EU’s borgerdemokratiprojekter fejler på stribe i Danmark

BRUXELLES: EU’s borgerinitiativ har generelt haft en hård fødsel. Men danskerne har vist sig at være exceptionelt uinteresserede i at bruge det nu tre år gamle demokrativærktøj, som gør det muligt at få taget en sag op i EU, hvis man kan få en million europæere til at støtte den.

Ingen danskere har endnu selv taget initiativ til at bruge værktøjet. Kun et par enkelte danskere har været med i styregrupperne bag de nu 51 initiativer, som er forsøgt rejst på EU-plan. Og i ingen af de tre tilfælde, hvor et borgerinitiativ har rundet millionen, er det lykkedes at hente nok danske underskrifter til at nå op over den magiske grænse, som mindst syv lande i EU skal nå over, før et initiativ tæller.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Kortet viser, hvor mange gange det er lykkedes de enkelte EU-lande at nå det påkrævede antal underskrifter for de tre borgerinitiativer, som hidtil er nået hele vejen til millionen. Markeret med grønt er dem, der alle gange er nået i mål. De gule har gjort det to gange, de orange én, mens de røde lande aldrig er lykkedes med at samle nok underskrifter ind. Tryk på de enkelte lande for at se, hvad de har støttet.

 

I Danmark er det tal 9750. Det lød ellers ikke umuligt, tænkte Ellen Højlund Wibe, der er landssekretær i Retten til Liv, da hun i 2012 gik i gang med at samle danske underskrifter til et initiativ, der skulle stoppe brugen af EU-midler til forskning i fosterstamceller og udviklingsbistand til sundhedsklinikker, der tilbød kvinder abort i udviklingslandene.

Hun vidste godt, at antiabort-sagen, som Retten til Liv er engageret i, ikke var en sag, som en stor del af den danske befolkning ville tilslutte sig. Men hun regnede med, at det ville være forholdsvist overkommeligt at få hentet underskrifterne hjem, hvis hun allierede sig med kirkeledere og andre, der havde adgang til folk, der delte organisationens synspunkt.

”Det var en større organisatorisk opgave at løfte, end vi havde forudset,” siger Ellen Højlund Wibe.

Svært at nå derop
Det lykkedes Retten til Liv at få indsamlet 7563 gyldige underskrifter, hvilket er det højeste antal underskrifter, der er blevet indsamlet af noget borgerinitiativ i Danmark.

I et initiativ mod brug af dyreforsøg, der for nylig rundede millionen og i øjeblikket bliver undersøgt af EU-Kommissionen, skrev 4610 danskere under, mens det sidst godkendte projekt, Right2water, fik 3495 underskrifter, som dog i sidste ende ikke blev talt med, fordi de blev indleveret for sent.

Silvana Pellegrini Adam, der har stået i spidsen for initiativet mod brug af dyreforsøg, Stop Vivisektion, peger på, at der ikke er særlig mange, der kender til borgerinitiativet. Det har betydning for opbakningen, både i befolkningen og blandt aktørerne.  

"De danske aktører, som vi gerne ville have på banen med støtte og som havde mulighed for at promovere initiativet, udeblev. I dette tilfælde politikere, forskere og dyreværnsorganisationer," siger hun.

Hun mener også, at den manglende tradition for den slags direkte demokrati i Danmark har en betydning.

"Alle lande har forskellige traditioner, og vi kan se, at dem, der har tradition for større homogen fællesskabsfølelse i en sag, også har fået det bedste udbytte i forhold til indsamling af underskrifter. I nogle lande har lokale politikere og parlamentarikere også offentligt været ude og støtte initiativerne, hvilket for den enkelte borger har givet en ekstra positiv vægt til initiativet," siger Silvana Pellegrini Adam.

Stor salgsopgave
For den danske tovholder på projektet Right2water, Frede Gydesen, var det dog fra starten klart, at det ville være en svær opgave at få danskerne til at skrive under.

Initiativet, som vil have EU til at cementere adgangen til vand som en menneskeret og skrue ned for liberaliseringen af vandforsyningen i EU-lande, er ikke noget, som kan få særligt mange danskere op ad stolen, fordi de ikke mærker adgangen til vand som noget problem.

”Jeg var rundt til kurser, ungdomsarrangementer og på kongresser, hvor jeg havde en bod, hvor folk kunne skrive under. Jeg var endda i Fælledparken 1. maj. Jeg tror, jeg fik 75 underskrifter den dag. Og jo mere fulde folk blev, jo svære var det at overbevise dem,” siger Frede Gydesen.

Hver underskrift var en større salgsøvelse.

”Danskere skriver altså ikke bare under på noget, uden at vide hvad det er. Man skal igennem hele forklaringen den ene gang efter den anden, så hvis folk tror, at det bare handler om at skrive nogle plancher ud eller starte en kampagne på Facebook, så holder det ikke,” siger han.

Ofte mod EU
Både Ellen Højlund Wibe og Frede Gydesen mærkede også begge to tydelige tegn på, at folk, som ellers var sympatisk indstillet over for tiltagene, ikke havde lyst til at skrive under, fordi det var initiativer, der blev taget i EU-regi.

”Der var en del, der sagde: ’Vi tror ikke på det der EU, så det gider vi ikke’. Man kunne helt tydeligt mærke, at EU-skepsissen slog igennem på det område. Det afgørende var selvfølgelig, at man ikke ville skrive under på noget, hvis man ikke mente, at det var et problem. Men det var helt klart, at hvis de fandt ud af, at det var EU-arrangement, så stod modstanderne af,” siger Frede Gydesen.

Det kan da også i sig selv være en mental hindring, at det er et europæisk borgerinitiativ, der er tale om, mener Julie Hassing Nielsen, der er postdoc ved Københavns Universitet og europapolitisk chefanalytiker ved tænketanken Kraka og forsker i EU og demokrati.

”Vi ser igen og igen, at hver gang der er noget med EU, så reagerer vi meget instinktivt. Og ofte er det hele EU-projektet, man reagerer imod,” siger hun og peger på, at også andre af de lande, hvor det heller ikke har været muligt at samle stemmer nok sammen, placerer sig i den mindre EU-positive kategori.

”Danmark, Sverige og Storbritannien er jo lande, som er tøvende med politisk integration. Groft sagt er vi grundlæggende med af pragmatiske økonomiske årsager, og der er ofte en modvilje mod den politiske dimension af Unionen,” siger hun.

Også svært i resten af Europa
Det er dog langt fra kun i Danmark og andre EU-lunkne lande, at demokrativærktøjet skranter.

Carsten Berg, der er leder af ECI Campaign, der arbejder for at gøre borgerinitiativet mere brugbart, peger på, at initiativet i dag er så godt som brudt sammen.

”Det er ikke bare i Danmark, at instrumentet ikke bliver brugt. Helt generelt er der ikke noget betydeligt antal af borgerinitiativer. Der er kun tre, der er åbne, og ingen af dem har samlet særligt mange underskrifter,” siger han.

Han mener blandt andet, at det har været for svært at få godkendt initiativer, fordi de skal falde ind under EU’s eksisterende kompetencer. Men en alt for snæver læsning af de regler kvæler debatten, mener han.

”Næsten halvdelen af alle initiativer er blevet erklæret for ikke-gyldige, og ofte på et grundlag, som man må stille spørgsmålstegn ved,” siger han og peger på, at emner som atomenergi og frihandelsaftalen med USA, som optager mange EU-borgere, er blevet hældt af brættet.

Brev til Timmermans
Carsten Berg fremhæver også store problemer med, at der i mange lande kræves en række personlige oplysninger, som for eksempel pas- eller ID-numre, sammen med underskrifterne, hvilket får mange til at takke nej til at deltage.

Dertil kommer det åbenlyse problem, at det endnu ikke har givet meningsfulde resultater, når det endelig er lykkedes at få hentet en million underskrifter ind, fordi Kommissionen hidtil mere eller mindre har fejet forslagene af bordet.

I et åbent brev overbragt til EU-Kommissionens første-næstformand Frans Timmermans mandag i Bruxelles, plæderer Berg sammen med 21 tidligere og nuværende initiativtagere for ”dyb og meningsfuld reform” af det nuværende instrument for at få det til at virke bedre.

De vil have slækket kravene til, hvad det er for oplysninger, borgerne skal afgive, når de skriver under. De vil have EU-Kommissionen til at være mindre snæver i sin fortolkning af, hvad et initiativ må omhandle, og så vil de have pålagt EU-systemet at give initiativer, der runder millionen, en ordentlig behandling i både Parlament og Ministerråd.

Ikke nogen god oplevelse
Ellen Højlund Wibe fra Retten til Liv fulgte med i sit borgerinitiativs videre færden i EU-systemet, efter det var lykkedes at hente omkring 1,7 millioner underskrifter på EU-plan, og hun var ikke imponeret. Hverken da forslagsstillerne ved en høring i EU-Parlamentet oplevede stor modstand fra parlamentarikerne, eller da EU-Kommissionen kort derefter gjorde klart, at den ikke havde tænkt sig at tage spørgsmålet op.

”Ideen var god nok, men i virkeligheden er det en skindemokratisk måde at holde EU-borgerne hen ved at sige, at nu er der mulighed for at komme til orde. Og det bekræftede en EU-skeptiker som mig i, at EU er en underlig, udemokratisk størrelse,” siger Ellen Højlund Wibe.

Hun vil dog ikke kalde processen for spild af tid, fordi samarbejdet med ligesindede på tværs af grænser i sig selv gav noget.

”Det var successen ved det og det hele værd. Det samarbejde, som kom op at stå på baggrund af det, er resulteret i, at One of Us, som initiativet hed, nu ikke bare er en underskriftindsamling, men er en organisering af pro-life-arbejdet (abortmodstand, red.) i Europa,” siger hun.

Demokratiforsker Julie Hassing Nielsen gør opmærksom på, at det er et ekstremt ambitiøst projekt, som man har kastet sig ud i med sådan et demokratiinstrument, og at det derfor er forudsigeligt, at der vil være begyndervanskeligheder.

”Det er meget at ville ændre på folks demokrativaner. Den slags tager jo tid. Så jeg ved ikke, om det er for tidligt at dømme det ude. Hvis det ikke er en succes nu, så kan det jo være, at man laver nogle ændringer, som på sigt kunne gøre, at folk blev mere interesserede i det,” siger hun.

red@altinget.dk, rikke@altinget.dk