Ny jobbank skal gøre jobsøgningen lettere for Helsingørs ildsjæle

JOBOPSLAG: Ny frivilligbank i Helsingør skal give bedre overblik over jobmuligheder. Én professor tvivler på effekten, mens en anden ser muligheder. FriSe påpeger, at de når ud til folk uden et civilt netværk.

Du overvejer at blive frivillig. Helst i gåafstand fra dit hjem. Og du vil gerne lave humanitært arbejde. Men hvordan finder du netop det job?

Det er der råd for nu. I hvert fald hvis du bor i Helsingør.

Siden oktober har byens frivilligcenter nemlig stillet en frivilligbank til rådighed for kommunens civile ildsjæle.

“Vi vil give borgerne i Helsingør nemmere adgang og et bedre overblik over mulighederne for at blive frivillig,” siger Line Dietz Bjerregård, Centerleder i Frivilligcenter Helsingør.

Frivilligcentret vil ikke sætte et mål for, hvor mange job der skal formidles gennem jobbanken, fortæller Line Dietz Bjerregård.

I skrivende stund er der 33 jobopslag i jobbanken.

Frivilligbanken er blevet til i et samarbejde med FriSes landsdækkende jobbank for frivilligt arbejde, frivilligjob.dk. Helsingør Frivilligcenter køber jobbanken i en pakkeløsning (se faktaboks) fra FriSe til en årlig pris af 50.000.

Indtil videre har FriSe leveret lokale jobbanker til Gladsaxe, Esbjerg og Frederiksberg.

Screendump fra Frivilligcenter Helsingørs jobbank.

Virker en jobbank?
FriSe har siden 2005 drevet frivilligjob.dk.

Marie Tolstrup Hansen, der er projektkonsulent i FriSe, vurderer, at mere end 8.000 mennesker årligt bliver frivillige efter at have søgt job på frivilligjob.dk. Et konservativt skøn kalder hun det.

Professor ved RUC Thomas P. Boje mener, at de 8000 formidlede job er ganske få, hvis man holder det op mod, at 16 procent af den voksne befolkning får et nyt frivilligt job, og en tilsvarende andel forlader et frivilligt job over en periode på fem år.

"Det er faktisk et lille tal," siger han.

Det skyldes, at hele ideen bag en frivilligbank bygger på en forfejlet forståelse af frivillighed. Sådan mener Bjarne Ibsen, der er professor og centerleder ved SDU.

“Grundlæggende er det en konkret situation og kontekst, vi engagerer os i. Hele jobbank-ideen bygger på en tankegang om, at folk bare brænder for den hellige ild og derfor stiller sig til rådighed,” siger han.

Men på jobbanken kan man jo netop vælge arbejdsområde, opgavetype og organisation. Det er vel en måde at spore sig ind på en kontekst og situation?

“Jeg vil ikke afvise, at der er nogle, der vil melde sig. Men jeg plejer at sige, at frivillighed er ligesom forelskelse. Det er ikke noget, man kan motiveres til. Det er noget, der kommer i en konkret situation, hvor det pludseligt er dybt meningsfyldt,” uddyber han, men tilføjer dog:

“Så kan det selvfølgelig godt være, at frivilligbanker svarer til datingbureauer i den henseende.”

Thomas P. Boje fra RUC er grundlæggende enig i, at frivillighed sker i en social kontekst. Men han mener samtidig, at tendensen til øget individualisering det i frivillige engagement peger på, at frivilligbanker kan være en måde, man kan rekruttere nye frivillige på.

“I den gamle tradition for frivillighed blev man indrulleret gennem en forening eller gennem venners venner. Vi oplever nu, at et stigende antal gør det mere spontant og individuelt,” siger han og peger på, at det kan åbne op for, at folk i højere grad end før vil orientere sig i løsninger som frivilligbanker, når de søger job som frivillig.

FriSe oplever efterspørgsel
FriSe oplever dog, at deres jobbank er velbesøgt. Ifølge deres hjemmeside frivilligjob.dk tog over 11.000 af sidens besøgende kontakt til en organisation i 2016. Samme år havde siden over en million besøg.

“Foreningerne rekrutterer typisk i eget netværk. Men der er også mennesker, som foreningerne ikke har i deres netværk,” siger Marie Tolstrup Hansen fra FriSe og forklarer, at det blandt andet er dem, de gerne vil ud til.

Næsten halvdelen af frivilligjob.dk’s brugere har ikke været frivillige før, siger Marie Tolstrup Hansen og uddyber, at FriSe oplever indikatorer på, at der kan være grupper af mennesker, der ikke bliver opfordret, fordi de ikke er en del af foreningernes netværk.

Den styrke ser Line Dietz Bjerregård fra Frivilligcenter Helsingør også ved deres jobbank:

"Med den her måde at kommunikere på, når vi ud til andre, end vi plejer," siger hun.

Forrige artikel Sport styrker Thereses sind - og gavner økonomien i samfundet Sport styrker Thereses sind - og gavner økonomien i samfundet Næste artikel Mads Roke Clausen bliver formand for regeringens nye frivilligråd Mads Roke Clausen bliver formand for regeringens nye frivilligråd