Socialminister vil lægge kommunal frivilligrapport i graven

OPRYDNING. Den årlige redegørelse over, hvor mange kroner kommunerne bruger på frivilligt socialt arbejde, skal afskaffes, foreslår Karen Ellemann (V).

Regeringen har længe svoret, at der skal luges ud i det offentlige bureaukrati. Og den opgave tager social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) nu på sig. Hun vil med et nyt lovforslag afskaffe den såkaldte §18-redegørelse fra Social- og Indenrigsministeriet, der hvert år viser, hvordan den enkelte kommune prioriterer støtten til frivilligt socialt arbejde.

“Det handler om at komme dobbeltarbejdet til livs. Af kommunernes regnskaber fremgår det allerede, hvor mange og hvilke midler de bruger på frivilligt arbejde. Derfor er der ingen grund til at belaste kommunerne ved at bede dem om at registrere de her oplysninger én gang til i en særskilt redegørelse til ministeriet,” siger Karen Ellemann.

Frygter tabt overblik
Siden man i slutningen af 90’erne besluttede at tildele kommunerne et særligt beløb over bloktilskuddet - de såkaldte §18-midler - som kommunerne kunne bruge på frivillige aktiviteter for ældre, udsatte, psykisk syge, handicappede og så videre, har redegørelsen hvert år fældet dom over, om kommunerne nu også har brugt midlerne som tiltænkt. Eller om de ligefrem har støttet den frivillige indsats med flere penge end de er blevet tildelt over bloktilskuddet.  

Og netop dét overblik frygter Frivilligrådet vil gå tabt, hvis §18-redegørelsen bliver sløjfet:

“Det er enormt vigtigt for os at kunne følge med i udviklingen, og derfor er vi meget optagede af, at der kommer tilsvarende dokumentation af området, hvis redegørelsen bliver afskaffet. Og det kan vi ikke umiddelbart se, at ministeren lægger op til i lovforslaget,” siger Vibe Klarup Voetmann, der er formand for rådet.

Også Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handikaporganisationer, er bekymret. Han plejer at sende §18-redegørelsen ud til alle DH’s lokalafdelinger, så de kan følge med i brug og fordeling af midlerne i netop den kommune, de har til huse i. Han kalder det ‘et demokratisk problem’, at ministeren nu vil gemme ‘vigtige nøgletal’ af vejen.

Få klik væk
Men den anklage afviser Karen Ellemann. Hun peger på, at Social- og Indenrigsministeriet kan trække de selv samme data om det frivillige sociale arbejde, som §18-redegørelsen rummer, ud af de kommunale regnskaber.

“Så der er altså ikke grund til bekymring. Forskellen er, at i stedet for at kalde det en stor redegørelse, så skaber vi overblikket kva de data, der allerede er indberettet. Og de data kan jeg kun forestille mig, vi vil sikre, kommer til at være let tilgængelige - for eksempel på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside,” siger Karen Ellemann.

Lovforslaget bliver førstebehandlet i Folketinget den 29. november. Hvis det bliver vedtaget, træder loven i kraft 1. juli 2017.

Forrige artikel Aslaks maratonskæg skal sætte kræften til vægs Aslaks maratonskæg skal sætte kræften til vægs Næste artikel Danske ngo'er henter rekordmange EU-midler    Danske ngo'er henter rekordmange EU-midler