Messerschmidt er braget igennem lydmuren, men det nye DF appellerer til et langt mindre publikum

Stemningen fejlede ikke det mindste, da Dansk Folkeparti lørdag holdt årsmøde, selvom rammerne i den åndløse Arena Næstved var temmelig uinspirerende.

Formand Morten Messerschmidt kunne med rette konstatere, at DF er på vej op igen, og at den umiddelbare overlevelseskamp er forbi.

I de seneste måneder har der virkelig været meget at glæde sig over for DF, det er mere på den langsigtede og strategiske bane, der er grund til skepsis.

Vendepunktet
Efter fem års nedtur begyndte det endelig at lysne for Dansk Folkeparti i de første uger af 2024. Først likviderede konkurrenten Pernille Vermund sit Nye Borgerlige, og selvom Messerschmidts gamle fjende fra DF, Martin Henriksen, tappert forsøger at holde liv i NB, må hans chancer tælles i promiller.

Dernæst klarede Dansk Folkeparti selv skærene til europaparlamentsvalget, efter DF-spids Anders Vistisen havde ført en både hårdtslående og effektiv kampagne. Det var ikke alene vigtigt rent symbolsk og økonomisk, hvor et EP-mandat er en sand guldgrube.

Det har også en særlig betydning for Messerschmidts (og Vistisens) DF, hvor man lægger helt anderledes vægt på samarbejde med andre europæiske højrepartier. Det blev til fulde illustreret på årsmødet, hvor Messerschmidt mødtes med Marine Le Pens højre hånd, Jordan Bardella, fra partiet National Samling, som Messerschmidt indgik et formelt samarbejde med. Det nye samarbejde blev markeret med en tale fra Bardella på selve årsmødet.

Samtidig er DF begyndt at rette sig i meningsmålingerne. I Altingets seneste snit lå DF på 4,7 procent, og i en Gallup-måling i Berlingske fik DF for nylig 6,4 procent. Stadig uendelig langt fra partiets normale niveau på omkring 12 procent, men et meget mindre nervepirrende udgangspunkt end de 2,6, procent partiet fik ved folketingsvalget for to år siden.

Den helt rigtige fjende
Fremgangen hænger selvfølgelig sammen med, at DF efter partiets giftige borgerkrig igen fremstår som et yderst homogent parti.

Der er dog heller ingen tvivl om, at de mange kontante markeringer fra Messerschmidt og andre DF'ere igen har sat partiet på landkortet. Messerschmidt har – indtil videre med succes – valgt den stik modsatte mediestrategi af den nye, mere usynlige, konservative leder, Mona Juul.

Morten Messerschmidt har stadig den absolutte danmarksrekord i personlige stemmer fra EU-valget i 2014, hvor han fik næsten en halv million stemmer. Og han er stadig en fremragende taler og debattør, der kan sætte de fleste til vægs i en åben konfrontation.

DF-formanden har nu udpeget Lars Løkke Rasmussen (M) som sit nye fjendebillede, som han hamrer løs på i ét væk. Det er ikke et dårligt valg. Løkke er en langt bedre boksebold for DF end Inger Støjberg (DD), som mange DF-vælgere har sympati for. Angrebene på Danmarksdemokraterne gav et indtryk af bitterhed og misundelse, mens mange DF-vælgere utvivlsomt labber angrebene på Løkke i sig.

SoMe-stilen

I de sidste par år har DF også for alvor gjort sin entre på de sociale medier.

Den tidligere DF-pressechef Søren Søndergaard var såvel taktisk som strategisk en af de allerbedste på Borgen, men lige sociale medier var ikke Søndergaards spidskompetence. Det var et område, hvor Nye Borgerlige fuldstændig fik overtrumfet DF.

Nu er DF anderledes aktiv, og blandt de mere vellykkede eksempler er en video med Pia Kjærsgaard, hvor hun slår sig løs i Generation Z-slang. Den slags kan være tåkrummende pinligt, men her er det præcist doceret og med et glimt i øjet.

Der har også været flere mindre heldige eksempler: DF's deep fake video med Mette Frederiksen (S) er ganske vist åbenlys satire, men det er uden for skiven i en tid, hvor deep fake er ved at blive et reelt problem.

Slut med de rødternede duge
Men det var langt fra det værste: For det ramte ligefrem helt uden for skydeteltet, da DF-kampagnechef Mads Korsholm kommenterede, at personsøgere tilhørende Hizbollah-folk eksploderede og dræbte og sårede flere hundrede:

”Mossad har kastreret flere svin end samtlige jyske landmænd i dag,” skrev Korsholm på X med hentydning til, at personsøgerne ofte blev båret i bukselommerne på Hizbollah-krigerne og dermed kunne smadre underlivet ved eksplosion.

Mange danskere vil være tilhængere af Israels aktion, men ligefrem at glæde sig over den konkrete lemlæstelse af mennesker er noget ganske andet. Korsholm kaldte siden tweetet for en joke,

Messerschmidt har netop udtalt, at DF tidligere har kommunikeret med ”hygge og rødternede duge”, men at man nu er gået over til en anden kommunikation. Man har tydeligvis ikke fundet snittet endnu.{{toplink}}

Slinger i valsen
DF's stil har altid været bevist provokatorisk, men den har på det sidste fået et par spande kul mere. Det er en kommunikation fra et parti på yderfløjen – og det er da også der, Messerschmidt har placeret DF.

I et interview med Altinget tog Messerschmidt et opgør med den 20 år gamle strategi om at ”blive det nye midterparti i stedet for Radikale”, et parti, der kunne svinge til begge sider i Folketinget. Det var en ambition forgængerne Pia Kjærsgaard (DF) og Kristian Thulesen Dahl (DF) begge havde. Messerschmidts DF er derimod et entydigt borgerligt parti.

Messerschmidts strategiske linje har ikke altid været stringent – ​​og det forkert at fremstille det som om, at Messerschmidt konsekvent var imod Thulesens flirt med Mette Frederiksen.

Op til DF's årsmøde i 2018 udtalte Messerschmidt til Politiken, at DF – i tilfælde af et rødt flertal – ligefrem skulle agere støtteparti for en S-regering. Netop for at sætte Radikale uden for indflydelse.

Det var dog at gå for langt i samarbejdet med S, mente både Thulesen og Søren Søndergaard, der tvang Messerschmidt til at trække i land.

Entydig højrelinje
Præcis seks år senere har Messerschmidt lagt sig fast på en entydig højrelinje – med mulighed for dissens på sociale spørgsmål, hvor DF markedsfører sig som ”blå bloks bløde hjerte”.

Messerschmidts kurs er ikke uden perspektiv, for der er helt klart et publikum til den hårde kurs.

Det er bare ikke voldsomt stort, og DF ligger for langt ude til at kunne hente større kontingenter af socialdemokratiske vælgere tilbage over midten. Det gør DF's betydning mindre - også for resten af blå blok.

Den slags bekymrer ikke tydeligvis ikke DF-ledelsen her og nu. Her er planen at stemmemaksimere, få lukket resterne af Nye Borgerlige og aflive et Lars Boje Mathiesen-parti i opløbet. Så man har den yderste, nationalistiske højrefløj for sig selv og et fundament at stå på.

Det ambitiøse strategiske perspektiv er skiftet ud til fordel for mere taktisk præget genopbygning.

erik@altinget.dk