Hækkerups exit genantænder debat om interessekonflikt: Her er de toppolitikere, der tog svingdøren før ham

Når toppolitikere stopper i dansk politik for at tage et job i erhvervslivet eller ngo'er, er det et udtryk for, at "politik er blevet en karriere blandt andre karrierer", mener Altingets politiske redaktør. Få overblikket over, hvem der er gået gennem svingdøren de seneste ti år.

Flere end 20 ministre og prominente folketingspolitikere har de seneste ti år skiftet hverdagen på Slotsholmen ud med topposter indenfor det private erhvervsliv, ngo’er og international politik.

Som resultat har debatten om svingdøre og karensperioder været oppe og vende af flere omgange. I denne uge har Nick Hækkerups jobskifte fra Justitsministeriet til Bryggeriforeningen fået debatten til at blusse op igen med beskyldninger om interessekonflikter mellem private interesser og politisk ansvar.

Ifølge formand for Transparency International Denmark Jesper Olsen er det umuligt for politikerne at adskille deres politiske virke fra deres personlige interesser, når de er på vej ud af politik: 

”Selv om Nick Hækkerup er et vældigt hæderligt og ordentligt menneske, kan selv ikke han sige sig fri fra, at på dét tidspunkt, hvor man begynder at blive jobsøgende, skifter ens fokus. Så har man også nogle egne pekuniære interesser, som man mere eller mindre bevidst eller ubevidst kommer til at varetage,” siger Jesper Olsen til Jyllands-Posten.

Brian Mikkelsen, der selv tog springet fra erhvervsministeriet til erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, afviser beskyldningerne om interessekonflikter i skiftet mellem toppolitik og erhvervslivet.  

”Der er kæmpe forskel i de to job. Som minister har man meget stor magt og træffer tit den sidste og afgørende beslutning. Som lobbyist har man ikke magten, men skal forsøge at påvirke de beslutninger, der træffes. Jeg synes kun, det er en fordel for alle parter, hvis lobbyister på grund af deres politiske fortid ved, hvad de taler om,” siger Brian Mikkelsen til AvisenDanmark.

{{toplink}}

Politik er blevet en karriere blandt andre karrierer

Sikkert er det, at arbejdspresset som toppolitiker er stigende. Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring, vurderer, at det kan være medvirkende til, at de folkevalgte skifter karriere halvvejs:

"I dag er det ikke partiet, det sælger personen, men personen, der sælger partiet. Og det slider selvfølgelig. Politik er blevet konstant kampagne, det sker i et fragmenteret mediebillede. Det slider selvfølgelig også," siger han. 

Derudover er der sket en udvikling hen imod, at toppolitikere oftere skifter dansk politik ud med jobs i det private erhvervsliv og ngo'er frem for topposter i EU eller FN. 

"Politik er blevet en karriere blandt andre karrierer, og det, politikeren opbygger – nemlig et netværk af folk, der tager telefonen, når de ringer – dør hurtigt ud, så hvis man som politiker skal videre på den baggrund, sker det pludseligt og hurtigt."

Men de mange jobskift mellem toppolitik og det private erhvervsliv kan have konsekvenser for tilliden til politikerne. 

"Omvendt bidrager det til et billede af indspist elite, der holder hånden under hinanden. En form for jobsikkerhed, almindelige mennesker ikke har. Det lægger til den kritisk høje mistillid. Det ville en karensperiode måske lægge en dæmper på," siger Esben Schjørring. 

Forrige artikel Deja-vu: Kun en lille håndfuld politikere mødte op til at modtage anbefalinger fra klimaborgertingets anden samling Deja-vu: Kun en lille håndfuld politikere mødte op til at modtage anbefalinger fra klimaborgertingets anden samling Næste artikel Opsamling: Aktører har vidt forskellige syn på civilsamfundets Ukraine-engagement. Men én ting er de helt enige om Opsamling: Aktører har vidt forskellige syn på civilsamfundets Ukraine-engagement. Men én ting er de helt enige om