Sådan endte opgøret om tipsmidlerne

FORDELING: Styrelsen i Dansk Ungdoms Fællesråd vedtog i går en ny model for fordeling af tipsmidler. Ungdommens Røde Kors fremlagde en anden model, men blev stemt ned. 

På et møde onsdag aften vedtog styrelsen i Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, et sæt nye regler for fordeling af tipsmidler. Men det skete ikke uden sværdslag.

Til det sidste kæmpede Ungdommens Røde Kors, URK, for en anden fordelingsmodel, men måtte i aftes konstatere, at de stod alene i styrelsen med det ønske, da forslaget faldt med 16 stemmer mod en.

”Vores forslag blev hældt ned af brættet, selvom det er meget lidt fremtidssikrende ikke at rumme os og vores ønsker. Det er jeg selvfølgelig enormt ærgerlig over,” siger Søren Bøllingtoft Knudsen, næstformand i URK og medlem af styrelsen i DUF:

”Det er rigtig ærgerligt, fordi vi ikke får et resultat, der samler, men i stedet et resultat, der skiller og skubber nogle af organisationerne længere ud,” siger han.

Nogle er finere end andre
De nye regler fordeler 120 millioner kroner i tipsmidler anderledes end tidligere. Det betyder, at støtten til de sociale ungdomsorganisationer ikke længere uddeles efter antallet af medlemmer med det resultat, at URK kan miste op mod to millioner kroner.

Samtidig skærpes kravet til organisationernes lokale forankring, ligesom foreningerne fremover skal mønstre mindst 500, mod tidligere 300, medlemmer for at være støtteberettigede.

Herudover inddeles organisationerne i fem grupper med forskellige kriterier for at modtage støtte.

Og især den opdeling går Søren Bøllingtoft Knudsen på:

”DUF sender et signal om, at noget er finere end andet – at vores fællesskab er mindre værd end andre. Og det er meget mere alvorligt end det økonomiske spørgsmål,” siger han og fortsætter:

”Vi kunne have levet med en model, der økonomisk stillede os fuldstændig der, hvor vi er nu, hvis den ikke samtidig sendte det signal, at nogle fællesskaber er mere demokratiserende end andre.”

Nej til at rulle processen tilbage
I DUF glæder formand Kasper Sand Kjær sig over at kunne sætte punktum for en mere end et år lang proces. Men han havde sat det med større glæde, hvis afgørelsen havde været enstemmig.

”Det er ærgerligt, at vi ikke alle kunne være enige. Det havde jeg enormt gerne set,” siger han.

Kasper Sand Kjær pointerer, at ændringsforslaget fra Ungdommens Røde Kors reelt ville have rullet processen et godt stykke tilbage. Og det var ikke det, styrelsen ønskede.

”Vi har haft nogle meget grundige drøftelser om det her. Og styrelsen er kommet frem til, at grundlaget for de nye regler er bedre end det grundlag, URK fremlagde for at rulle processen tilbage,” siger Kasper Sand Kjær og tilføjer:

”Og jeg mener også, at de regler, vi har fået vedtaget, er det bedst mulige resultat."

Kanterne er trukket skarpt op
I URK understreger Søren Bøllingtoft Knudsen, at han respekterer resultatet af afstemningen. Men han imødeser en svær tid.

”Jeg ser en rigtig ærgerlig periode, hvor det bliver svært at stå side om side med DUF, når de ikke ser os som ligeværdige,” siger han.

Kasper Sand Kjær er helt opmærksom på, at der er åbne sår lige nu, men mener, at de vil heles med tiden.

”I sådan en situation, og ikke mindst når der samtidig er debat i medierne, trækkes kanterne skarpt op, og modsætningerne bliver talt større, end de reelt er. Og jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan for, at URK kan se sig selv som en del af fællesskabet,” siger han og fortsætter:

”Vi skal nok finde hinanden igen. Men jeg har respekt for, at resultatet lige skal bundfælde sig.”

Forrige artikel Aktivister med afsmag for aktivering Aktivister med afsmag for aktivering Næste artikel Civilt overblik: Kampdans, kunstmagt og pensionister på samfundstjeneste Civilt overblik: Kampdans, kunstmagt og pensionister på samfundstjeneste