Dansk Faldskærms Union: Flyvelederkonflikten risikerer at afvikle de luftbårne idrætsforeninger

Konflikten mellem flyvelederne har store konsekvenser for foreningslivet, som desværre bliver overset i konflikten. Der er behov for, at politikerne griber ind og udøver et politisk pres på parterne for at finde en fredelig afslutning på konflikten, skriver Tobias Thune Jacobsen.

Af Tobias Thune Jacobsen
udviklingskonsulent i Dansk Faldskærms Union, olympisk atlet og næstformand for Dansk Curling Forbund

Konflikten mellem flyveledernes fagforening Datca og Naviair, som styrer trafikken i luftrummet, har store konsekvenser for foreningslivet på Sjælland.

Flyveledermanglen betyder, at antallet af fly, der kan henholdsvis lande og lette, er blevet nedjusteret, fordi der ikke er flyveledere nok til at dirigere flytrafikken.

Manglen skyldes de mange afskedigelser under coronakrisen. Naviair ønsker blandt andet, at de tilbageværende flyveledere skal tage ekstravagter, mens flyvelederne mener, at ekstravagterne har fået for stort et omfang. Forhandlingerne omfatter blandt andet flyveledernes arbejdsforhold, herunder lønninger, arbejdstider, vagtplanlægning, hviletider og sikkerhedsstandarder.

Konflikten har store konsekvenser for foreningslivet, som desværre bliver overset i konflikten. Blandt nogle af de frivillige organisationer, som benytter sig af luftrummet, er blandt andet Dansk Faldskærms Union, Dansk Svæveflyver Union og Dansk Hanglide- og Paraglide Union. Isoleret set drejer det sig om 5899 medlemmer, der er berørt af konflikten.

I sammenligning med andre og særligt kommercielle aktører i luftrummet er idrætsforbundenes økonomiske pondus, professionalisering og mulighederne for politisk indflydelse betydeligt ringere, og idrætterne bliver derfor gang på gang overset. Det har store konsekvenser.

Særligt for faldskærmsklubberne på Sjælland er konsekvenserne store. Klubberne generer så store underskud i øjeblikket, at de er konkurstruede, og det kan få et stort økonomisk efterspil for medlemmerne, som hæfter økonomisk. Det er med andre ord ikke bare foreningslivet, men også helt almindelige borgere som imødeser store økonomiske konsekvenser.

Som følge af den igangværende konflikt kan klubberne kun i et meget begrænset omfang afvikle aktiviteter, uddanne faldskærmselever og tilbyde tandemoplevelser. Den direkte konsekvens er, at klubberne mangler flere hundrede tusinder kroner på bundlinjen – hver måned.

Forsvaret bliver påvirket
Konflikten falder lige oveni en bragende inflation og stigende brændstofpriser, som har gjort det endnu dyrere at eje en flyvemaskine. For at holde et fly i flyvedygtig stand lægger piloter og mekanikere hundredvis af timer i vedligeholdelsen, samtidig med at klubberne afdrager på deres banklån. Ikke nok med det, så er piloterne udfordrede i at opretholde deres pilotcertifikater som følge af manglende flyvetider.

Svæveflyvning er ligeledes udfordret ved, at enhver sportslig og konkurrencemæssig flyvning heller ikke kan lade sig gøre, ligesom noget af grundskolingen samt det meste af den videregående skoling heller ikke kan gennemføres.

Hang og paraglide bliver til trods for de seneste ugers fantastiske vejrforhold og bragende termik ligeledes begrænset i deres adgang til luftrummet. Flyvning med motordrevne paraglidere er særligt hårdt ramt, i det omfang de ønsker at stige op i luftrummet.

Problematikken har ikke alene økonomiske konsekvenser for foreningslivet her og nu, men får på sigt også en negativ indflydelse på de luftbårne idrætters medlemstal. Medlemstallet er udslagsgivende for den økonomiske grundstøtte idrætterne modtager igennem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og udlodningsmidlerne. Konflikten mellem flyvelederne og Naviair afvikler det luftbårne foreningsliv.

{{toplink}}

Idrætten understøtter vores forsvar og skaber værdi for samfundet. Flere af vores civile faldskærmsklubber har et tæt samarbejde med forsvarets kaserner og uddanner forsvarets værnepligtige i faldskærmsudspring, mens Dansk Svævefly Union har indgået et samarbejde med Flyvevåbnet, Danish Air Cadets, som med stor succes rekrutterer cadetter til Flyvevåbnet.

Det kan virke besynderligt, at vi vil styrke det danske forsvar, mens vi tillader, at foreningslivet, som bidrager til forsvaret til en i øvrigt særdeles favorabel pris, går rabundus. Det ser ikke umiddelbart ud til, at flyvelederne og Naviair bliver enige lige foreløbigt. Konkrete løsninger afhænger desværre af deres vilje til at samarbejde og finde kompromisser, der tager hensyn til begge parters interesser.

Der er behov for, at politikerne griber ind og udøver et politisk pres på parterne for at finde en fredelig afslutning på konflikten, eller at der skabes støtteforanstaltninger for at fremme en hurtig løsning.

Imidlertid er der behov for at Folketingets partier drøfter muligheden for en akut hjælpepakke til de konkurstruede foreninger og deres medlemmer, som kommer til at hæfte økonomisk. Der er brug for, at vi holder hånden under foreningsdanmark.

Forrige artikel Laila Walther: Spiseforstyrrelser er mest udbredt i subeliten. Derfor bør alle trænere være klædt på til at spotte alvorlig mistrivsel Laila Walther: Spiseforstyrrelser er mest udbredt i subeliten. Derfor bør alle trænere være klædt på til at spotte alvorlig mistrivsel Næste artikel Røde Kors og Udsatteråd: Krisestyringen skal suppleres af et socialt beredskab Røde Kors og Udsatteråd: Krisestyringen skal suppleres af et socialt beredskab