Til gavn for samfundet

Da brygger J.C. Jacobsen i 1876 stiftede Carlsbergfondet, skrev han historie ved at etablere landets første erhvervsdrivende fond. Siden kom mange flere til, og nogle af dem står bag ’vores’ mest succesfulde børsnoterede virksomheder: Carlsberg, Lego, Lundbeck, Novo og Velux.

I dag sker det imidlertid alt for sjældent, at en virksomhedsejer overdrager sine aktier til en erhvervsdrivende fond. Beskatningen er alt for hård, hedder det. Nu skal udviklingen vendes. Fra 2015 og frem til 2020 har Folketinget afsat 300 millioner kroner årligt til at gøre fondsejerskabet økonomisk mere attraktivt.

Passer godt til den danske samfundsmodel
Det særlige ved fondene er, at de ikke har aktionærer eller andre selskabsdeltagere. De er selvejede. Bestyrelsen har eneret på at definere en strategi for fonden uden indblanding udefra, så længe man holder sig inden for fundatsens rammer. Det giver mulighed for at tænke langsigtet både på den kommercielle bane og på den filantropiske.

At selve ejerformen er robust, så vi i kølvandet på finanskrisen. Fondsejede virksomheder kom generelt bedre igennem den turbulente tid takket være en solid kapitalstruktur og et stabilt ejerskab. Mere af egenkapitalen var intakt, og udskiftningerne på chefgangene var mindre end i andre typer selskaber. Og fondene forblev i Danmark.

Den erhvervsdrivende fond passer godt til den danske samfundsmodel. Fondsejede virksomheder skaber arbejdspladser – de 100 største fondsejede virksomheder tegner sig for 5 procent af alle arbejdspladser i Danmark. De skaber omsætning – syv ud af 10 virksomheder på C20-indekset er helt eller delvist fondsejede. Og når fondene har succes med deres kommercielle aktiviteter og øger overskuddet, giver det flere penge til filantropiske uddelinger. Af de godt 8 milliarder kroner, der årligt uddeles, kommer størsteparten fra erhvervsdrivende fonde. Kun få filantropiske foreninger som Realdania og TrygFonden matcher det niveau.

Kritik og politisk opbakning
Alt dette undtager dog ikke fondene for kritik i offentligheden. I embedsmændenes fagblad DJØF-Bladet kunne man i august-september læse en række artikler, der gik kritisk til de private fondes voksende indflydelse på samfundsudviklingen. Magten flytter fra folketinget til pengestærke fonde, hed det blandt andet. Journalisten citerede en række anonyme forskere for, at de i stigende grad er afhængige af fondsbevillinger og -prioriteringer, som forskerne ikke har indflydelse på. Hvilket også var bladets forklaring på, at de ikke ville stå åbent frem med kritikken.

Helt så negativt ser partierne på Christiansborg ikke på det. Tværtimod bakker et bredt politisk flertal op bag intentionerne i den politiske aftale Vækstplan.dk om at få flere erhvervsdrivende fonde på banen.

Kerneargumentet er, at modellen er god for landets økonomi. Fondseje sikrer, at arbejdspladser og virksomheder bliver i Danmark. Og som en ekstra bonus bliver en del af overskuddet leveret tilbage til samfundet i form af filantropiske uddelinger.

Myter på begge sider
Lige nu arbejder et tværministerielt embedsmandsudvalg på forslag til ændrede successionsregler. Opgaven går ud på at udarbejde en model for, hvordan en stifter af en fond skattefrit kan overdrage sine aktier i en erhvervsvirksomhed til den nystiftede erhvervsdrivende fond. Skattebetalingen bliver lidt forenklet udskudt til senere betaling.

Spørgsmålet er, om det vil lykkes embedsmændene at komme frem med forslag, som vil få det blå stempel fra de revisorer og advokater, der rådgiver de familieejede virksomheder, forslaget især retter sig imod. Skatteteknisk er øvelsen yderst kompleks – selv for jurister og regnskabsfolk. Og beskatningsspørgsmålet er et minefyldt område, der skaber myter på begge sider af den politiske midte. Nogle anser den nuværende fondsbeskatning for alt for lempelig; andre anser den nuværende skattestruktur for den største hindring for fremtidens fondsejerskab.

Så let er det vel?
I USA forstår de slet ikke vores fondsmodel, og der finder man de største fortalere for at adskille erhvervsformål og filantropiske formål. Én af de skarpeste kritikere af at lade erhvervsdrivende fonde tjene et dobbelt formål er redaktøren på The Economist Matthew Bishop. Han besøgte i 2012 Danmark, og dengang sagde han til Weekendavisen: ”Hvis folk vil eje et firma, skal de beholde deres aktier, og hvis de vil skabe en fond, skal de sælge aktierne. Så let er det vel. Jeg forstår ikke, hvorfor man i Europa tillader et system, som reelt giver folk mulighed for at beholde deres firmaer, ikke betale skat og ikke give pengene væk. Hvilket problem løser det for samfundet?”.

 

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

debat@altinget.dk