Altinget på vej med nichemedier i Norge

Efter sommerferien lancerer Altinget en håndfuld nichemedier i Norge. Ansættelsen af nøglepersoner er i gang.

Altinget går ind i Norge. Inden udgangen af 2022 går Altinget.no i luften med politiske nyheder om norsk politik bakket op af en håndfuld nichemedier. Dermed tager mediekoncernen Alrow Media endnu et skridt i retning af at blive Nordens største politiske medie.

”Vi har i mange år haft drømmen om at åbne et politisk medie i Norge, nøjagtig som vi har gjort i Danmark og Sverige. Trods alle forskelle minder de tre lande meget om hinanden, og vi er sikre på, at der også i Norge er et marked for et seriøst, uafhængigt og politisk neutralt medie, der dækker politik i dybden,” siger bestyrelsesformand i Alrow Media, Rasmus Nielsen.

Han åbnede Altinget.dk i 2000 og er fortsat ejer af mediekoncernen Alrow Media, som Altinget er en del af. Den svenske udgave af Altinget åbnede i 2014.

”Lanceringen i Norge er det naturlige næste skridt i internationaliseringen af Altinget og drømmen om at skabe det største politiske mediehus i Norden,” siger adm. direktør Christoph Nørgaard.

Det norske datterselskab er oprettet, og de praktiske forberedelser til at lancere i endnu et land er i fuld gang.

”Vi er i gang med at finde de rigtige personer til at udfylde både de redaktionelle og kommercielle ledelsesroller i Norge. Det regner vi med at kunne melde ud inden længe,” siger Christoph Nørgaard.

Det norske medie får hovedkvarter i Oslo tæt ved Stortinget, og planen er i første omgang at åbne mindst fem forskellige nichemedier, der hver især går i dybden med specifikke politikområder. Samlet set skal der ansættes op imod 15 mennesker til at åbne den norske udgave af Altinget.

”Vi tillader os at drømme stort. Det her er en stor satsning for et mellemstort mediehus som vores, men vi tror på, at der er plads til Altinget i Norge, og vi glæder os til at gøre Norge til endnu en hjemmebane,” siger Christoph Nørgaard.

Den præcise dato for åbningen af altinget.no er ikke fastlagt, men det er målet at publicere de første artikler i andet halvår af 2022.

Yderligere oplysninger: CEO Christoph Nørgaard cn@altinget.dk

Forrige artikel Nyfødt hybrid mellem NGO og medie vil skubbe civilsamfundet endnu længere ud over rampen Nyfødt hybrid mellem NGO og medie vil skubbe civilsamfundet endnu længere ud over rampen Næste artikel UNHCR om stor civil velvilje over for Ukrainske flygtninge: UNHCR om stor civil velvilje over for Ukrainske flygtninge: "Hold fast i medmenneskeligheden, også senere hen"