DUF trækker støtten til små foreninger

LUKKER KASSEN: DUF lægger op til at droppe støtten til organisationer med under 500 medlemmer. Det rammer en organisation, som forsøger at styrke civilsamfundet i Østeuropa.

Ungdomsorganisationer med under 500 medlemmer risikerer at miste støtten fra tipsmidlerne, der administreres af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Det fremgår af et notat, som rådets styrelse har sendt i høring blandt de mere end 70 medlemsorganisationer.

“Vi bliver nødt til at sige, at DUF støtter nationale aktiviteter. Derfor må der også være et minimumskrav til, hvor mange medlemmer man skal have for at kunne sige, at organisationens aktiviteter dækker hele landet,” siger formand for DUF, Kasper Sand Kjær.

I alt otte organisationer står til at miste omtrent fire millioner kroner tilsammen.

DUF's medlemmer har indtil 1. februar til at komme med indsigelser. Men allerede nu melder kritikere sig på banen.

Lille forening: Rammer os hårdt
Blandt de utilfredse er organisation Silba, som laver oplysningsarbejde om den demokratiske situation i Østeuropa.

Men det arbejde står nu til at få en mavepuster af DUF. Foreningen har i dag godt 300 medlemmer og risikerer at miste 400.000 kroner i et såkaldt driftstilskud.

"Driftstilskuddet skaber de helt grundlæggende rammer for vores aktiviteter," siger hovedbestyrelsesmedlem i Silba Daniel Thomas Mosbæk Jensen.

Det manglende tilskud betyder, at foreningen må give afkald på lokalerne i København.

“Lokalerne bruger vi til planlægning og afholdelse af vores aktiviteter, vores møder og generalforsamlinger. Uden lokalerne ville endnu flere af vores ressourcer fra frivilligt arbejde gå til at finde lokaler fra gang til gang," siger Daniel Thomas Mosbæk Jensen.

Silba arbejder herudover med at styrke demokratiet i Østeuropa ved blandt andet at fungere som valgobservatører. Og her skaber det manglende lokale en logistisk udfordring.

“Der er jo det rent lavpraktiske, at vi bruger lokalerne til at opbevare det udstyr, vi bruger som valgobservatører,” siger Daniel Thomas Mosbæk Jensen.

DUF: Har masser af tid
Han undrer sig over, at de små foreninger skal betale en så høj pris for, at ungdomspartiernes tilskud kan stige.

"Vi har sådan set været meget åbne over for at få mindre i støtte, når nu den samlede pulje er mindre. Derfor undrer det os, at det ender med, at nogen skal have endnu mere i støtte, mens eksempelvis vi får frataget alle vores midler," siger han og henter opbakning fra Dansk Flygtningehjælp Ungdoms formand, Aja Heinze.

"Det er ærgerligt, at de små foreninger glider ud af fællesskabet. Man kan sagtens lave en vigtig, national og samfundsengagerende indsats, selvom man kun er 300 medlemmer," siger hun.

Kasper Sand Kjær fra DUF afviser kritikken. Han understreger, at de små organisationer har hele 2016 til at skaffe de nødvendige 500 medlemmer. Og de kan søge dispensation, så hammeren først falder 31. december 2017.

Men en organisation kan vel godt lave en vigtig demokratisk indsats spredt over det meste af landet, selvom den kun har 3-400 medlemmer?

“Jo, men der vil jeg bare sige; At hvis det er en forening, der dækker bredt og er til stede i hele landet med masser af aktiviteter, så kan den også skaffe de sidste og nå op på de nødvendige 500 medlemmer. Og det har de god tid til at gøre, inden reglerne træder egentligt i kraft,” siger Kasper Sand Kjær.

Rettelse: Landsforeningen - Unge For Ligeværd med 450 medlemmer mister ikke støtten på 575.000 kroner, som det tidligere fremgik. Foreningen er en handicaporganisation og er for undtaget fra kravet om at skulle opnå 500 medlemmer.

Forrige artikel Kritik af DUF-tilskud breder sig Kritik af DUF-tilskud breder sig Næste artikel Sygeplejersken, som rejste ud i verden og kom hjem som direktør Sygeplejersken, som rejste ud i verden og kom hjem som direktør