Connie Hedegaard: Demokratiet må tilpasse sig klimakrisens alvor

“Der sker ingenting”. “Politikerne er dovne”. “Klimapolitikken er gået i stå.”

Stemningen i det grønne Danmark er for tiden præget af en lidt resigneret, opgivende stemning. Der sker ikke nok. Den grønne omstilling burde gå hurtigere.

I regeringskontorerne forstår man omvendt ikke kritikken og opregner lettere forurettet alt det, man allerede har besluttet, og listen over ting, der er “i proces”.

Når man selv har prøvet at sidde i en regering, ved man, at ting tager tid. Og at ægte forandring tager lang tid. Blandt andet fordi det er svært.

Når man forsøger at ændre noget fundamentalt, er der ganske vist nogle, der bakker op. Men der er typisk mange flere og meget stærkere interesser, der prøver at fastholde business as usual.

Det kan jo være demokratisk sundt, at der tages tilløb til forandring. Men hvis vi skal bekæmpe klimaforandringerne og nå de mål, politikerne i bred enighed har sat, bliver vi også nødt til at forandre vores måde at gøre tingene på.

Vi skal simpelt hen kollektivt op i gear. Derfor må vi modernisere vores beslutningsgange og handle hurtigere og på tværs af siloer, sektorer og sædvaner.

CO2-afgiften på landbruget er et illustrativt eksempel på, at Christiansborg og skiftende regeringer har været unødigt længe om at turde lægge hovedsporet for de nødvendige forandringer og løsninger.

Frygten for negative reaktioner hos dem, der skal gøre noget andet i morgen, end de plejede i går, har været for stor. Især har frygten for, at fløjpartier bare kunne læne sig tilbage i gold opposition og dovent samle utilfredse stemmer op, holdt ellers såkaldt ansvarlige partier tilbage. Det er mærkeligt, som alene frygten for minoritetspartierne kan skræmme det store og robuste flertal fra at gøre, hvad de godt ved, der skal til.

{{toplink}}

Vi har brug for mere politisk mod og for en mere ærlig kommunikation til og med borgerne. Regering og folketing skal kritiseres og holdes til ilden, men hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, kræver det ikke kun, at politikerne ændrer processer, procedurer og for nogles vedkommende også politikker. Både borgere og de foreninger og organisationer, som vi lader os repræsentere af, må også være med til at bane vejen for omstillingen.

Tag som eksempel vanskelighederne med at få fundet de arealer, der er behov for, hvis vi skal nå de ambitiøse mål for vedvarende energi, som så godt som alle tilslutter sig.

Uden en massiv – og hurtig – udbygning af vedvarende energi kan vi glemme alt om at nå klimamålene. Men gennemsnitstiden for at få tilladelse til et nyt projekt er stadig fire-fem år. Grundet langstrakte hørings- og klageprocesser. Det er demokratisk, men kunne processerne mon ikke strømlines lidt, uden at vi gav køb på demokratiet?

Danmarks Naturfredningsforening, som er klageberettiget, ændrede for år tilbage sine centrale regler, således at der skal mere end for eksempel æstetiske hensyn til at begrunde en klage. Det var rettidig omhu. Men i foreningsdanmark kan der være langt ud til den sidste lokalforening, når man vil ændre praksis.

{{toplink}}

I den såkaldte Nekst, den nationale energikrisestab, der skal komme med bud på, hvordan vi i Danmark får speedet op for opstillingen af vedvarende energi, er bølgerne gået højt om naturinteresser kontra vedvarende energi.

Dér, hvor der skal være plads til sol og vind, kan der ikke nødvendigvis på samme sted også blive bedre forhold for naturen. Men det kan der vel så til gengæld andre steder? Man skulle synes, at det i foregangslandet Danmark må være muligt at finde nogle fornuftige kompromisser og balancer.

Det er i hvert fald svært at forandre Danmark og få de folkevalgte til at turde mere, hvis civilsamfundet, samtidig med at de kritiserer beslutningstagerne for dovenskab, selv hænger fast i status quo.

Vi har helt sikkert brug for mere mod hos politikerne. Men også i civilsamfundet. Hvis vi ikke får gjort energien grøn forværres klimaet, og hvis klimaet forværres, går det også ud over natur og biodiversitet og altså bæredygtighed i bredere forstand.

Opgaven må derfor være at identificere tiltag, der gavner flere formål på én gang og så lave en arealstrategi. Og det må være muligt at forkorte høringsprocesser og sikre hurtigere klagebehandling og færre klager, uden at det kan udlægges som voldtægt af demokratiet.

Et demokrati bliver aldrig ligeså "effektivt" som diktaturet. Men det må være muligt at tilpasse vores demokratiske processer, så de lidt bedre svarer til situationens alvor. Det kræver vilje og mod og alt andet end dovenskab. Fra alle involverede parter. 

Klimaspørgsmålet har potentiale til at polarisere og splitte. Men sammen har vi stadig muligheden for at gøre omstillingen til omdrejningspunkt for et nyt dansk fællesskab.