110 foreninger skal vælge medlemmerne af det nye frivilligråd

VALGDAG: Otte medlemmer af det nye frivilligråd skal vælges af 110 foreninger. Fire medlemmer skal komme fra små foreninger og organisationer, mens fire skal komme fra store.

Det civile Danmark skal til valg - i hvert fald 110 organisationer, som har fået ret til at stemme medlemmer ind i børne- og socialminister Mai Mercados (K) nye frivilligråd. 

Tidligere har rådet været udpeget af ministeren, men fremover skal otte af Frivilligrådets medlemmer vælges af frivillige organisationer på det sociale område.

For to uger siden præsenterede Mai Mercado en ny model for sammensætning af Frivilligrådet, og i sidste uge blev der sat navn på den kommende formand. Nu er ministeren altså klar med den model for valget af de otte medlemmer, der ikke udpeges af hende selv, KL eller FriSe. 

Alle organisationer og foreninger, der har modtaget midler fra den såkaldte LOTFRI-pulje i 2015, 2016 og 2017, har stemmeret til rådet. LOTFRI er den del af udlodningsmidlerne, der gives til landsdækkende frivillige, sociale foreninger og organisationer.

Udover de 100 organisationer, der har modtaget midler, har ti organisationer, som ‘repræsenterer store og vigtige dele af det danske civilsamfund’, fået stemmeret, skriver Børne- og Socialministeriet i en pressemeddelelse.

To stemmer - én til de store, én til de små
Alle stemmeberettigede har ret til at indstille en kandidat til valget.

Kandidaterne vil blive delt op i to valgpuljer. Én med kandidater fra de store organisationer og foreninger, én med kandidater fra de små.

Hver forening har i alt to stemmer og kan altså stemme på en kandidat fra både en stor og en lille forening.

‘De store’ er de 30 foreninger, der har modtaget mest støtte fra LOTFRI i 2017 samt de ti udvalgte organisationer. ‘De små’ er de resterende 70 af LOTFRI-støttemodtagerne.

Indstillinger skal gives inden 4. januar
Kandidaterne skal meldes ind til Børne- og Socialministeriet inden udgangen af den 4. januar 2018.

Stemmesedlerne med de to valggrupper sendes ud mandag d. 8. januar, og deadline for afgivelse af de to stemmer er 12. januar klokken 15.

Det nye råd tiltræder 1. februar.

Frivilligrådet rådgiver børne- og socialministeren og Folketinget om spørgsmål, der vedrører den frivillige, sociale sektor.

Udover de otte medlemmer, der stemmes ind af foreninger og organisationer, indstiller KL og FriSe et medlem hver.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har allerede udpeget Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen, som formand for rådet. Hun mangler stadig at udpege endnu et medlem.

Forrige artikel Mandela i Randers, et ophævet ølforbud og en formand med store ører Mandela i Randers, et ophævet ølforbud og en formand med store ører Næste artikel Brancheorganisationer opfordrer medlemmerne til at få styr på APV Brancheorganisationer opfordrer medlemmerne til at få styr på APV