Debat: Hvis du vil redde din landsby, skal initiativet komme fra borgerne

Af Poul Erik Olsen, projektkoordinator i Landsbyen de 7 Sogne

“Danmarks første og bedst funderede landsbyklynge”.

Det er vi blevet kaldt af landdistriktsforskerne ved Aalborg Universitet. Her kommer mit bud på, hvordan vi nåede dertil.

I efteråret 2012 lukker Morsø Kommune vores områdes næstsidste kommunale institution – områdets skole. Tilbage stod kun vores kommunale ældrecenter. Derudover var vi ramt af de typiske problemer i et landdistriktsområde: fraflytning, indkøbs- og jobmuligheder var alle truet.

Med inspiration fra landdistriktsforsker Jørgen Møller, AAUC tog vi derfor initiativ til oprettelsen af vores landsbyklynge, Landsbyen de 7 Sogne.

Landsbyklyngen består af syv større og mindre landsbyer på Sydvestmors organiseret i fire beboerforeninger.

Målet med klyngen var at styrke området, så vi kunne fungere som en samlet landsby, fremfor at vi forsatte som “konkurrerende” landsbyer. Det skulle føre til, at vi kunne tiltrække og opretholde faciliteter og aktiviteter af høj kvalitet.

Det er lykkedes os at vække vores stærkt nødlidende friskole til live, og vi har i tidens løb aktiveret omkring 17 millioner kroner til etablering og udbygning af faciliteter. Midlerne er kommet fra blandt andre Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Friluftsrådet og fra offentlige kasser.

Vi har nu næsten ingen liggetid på vores boliger og har masser af job-, skole og pasningsmuligheder samt en købmand med et solidt kundeunderlag. De lokale unge vender tilbage og slår sig ned her igen.

Tingene skal komme nedefra
Hvordan er det så lykkedes for os at vende udviklingen for vores landsbyer?

Det vigtigste er, at vi grundlæggende har haft en bottom-up tilgang til hele projektet. Det betyder, at alle de betydende indgreb er sket efter forudgående borgermøder, hvor forslag er opstået, diskuteret og tiltrådt. Det har været en forudsætning i vores arbejde, at der ikke blev iværksat nye initiativer, uden at de havde rod i en samtale på et borgermøde.

Helt konkret har den koordinerende udvikling af området været fastsat i en styregruppe med repræsentanter fra de fire beboerforeninger. I styregruppen har vi også medtaget borgere efter behov eller ønske.

Derudover har vi haft en projektkoordinator udefra, som ikke har haft nogen tilknytning til de enkelte landsbyers særlige egeninteresse. Projektkoordinatoren har bidraget med at kunne løfte blikket og komme med objektive vurderinger i de svære spørgsmål, hvor de lokale beboere føler en særligt tilknytning til det, der diskuteres.

Vi er blevet spurgt af kommunale forvaltninger om, hvordan kommunerne kunne tage initiativ til dannelse af landsbyklynger. Vi har hver gang svaret, at kommunerne ikke kan tage sådanne initiativer, men at de alene kan være understøttende, når sådanne initiativer opstår.

Arbejdet med de fire beboerforeninger i vores fælles styregruppe har også gjort, at vi har skabt et styrket sammenhold og bedre forståelse for hinandens landsbyer.

Med andre ord skal løsningerne komme nedefra.

De frivilliges ejerskab er altafgørende
Når løsningerne kommer nedefra, skaber det ejerskab hos områdets borgere. Det skaber en villighed til at gøre en ekstra frivillig indsats, når man føler ejerskab til sit nærområde.

Netop den ekstra frivillige indsats hos områdets beboere har været altafgørende for, at vi har lykkedes med at vende udviklingen i vore landsbyer.

Det gælder både den organisatoriske indsats, og det gælder især den arbejdsmæssige indsats. Alle vore konkrete anlægsarbejder er gennemført med en omfattende frivillig arbejdsindsats i samarbejde med de entreprenører, der har forestået hovedarbejderne.

debat@altinget.dk