Kapitalfond ser vækstmuligheder i socialt ansvar

KAPITAL: Den Sociale Kapitalfond konkluderer i en ny rapport, at flere virksomheder kan kombinere socialt ansvar med plus på bundlinjen. Det skyldes bl.a. offentlige beskæftigelsesordninger, vurderer fonden.

Kan man skabe kommercielt succesfulde sociale virksomheder?

Ja, svarer Den Sociale Kapitalfond på baggrund af tre års arbejde. Her har fonden analyseret mere end 450 virksomheder og indgået i samarbejde med 27 såkaldt sociale virksomheder.

Det har resulteret i en række nye job, forbedrede bundlinjer og ikke mindst stor viden om virksomheders sociale indsats.

”Vi påstår ikke, at virksomheders sociale indsats er svaret på alle landets arbejdsmarkedsproblemer. Det er heller ikke alle mennesker, som kan komme ind i alle virksomheder. Pointen er blot, at en del flere kan - og at en del flere virksomheder kan gøre det med succes,” siger direktør i Den Sociale Kapitalfond, Lars Jannick Johansen.

I en ny rapport forklarer fonden, at sammenhængen mellem den sociale indsats og kommerciel succes bl.a. skyldes offentlige beskæftigelsesordninger som fleksjobordningen.

Ordningen sikrer nemlig, at virksomhederne betaler for den arbejdskraft, de får, mens udsatte medarbejdere sikres en overenskomstmæssig løn.

”Der er heldigvis stor forskel på at arbejde med det her i Danmark og eksempelvis i USA. Fx betyder principperne bag fleksjobsordningen helt grundlæggende, det er nemmere at ansætte folk, som ikke kan arbejde på fuld kraft,” siger Lars Jannick Johansen.

Svagtseende telemarketingmedarbejdere
En af de virksomheder, der har haft glæde af at samarbejde med Den Sociale Kapitalfond – og ved at ansætte udsatte mennesker, er telemarketingsvirksomheden Telehandelshuset fra Taastrup.

Her er flertallet af medarbejderne enten blinde eller svagtseende. Direktør i virksomheden Connie Hasemann beskriver samarbejdet med Den Sociale Kapitalfond som ”et kompas”, der hjælper virksomheden med at navigere imellem socialt ansvar og økonomisk vækst.

I enkelte tilfælde kan det sociale ansvar sågar åbne døren til mere vækst, forklarer hun.

”Nogle gange bliver vi inviteret til at give bud på store opgaver, fordi vi har en lidt skæv profil og tager et socialt ansvar. Men i sidste ende får vi kun opgaver på baggrund af pris og kvalitet. Vi skal bevise, at det kan betale sig at tage socialt ansvar – og det kan vi også godt.”

Af Connie Hasemanns 22 faste medarbejdere er de 14 synshandicappede.

Bidrager til brand og historie
Lars Jannick Johansen understreger samtidig, at socialt ansvar langt fra altid er oplagt for alle virksomheder.

Hans fonds arbejde viser eksempelvis, at det er en helt særlig type virksomhed, som indtil videre har haft gavn af at inddrage udsatte medarbejdere.

Ifølge Lars Jannick Johansen findes de succesfulde sociale virksomheder i dag primært indenfor brancher med service og produktion, hvor der konkurreres på andet end blot pris. Den sociale indsats er således især en fordel, når virksomheder også konkurrerer på brand og historiefortælling.

”Der er sjældent meget værdi at hente, hvis den sociale indsats bare er til pynt i kanten af virksomheden. Den skal matche virksomhedens produkt,” siger han og peger på virksomheden Bornholms Mosteri, som laver økologisk most, og som integrerer den sociale indsats i et brand, der også bygger på en bæredygtig tilgang til naturen.

Lars Jannick Johansens vurdering understøttes samtidig af Connie Hasemanns praktiske erfaringer fra Telehandelshuset.

”Personer med stærkt nedsat syn er dygtige til at være nærværende og lytte. Det er guld værd i forhold til at løse opgaver for vores kunder. Jeg bliver nogle gange spurgt, om det ikke ville være nemmere at drive et almindeligt telemarketingsbureau, men det synes jeg lyder meget mere besværligt,” siger hun.

Fonden: Det offentlige er afgørende medspiller
Endelig forklarer både Lars Jannick Johansen og Connie Hasemann, at samarbejdet med det offentlige er afgørende for de sociale virksomheders succes.

Lars Jannick Johansen peger eksempelvis på, at et velfungerende samarbejde med jobcentrene ofte øger virksomhedernes lyst til at tage socialt ansvar.

Men det offentlige har samtidig også et helt konkret ansvar som markedsaktør, mener fondsdirektøren.

”Jo mere det offentlige værdsætter den sociale værdi, des bedre. Når der skal drives kantine eller købes byggemateriale, så er det vigtigt, at kommunerne også tænker socialt. Det offentlige skal blive en bevidst forbruger, og det oplever vi også, at det i stigende grad bliver,” siger Lars Jannick Johansen.

I dag har 30 procent af de private virksomheder i Danmark ansat udsatte personer med offentlig støtte.

Forrige artikel Organisationer: Høring skulle snyde borgerne Organisationer: Høring skulle snyde borgerne Næste artikel Anne E. Jensen: Civilsamfundet viser vejen for haltende EU-debat Anne E. Jensen: Civilsamfundet viser vejen for haltende EU-debat