Når civilsamfundet bryder Finansministeriets monopol

Velfærdsstaten er blevet tung, og i fremtiden skal vi organisere velfærden anderledes end i dag. Det er der enighed om i den politiske debat.

Hidtil har Finansministeriet haft eneret på at levere modeller og analyser, når de store forandringer var på dagsordenen. En del tyder dog på, at det monopol er under opbrud - blandt andet fordi, civilsamfundsaktører går sammen om at producere konkurrerende analyser.

Tænketanke med rødder i civilsamfundet står i kø for at give deres perspektiv og analyse på samfundets udfordringer. Mange af disse er opstået i frustration over, at den langsigtede politikudvikling er gået i stå, og nogle er drevet af en decideret politisk idé. De senere års eksempler på politiske forlig, som kun holder kort tid, gør tanken om øget konkurrence på det felt mere spiselig.

På samme tid eksperimenterer flere filantropiske fonde med at skabe en ny arbejdsform, collective impact, som kan appellere bredt.

Idéen er oprindelig fra USA, hvor det er mere almindeligt, at filantropiske fonde og foreninger går sammen med NGO’er og offentlige institutioner om at løse fælles udfordringer inden for et bestemt område. Aktører, som ikke nødvendigvis har samme mål, sætter sig sammen, og allerede her adskiller metoden sig fra en centraladministrativ topstyring. Kravet er ikke, at de for enhver pris skal blive enige, men de skal bruge deres faglige viden og indsigt til i fællesskab at komme med nye bud på løsninger af allerede kendte samfundsudfordringer. Styrken ved metoden er, at den er designet til at arbejde på den lange bane – der er i princippet ingen deadline. Dette gør den uegnet i politiske forhandlinger, hvor presset for at finde en løsning er stort. Men der er den heller ikke tænkt til.

Enighed om velfærdsmodellen
Udviklingen udfordrer det etablerede politiske og centraladministrative system på deres eneret til at producere autoritativ viden.

Gennem de seneste 40-50 år har der ellers eksisteret en grundlæggende enighed blandt politikere og embedsfolk om mekanismerne i vores velfærdsmodel. Æren for enigheden tilskrives Centraladministrationen og især Finansministeriet, der gennem hele perioden har haft monopol på at levere løsningsmodeller til tidens aktuelle udfordringer. Vurderingen er ikke min, men professor Ove K. Pedersens. Han argumenterer grundigt for en overvejelse om, hvorvidt den danske konsensusmaskine, som han kalder den, også fremover vil være den rigtige tilgang til at håndtere de nye udfordringer, samfundet står over for.

Her kan det være nyttigt med et tilbageblik på de ’gode gamle dage’: Perspektivplan I og II fra 1970’erne var ét af de første systematiske forsøg fra Centraladministrationen på at beskrive tendenser i samfundsudviklingen og tegne et billede af forventningerne til fremtiden. Rapporterne satte dagsordenen i den offentlige debat, men oliepriserne og den økonomiske nedtur betød, at rapporternes reelle indflydelse blev minimal. Et årti senere kom Moderniseringsprogrammet med sine forslag til effektivisering af den offentlige sektor. Og efter dette kom en række beslutninger om liberalisering af store sektorer som for eksempel telesektoren. En styrke ved processen synes at have været, at Finansministeriet inddrog faglige input fra andre ministerier, erhvervsliv og interesseorganisationer og sikrede, at forslagene var bredt belyst fra flere sider. Det gav forslagene substans og gennemslagskraft – om end de ikke alle sammen førte til varige forandringer.

Konsensusmaskinen er blevet træt
Det er som bekendt nemmere at bevare noget end at forandre. Et blik på nogle af de nyeste politiske forlig illustrerer, hvor svært det i virkelighedens verden er at fastholde konsensus om politiske beslutninger. Tag for eksempel landbrugsforliget fra i år, aftalen om at ændre på fondsbeskatningsloven eller tildelingen af værdighedsmilliarden på ældreområdet – de sidste to som en del af Finansloven 2016. Fænomenet har eksisteret i længere tid og kan ikke bare henføres til, at den nuværende regering baserer sig på et enkelt parti. En mere nærliggende forklaring er, at konsensusmaskinen efterhånden er blevet træt og trænger til fornyelse.

Modspil
Fra kernen af den decentrale forvaltning – i kommuneland – vokser kritikken af at blive styret fra toppen. Måske ikke så overraskende med tanke på, at kommunerne oprindeligt var en del af civilsamfundet – og dermed mere selvberoende end andre dele af det offentlige. Kommunerne har gentagne gange protesteret over regeringens omprioriteringsbidrag, der skal være med til at finansiere skattelettelser og skabe større privatøkonomisk råderum.

Men kommunerne kan forvente modspil – også fra nogle tænketanke. Et eksempel herpå er den liberale tænketank Cepos, der tirsdag 29. marts offentliggjorde beregninger for, at flere ældre ikke nødvendigvis betyder højere udgifter. Det er muligt at øge produktiviteten og yde bedre service for de samme penge, lyder det. Også selvom der frem til 2020 vil være et større demografisk pres på det offentlige forbrug. Dermed lægger Cepos sig tæt op ad sit bestyrelsesmedlem, fhv. professor Ole P. Kristensen, som i andre sammenhænge har slået til lyd for, at kommunerne rummer et større effektiviseringspotentiale, end de umiddelbart vil være ved. Ole P. Kristensen lægger ikke skjul på, at han er træt at kommunernes jammer. Kommunerne er fejlkonstruerede, skrev han for nylig i en leder i Børsen. I stedet for at jamre, skulle de hellere koncentrere sig om at repræsentere borgerne som forbrugernes og dermed skatteborgernes repræsentanter og overlade den kommunale service til private aktører.

Danmark som koncern
Én af civilsamfundets mest magtfulde kulturelle stemmer, Karsten Ohrt fra Ny Carlsbergfonden, har i kontante vendinger også kritiseret regeringens omprioriteringsbidrag, der rammer kulturlivet hårdt: ”Danmark er blevet sådan en koncern, hvis CEO er Finansministeriet. Alt skal ind i regneark, og problemet er, at kunsten og kulturen i Finansministeriet per definition ses som en omkostning, som man sagtens kan skære ned, når virksomheden skal trimmes”. I sin egenskab af at være formand for Ny Carlsbergfondet er Karsten Ohrt landets største private bidragsyder til kunstscenen. Kritikken faldt i første omgang ved en prisoverrækkelse på Glyptoteket, og blev efterfølgende uddybet i Politiken, hvor Ohrt også sammenlignede de seneste besparelser på kulturområdet med ”en ukrudtsbrænder, som tager alt grønt, der pibler op”. Denne gang går besparelserne så dybt ind til benet, at visionen for det gode liv fortoner sig. Grundlæggende værdier er på spil, og selvom Kulturministeren maner til besindighed, er det en advarsel, som Karsten Ohrt ikke står alene med.

Med så forskelligrettede indspark kan man ikke klandre det civile samfund for hverken at være visionsløst eller mangle mod. I fremtidens debat kan civilsamfundet komme til at indtage en central rolle som nytænker og fortolker af tidens tendenser.

 

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

debat@altinget.dk