Settlementet: Professionel frivillighed stiller krav til sekretariatet

DEBAT: De frivillige yder en uundværlig indsats og udfylder mange gange en professionel rolle. Det stiller krav til sekretariatet, skriver forstander i Settlementet på Vesterbro Margrethe Wivel.

Af Margrethe Wivel
Forstander, Settlementet på Vesterbro

I Settlementet har vi over året tilknyttet 150 frivillige, der yder en uundværlig indsats i forhold til vores visioner og virke. De frivillige fungerer som butiksansatte i opkvalificerende forløb i vores socialøkonomiske butikker, som professionelle rådgivere i vores gratis og uvildige rådgivningstilbud, og som sekretariatsmedarbejdere, der hjælper os med blandt andet fundraising og kommunikation.

Den professionalitet, det kræver at have for eksempel frivillige socialrådgivere og jurister tilknyttet den direkte borgerkontakt, kræver omvendt en professionel tilgang til frivillighed i Settlementet og af vores ansatte i sekretariatet og afdelinger og butikker.

De frivillige skal mødes som den kæmpe ressource, de er, og de skal indgå i en hverdag, der er struktureret omkring faste rammer og aftaler. På den måde adskiller den frivillige indsats i Settlementet sig ikke meget fra det engagement, der ydes af lønnede medarbejdere, men samspillet mellem de to grupper er unikt og helt væsentligt i måden at møde den enkelte borger.

De frivillige kan noget særligt
Borgerkontakten, der ydes af en professionel frivillig i for eksempel en gældsrådgivningssituation, kan noget andet end det møde, der opstår mellem en borger og en lønnet medarbejder. Med dette for øje varetager vores 150 frivillige helt afgrænsede og vigtige borgermøder og –kontakt, som giver en unik tilgang, der for borgeren adskiller sig afgørende fra eksempelvis den tilgang, de møder i jobcenter og i kommunalt regi.

Vores lønnede medarbejdere er typisk facilitatorer for borgermødet, mens selve mødet varetages af den enkelte frivillige. Gevinsten er tydelig for Settlementet og de borgere, vi hjælper. Men det er den også for den frivillige selv. Tilbage til vores gældsrådgivning, så møder en bankmedarbejder i Settlementet udsatte borgere i gældsproblemer. Og hermed åbner sig for den frivillige en verden, han eller hun aldrig har mødt før. Det bliver en værdifuld indsigt, som de frivillige tager med sig i deres professionelle og private liv. Mødet mellem en frivillig og en borger glæder altså begge veje.

En stor - men krævende - ressource
Den nye type frivillighed, hvor man gerne yder en meget professionel tilgang og bruger sin faglighed aktivt, er en ressource for de økonomisk pressede NGO'er. Men at kunne facilitere, motivere og fastholde den enkelte frivillige, kræver også en velstruktureret NGO og et professionelt sekretariat, der har ressourcerne til at skabe de nødvendige rammer om samspillet. Mødes de frivillige ikke med en række forventninger og krav samt løbende feedback og sparring, vil de hurtigt falde fra og lægge deres tid og engagement andetsteds.

Når den frivillige derimod mødes med struktur for arbejdet og løbende sparring og anerkendelse, oplever vi til gengæld en enormt engageret indsats, der kan vare over flere år. Og den kontinuitet er det vigtigt at sikre for alles skyld – ikke mindst for borgeren. Hos os møder de ofte den samme frivillige over en længere periode. Det skaber tryghed, relationer og positive sociale forandringer. I kommunalt regi mødes de derimod ofte af en lang række forskellige sagsbehandlere.

Svært at sikre den professionelle frivillighed
I Settlementet oplever vi desværre, at det er vanskeligt at fundraise midler til at kunne sikre den professionelle frivillighed. Det er svært at rejse lønmidler til vores sekretariat, og det er ikke anerkendt nok blandt puljer og fonde, at frivillige nok er en ressource, men også kræver faste rammer, kommunikation og sparring.

Og det er ærgerligt, for den lille investering i drift har i den frivillige verden en kæmpe effekt for velfærdssamfundet.

Forrige artikel CFSA: Første lønnede medarbejder giver udfordringer CFSA: Første lønnede medarbejder giver udfordringer Næste artikel Vi trykker altså ikke vores egne penge Vi trykker altså ikke vores egne penge