioriteringen er dog ikke kun en udfordring nu og her, men også på den lange bane.

Kommunerne kommer med denne sagsbehandlingspraksis til at skabe et glasloft, der forhindrer mennesker med handicap i ikke bare at deltage, men også i at opnå afgørende kvalifikationer og kompetencer, der læres igennem frivillighed og kan bruges i blandt andet uddannelses- og beskæftigelsesmæssig sammenhæng.

Hos Videnscenter om handicap har vi dokumenteret sammenhængen mellem deltagelse i fritidslivet og deltagelse på andre arenaer, som uddannelse og job.

Det er stærkt problematisk, da kommuner med denne praksis øger uligheden blandt mennesker henholdsvis med og uden handicap, fordi færre får mulighed for et aktivt fritids- og frivilligt liv.

Det er noget der i sidste ende kan underminere inklusion og mangfoldighed i civilsamfundet – og svække samfundets mangfoldighed om helhed.

debat@altinget.dk