Civilt overblik: Fiskefond får hård kritik, en filantropisk spøgelsesbilist og beskidt moms-trick fra DHF

UGEREVY: Bornholmsk fiskefond får hård kritik for at bevilge 65 millioner til fire bestyrelsesmedlemmer, Danmark går enegang på fondsområdet, og DHF strækker loven til det yderste for ikke at skulle betale moms. Og så vankede der en tidlig julegave til civilsamfundet i Kosovo.

Da det tredje lys i adventskransen blev tændt søndag, markerede danskerne samtidig afslutningen på en heftig uge i civilsamfundet. Den vil vi nu samle op på i dit ugentlige civile overblik. Velkommen til.

Vi starter med to fondssager, som med vekslende styrke har skabt problemer for de implicerede det meste af efteråret.

Først sagen fra Bornholm, hvor Erhvervsstyrelsen fastholder, at der er noget råddent ved fonden bag fiskeri-giganten A. Espersen.

Fonden har godkendt et såkaldt “incitamentsprogram” i holdingselskabet Insepa, som fonden ejer. Og for særligt fire bestyrelsesmedlemmer i Insepa er der tale om et yderst lukrativt program; de står nemlig til at få udbetalt en samlet check på 65 millioner kroner.

Men den går ikke, lyder det i en afgørelse fra Erhvervsstyrelsen.

»Fondsbestyrelsens godkendelse af incitamentsaftalerne er i strid med fondens formål og interesser og egnet til at skaffe to medlemmer af fondens bestyrelse samt datterselskabets ledelse en utilbørlig fordel på fondens bekostning«.

Du kan læse hele Berlingske Business’ historie her.

Anderledes godt nyt er det til landets mange DF-tilhængere. Den stormombruste skonnert-offensiv til søs i sommeren 2013 overholdt nemlig Europanævnets regler for at få støtte.

- Efter fornyet gennemgang er et enigt nævn kommet til den konklusion, at DF har fulgt de regler, som Europa-Nævnet opererede med i tilskuds-perioden 2012-2014, udtaler nævnets formand, Anne-Marie Meldgaard (S), i en pressemeddelelse.

Nævnet stod dog ikke for hele finansieringen, og partiet skal stadig aflevere de 120.000 kroner, man fik fra Europa-Parlamentet via fondene MELD og FELD.

Sag om fondsindgreb rullede videre
Og apropos fonde. Sagen om regeringens skattesmæk til fondsdanmark fortsatte ufortrødent i den forgangne uge. Vi kunne fortælle, at “hvis filantropi var en motorvej, ville Danmark være Europas spøgelsesbilist.” Mens Danmark strammer skruen over for fondenes skattefordele, er andre europæiske lande i gang med at lempe vilkårene for at motivere dem til flere udlodninger. Læs mere her.

Det borgerlige flertal bag fondsindgrebet virker dog ret fasttømret, efter regeringen har droppet af afskaffe transparensreglen. Det så man blandt andet på et noget tandløst samråd i skatteudvalget onsdag, hvor de borgerlige ikke sagde et kvæk

Billedet blev bekræftet dagen efter, hvor Frivilligrådet havde fået foretræde for at lufte deres bekymringer. Over for Altinget udtrykker rådet sådan set tilfredshed med, at deres kritik nu er blevet hørt. Men man bemærker samtidig, at der kun var tre blå til stede – og at nøglepersonen Brian Mikkelsen (K) var fraværende.

Til gengæld meldte en af Mikkelsens prominente partifæller sig pludselig på banen. Den tidligere konservative socialminister og nuværende Helsingør-borgmester, Benedikte Kiær, forfattede nemlig et debatindlæg til Jyllands-Posten den forgangne uge. Men det var ikke just for at komme partiet til undsætning.

Kiær er nemlig formand for Det Sociale Netværk, og sammen med protektor og stifter, Poul Nyrup Rasmussen, rettede hun en skarp kritik af regeringens planer. Læs indlægget her.

Der var dog intet imod den harme, som Jesper Petersen gav udtryk for, da sagen tog en ny drejning sidst på ugen. Skatteministeren er nemlig åben for også at forringe fagforeningernes fradragsregler. Og det faldt ikke i god jord hos Socialdemokraternes skatteordfører.

"Det er fuldstændig urimeligt, at regeringen vil gå efter lønmodtagernes opsparing, fordi de mangler penge til deres skattelettelser," sagde han.

Care Danmark spiller Muhammedtegning-kortet
Uden for landets grænser var den klart største historie, at topforhandlere og regeringschefer var taget til Paris for at lande en klima-aftale ved COP21.

Topmødet var også proppet med civilsamfundsorganisationer, som ikke var blege for at levere varen over for historie-hungrende journalister. Nu har Altinget ikke en pris for ugens underdrivelse i civilsamfundet. Men hvis vi havde, ville Care Danmarks Alexander Ege nok ikke være blandt topkandidaterne til sejren.

Han rettede nemlig en skarp kritik af et lækket notat fra Energistyrelsen, som viste, at Danmark er verdens klimaduks.

- Notatet kan ikke ses som andet end bevidst vildledning. Hvis det bliver oversat til engelsk og cirkuleret hernede, vil det skabe et ramaskrig. Det er sprængfarligt, sagde han, inden han for alvor var talt varm med ordene:

- Det her kan blive klimaforhandlingernes Muhammedtegning, lød det.

Helt så galt gik det nu ikke, og der kom faktisk en global klima-aftale ud af anstrengelserne i Paris.

Sløjt julemærkesalg og smart momsfinte
Hjemme igen kunne en række foreninger fortælle, at det koster på deres pengepung, at danskerne er ved at vende traditionelle papirbreve ryggen. Det går nemlig ud over julemærkesalget. Læs mere her.

Til gengæld er man dygtige til at hente penge i Dansk Håndbold Forbund. Måske også lidt for dygtige, ifølge en rækker eksperter, Politiken har talt med.

Man har nemlig oprettet en frivillig forening, så man slipper for at skulle betale moms af de mange indtægter i forbindelse med det igangværende VM i kvindehåndbold. Problemet med den finte er, at man dermed forpligter sig på kun at anvende midlerne til almennyttige formål. Og da DHF også har en elite-aktivitet eller to, har de et forklaringsproblem, lyder kritikken. Læs hele historien her.

Men selvom penge er rare at have, er de bestemt ikke en forudsætning for at være frivillig, skrev Kristeligt Dagblad i sidste uge. Tværtimod. Lavindkomstområderne har nemlig flest frivillige.

Og mere om penge og frivillighed. Odense Kommune har nemlig bevilget seks millioner kroner til 75 frivilligforeninger i 2016.

Kommuner får hjælp til integrationen
I sidste uge fik vi også en analyse fra KL's nyhedsbrev Momentum, der viser, at 8 ud af 10 kommuner i stigende grad får hjælp fra frivillige til at håndtere integrationen.

- Jeg tror, der er en stigende erkendelse af, at når man skal arbejde med integration, så er det ikke en opgave, kommunerne kan løse alene. De skal gøre det sammen med borgerne, fordi integration ikke sker i en kommunal handleplan, men derude hvor livet bliver levet, sagde Helle Hygum Espersen, der er seniorprojektleder ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).

Vi slutter i bistandsmiljøet, som op mod jul har fået en tidlig julegave. Civilsamfundet har ellers i den grad måttet holde for i både første og anden runde af besparelserne på ulandsbistanden. Men i 11. time har regeringen fundet 30 millioner til civilsamfund og korruptionsbekæmpelse i Kosovo

Næste uge
Mandag holder Sustainability Science Center en forelæsning på Københavns Universitet om bæredygtige storbyer.

Og onsdag holder Globalt Fokus og CISU et debatarrangement om ngo’ernes råderum i Danmark og Europa.

Og samme dag, 16. december, vil en stor del af dyrevennerne i civilsamfundet sikkert sende lykønskninger mod Rødovre, hvor Dyreværnet holder til. Her fylder direktør, Signe Sehested Lund, nemlig 50.

Således opdateret skulle du være klar til din sidste, fulde arbejdsuge inden jul.

God arbejdslyst.

Forrige artikel S ser rødt: Hold fingrene fra faglige pengetanke S ser rødt: Hold fingrene fra faglige pengetanke Næste artikel Sådan fungerer fondes fradrag