APV-svigt: I risikerer, at ildsjælene brænder sammen

DEBAT: Organisationers APV-lovbrud er chokerende. For arbejdspladsvurderinger er i dén grad relevante for danske ngo'er, skriver Marianne Vind fra HK/Privat.

Af Marianne Vind
Næstformand for HK/Privat

Altingets afdækning af frivillige organisationers APV-lovbrud er chokerende læsning. Når op mod hver tredje organisation i strid med loven ikke udfører APV-undersøgelser (arbejdspladsvurderinger), er den gal på flere planer.

Det skriger til himlen
For det første skal lovens regler overholdes, og det er sådan set indiskutabelt. For det andet er APV’en et glimrende værktøj til at få en status på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i virksomheden. Vel at mærke et værktøj, som enhver leder burde bruge flittigt, da mennesker, der trives, er mere effektive. For det tredje skriger det til himlen, når den manglende brug af APV’er bliver bortforklaret med, at det ”ikke er relevant for os.”

Det forholder sig fuldstændigt omvendt. Det er i allerhøjeste grad relevant at lave APV’er for virksomheder med både frivillige og ansatte, for de frivillige er der altså pro bono. Det vil i mange tilfælde sige, at hvis der er problemer med det fysiske arbejdsmiljø eller trivslen i form af mobning, seksuelt krænkende adfærd eller andet, så vil man bide det i sig. For dem i Afrika, de syge, eller hvem man nu hjælper af hjertets godhed, de har det jo meget værre. Både frivillige og medarbejdere i organisationerne er ildsjæle, der brænder for en sag. Men de risikerer altså at brænde sammen eller brænde ud og stoppe i organisationen, hvis der ikke bliver taget hånd om arbejdsmiljøet. Og det er altså ledelsens ansvar at gøre netop dét, uanset om man erkender det eller ej.

Det behøver ikke være svært
Samtidig er der også den risiko, at sikkerhedskulturen på arbejdspladsen kan være ikke-eksisterende, hvis ledelsen lukker øjnene for det forebyggende arbejdsmiljøarbejde. Tag bare sådan noget som ophængning af julepynt. Det sker tit ved at kravle på stiger, men erfaringerne viser bare, at der sker virkeligt mange ulykker ved stigearbejde.

Der er ingen tvivl om, at man i ledelserne i mange af de APV-løse organisationer skal se sig selv dybt i øjnene og få arbejdet seriøst med arbejdsmiljøet. Den gode nyhed er så, at de ikke behøver gøre det alene. En vigtig del af løsningen er at få valgt en arbejdsmiljørepræsentant blandt medarbejderne. Sådan én er en stor hjælp til at holde fokus på trivsel på arbejdspladsen i et frugtbart samarbejde mellem ledelse og ansatte. Derudover gælder det simpelthen bare om at klikke sig ind på de mange gode råd på henholdsvis Arbejdstilsynets hjemmeside og på de råd, som arbejdsmarkedets parter har samlet i Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø.

APV'en hjælper ildsjæle
Det kan godt være, at en Arbejdspladsvurdering (APV) ikke skaber fred i verden eller brødføder de sultende. Til gengæld hjælper den organisationernes frivillige og ansatte ildsjæle til at kunne hjælpe andre.

Forrige artikel Matematikcenter: Giv plads til de frivillige, og udnyt deres evner Matematikcenter: Giv plads til de frivillige, og udnyt deres evner Næste artikel Frivilligjob.dk: Vi inviterer flere ind i de frivillige fællesskaber Frivilligjob.dk: Vi inviterer flere ind i de frivillige fællesskaber