Civilt overblik: Fond bag bankangreb, nøgenløb mod islamisme og fremtidens Folkemøde

UGEREVY: En dansk fond finansierer europæiske ngo'er klimakamp mod bankerne; partnerskaber mellem ngo'er og virksomheder gør knuder; og så er Folkemødet på vej på foreningshænder, men er det nu den bedste løsning?

Silden er slugt, snapsen nedsvælget, og følgerne af påskens udskejelser er fordampet. Nu er det tid til den ugentlige overflyvning af civilsamfundet.

Og vi lægger for på de nystrøgne skjorters holdeplads – bankerne. De har over det seneste år fået en på pengeskrinet af en stribe ngo'er, som er finansieret af Velux-familiens klimafond, KR Foundation, skriver magasinet Finans.

Fonden, der har Connie Hedegaard som formand, vil give de menneskeskabte klimaproblemer en gennemgribende rodbehandling. Og da bankernes investeringer i fossile brændstoffer i fondens optik er en væsentlig del af problemet, har fonden sat penge i 12 bankkritiske ngo'er. Det kan du læse mere om her.

Knas i parforholdet
Andre steder i civilsamfundet lyder der mere samarbejdsvillige toner, blandt andet i Nordjylland, hvor en konstellation af virksomheder, forskere og humanitære organisationer vil gøre nødhjælp til en god forretning. Målet er at give nødhjælpen større effekt ved at tænke business med ind, fortæller direktøren for foreningen bag projektet, Jacob Ravn.

”Problemerne er mange, og hvis vi går sammen, erhvervsliv, ngo'er og forskere, så er der mulighed for, at vi kan gøre nogle andre ting, end vi tidligere har været i stand til, siger han,” siger han til Danmarks Radio i artiklen her.

Men visse steder har skønsangen alligevel lidt mislyde. 19 store humanitære organisationer og ngo'er har i hvert fald haft mere end vanskeligt ved at svare på en undersøgelse, som mediet Erhvervsfilosofi.dk har lavet af deres strategiske samarbejder med erhvervslivet.

'Hvad mener I med strategisk samarbejde?' og 'Flere af jeres spørgsmål kan man jo ikke rigtig svare på', lød noget af responsen. Om det skyldes undersøgelsens kvalitet, skal vi lade være usagt, men blot konstatere, at Erhvervsfilosofi.dk selv konkluderer, at kun få ngo'er har fuldt udviklede programmer, veldefinerede processer og målrapporteringer for deres partnerskaber med private virksomheder. Artiklen findes her, men kræver abonnement.

Heldigvis for de organisationer og virksomheder, som gerne vil hinanden, er der parterapi at hente. Røde Kors og revisionsfirmaet Deloitte har noteret sig, at partnerskaber er en abstrakt størrelse for mange. Så med penge fra Danida har de netop lanceret en guide for fremtidens partnerskaber. Den er der gratis adgang til. Og du kan finde den her

Bar røv mod radikalisme
I det seneste civile overblik fortalte vi, hvordan stadig flere ældre skifter arbejdslivet ud med foreningslivet. Nu kan vi supplere med oplysningen om, at de unge også vil være foreningsaktive. Så mangler vi bare dem midtimellem.

Det er Kristeligt Dagblad, der har kigget på medlemstallene i foreningerne under DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, og bemærket, at kurven er knækket, og at de 61 ungdomforeninger til sammen havde 276.000 medlemmer i 2015 – seks procent flere end året før. Artiklen kan læses her, hvis du abonnerer på avisen. 

Og det er gode nyheder på mere end én front. For aktive unge, der vil kaste kræfterne ind i frivilligt arbejde, er en vigtig del af fundamentet i det danske demokrati – og i sidste ende en del af vores værn mod radikalisering. Det mener i hvert fald Olav Hesseldahl fra organisationen Ungdomsbureauet. Foranlediget af kulturminister Bertel Haarders ønske om en såkaldt danmarkskanon fremhæver han Roskilde Festival som en inspirerende demokratisk byggesten. 

Artiklen ligger bag en solid betalingsvæg hos Finans.dk, men som et beskedent, men ikke desto mindre vigtigt bidrag til kampen mod radikalisering, bringer vi her et billede af nøgenløbet på sidste års Roskilde Festival.

 

Danske unge i færd med en væsentlig indsats mod radikalisering. [Foto: Simon Skipper/Scanpix]

 

Bornholm, Bornholm, Bornholm
Så skulle det være på plads. Nu kan vende blikket mod øst, hvor vi (igen) bringer sidste kapitel i fortællingen om fonden, der gik i fisk.

Og indrømmet, der er ikke sket nyt, men den usædvanlige sag om en overordentlig attraktiv bonusaflønning til bestyrelsen i fonden bag fiskefirmaet Espersen Gruppen har alligevel givet professor Steen Thomsen fra CBS anledning til eftertanke i Børsen. Og den eftertanke giver vi også gerne plads til her.

Kort fortalt advarer Steen Thomsen andre danske fonde mod at invitere folk med den forkerte grundholdning indenfor. Med andre ord: Undgå rådne sild, der kan indhylle hele gesjæften i en em af fordærv. Artiklen ligger her – men bag betalingsmur.

Og der er mere eftertænksomhed funderet i det bornholmske granitfjeld. For Altinget kunne for nylig berette, at Bornholms Regionskommune vil lade Folkemødet overgå til en forening. Det sker i disse dage. Og målet er ikke mindst, at en forening, der ikke har de samme forretningsmæssige bindinger som en kommune, bedre vil kunne sikre økonomien i den politiske festival.

Det gav imidlertid anledning til bekymrede panderynker hos vores egen chefredaktør, Rasmus Nielsen. I sin klumme argumenterer han for, at man i stedet for at forære Folkemødet til en lokal forening burde lægge det i hænderne på et aktieselskab drevet af topfolk fra medierne, partierne og landets største organisationer. For Folkemødet er nu blevet en national begivenhed af national betydning, skriver han her.

Nyt fra regnskabsafdelingen
Solen titter frem, blomster skyder op, og årsberetninger breder sig over skriveborde i nær og fjern. Se, det er sikre forårstegn.

Den jyske industrikæmpe Danfoss har haft et aldeles tilfredsstillende år og kan fremvise et overskud på 2,6 milliarder kroner efter skat, skriver Finans.dk her – bag betalingsvæg. Det betyder, at selskabet er i stand til at sende 530 millioner kroner afsted i udbytte til aktionærer og til Bitten og Mads Clausens Fond.

Også medicinalvirksomheden Novo har haft et godt år. Og det gør det muligt for Novo Nordisk Fonden at fordoble sine uddelinger og støtte forskning samt sociale og humanitære formål med to milliarder kroner i 2016.

Og så er der Egmont Fonden, som har gjort op, at den har sendt 83,1 millioner kroner ud i samfundet i 2015. Læs mere i årsberetningen her.

Og nu skal vi altså lige have plads til en klassiker, inden vi går til næste uges begivenheder.

Vi har tidligere fortalt, hvordan Det Gule Palæ, jernbanebygningen, der blev udødeliggjort i 'Olsen Banden på Sporet', skal flyttes fra Dybbølsbro til Gedser.

Nu har Realdania som et led i programmet 'Underværker' besluttet at støtte flytteprocessen. Til det kan vi kun sige:

 

Ja, det er ikke altid, at udflytning af statslige enheder er af det onde. Og så til næste uge.

Ugen, der kommer
Klokken 15 i eftermiddag er der afskedsreception for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som drager til London for at være direktør for Save The Children. Du kan ønske hende god vind i Fællessalen på Christiansborg.

I morgen, onsdag, fylder erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) 40 år. Der er reception i ministeriet på Slotsholmen.

Torsdag 31. marts sætter Studenterhuset i København, DJØF Studerende og DM Studerende i fællesskab fokus på den nye, mere ad hoc-prægede frivillighedskultur. Arrangementet foregår fra klokken 16.30 til 18.30.

Dagen efter, 1. april, afholder Ungdommens Røde Kors debat om samfundsengagement og demokratisering af ungdommen. Det foregår i Fællessalen på Christiansborg klokken 13, hvor Marianne Jelved (R) er vært.

Og således oplyst og opmuntret står det jer frit for at drage ud i det civile Danmark. God tur.  

Forrige artikel Folkemødet flytter hjemmefra Folkemødet flytter hjemmefra Næste artikel Ekspert: Danmark har seks forskellige typer af frivillige Ekspert: Danmark har seks forskellige typer af frivillige