DF klar med sit hold af spidskandidater – og der er flere solide overraskelser

Der er rokeret rundt blandt DF-spidskandidaterne, hvor flere er regulære overraskelser. Og de står med gode chancer for at blive valgt til Folketinget, viser ny analyse.

DF-holdet er på plads.

Partiet har nemlig udpeget sit hold af spidskandidater, som skal stå øverst på stemmesedlen for partiet.

Det oplyser Dansk Folkeparti til Altinget.

Og der er solide overraskelser og omrokeringer blandt partiets spidskandidater, som skal stå øverst på stemmesedlen, når der skal være folketingsvalg senest i 2026.

De to tidligere Nye Borgerlige-politikere Mikkel Bjørn og Mette Thiesen får begge sikre kredse, mens en tidligere formandskandidat får spidsen i København.

Messerschmidt selv får en chance for et direkte slagsmål med sin hovedmodstander M-formand Lars Løkke Rasmussen i Pia Kjærsgaards gamle kreds.   

Efter en lang elevatorperiode med en vis stigning, der måneden efter var forsvundet igen, ser Dansk Folkeparti omsider ud til at have stabiliseret sig på et klart højere niveau end ved folketingsvalget i 2022.

Dengang måtte DF nøjes med 2,6 procent og fem mandater, men i det sidste snit af meningsmålinger, som professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra KU laver for Altinget, står DF til 4,7 procent og ni mandater.

Er det DF's nye folketingsgruppe?
På baggrund af Altingets mandatprognose udarbejdet af selvsamme Kasper Møller Hansen står DF til at få et mandat i alle storkredse på nær Bornholm. Det gør formentlig mandatprognosen usædvanlig sikker, for DF har netop udpeget spidskandidaterne.  

I en situation, hvor Dansk Folkeparti er skåret ind til kernen, er det særlig vigtigt for ledelsen at prioritere de rigtige spidskandidater. Det sikrer man sig med et valgudvalg under hovedbestyrelsen, som DF-ledelsen har styr på. Kandidaterne på de sekundære pladser vælges derimod lokalt.   

I syv-otte af de ni storkredse – hvor DF kan regne med valg – må spidskandidaterne anses for helt sikre. Med den nuværende tilslutning vil DF's nye folketingsgruppe derfor se således ud:

Københavns Storkreds: 1 mandat (+1)
Allerede her ses den første overraskelse.
Ved valget i 2022 fik DF ingen mandater i København, men blandt DF-kandidaterne fik Paw Karslund en håndfuld flere stemmer end det tidligere folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth, der er blevet anset i partiet som sekretariats-og personalechef og ikke opstiller til Folketinget.

{{toplink}}

Ny spidskandidat bliver i stedet Merete Dea Larsen, der sad i Folketinget for DF fra 2015-19 i Sjællands storkreds. Merete Dea Larsen stillede op til det dramatiske formandsvalg i DF i starten af 2022, og var således en af Messerschmidts modkandidater. Merete Dea Larsen blev anset som den kandidat, den tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl helst så valgt, men hun har siden været loyal over for Messerschmidt og er nu for alvor kommet ind i varmen.  

Den 46-årige Dea Larsen er uddannet farmakonom, og har en solid erfaring fra kommunalpolitik efter mange år i Roskilde byråd.

Københavns Omegns Storkreds: 1 mandat (uændret)
Her tog Messerschmidt stensikkert mandatet sidste gang, men efter DF-formanden har skiftet kreds, går den attraktive storkreds til partiets udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, der kort efter valget skiftede over fra Nye Borgerlige. Bjørn er kendt for en meget kontant udlændingepolitik, selv i DF sammenhæng.

Som Nye Borgerlige-kandidat blev Mikkel Bjørn sidst valgt på Fyn, men i DF har Fyns storkreds i mange år tilhørt Alex Ahrendtsen. 

Nordsjællands Storkreds: 1 mandat (+1)
Sidst fik DF ingen valgt i Nordsjælland, men med den nuværende tislutning tager en anden tidligere profil fra Nye Borgerlige mandatet næste gang. Det går med sikkerhed til Mette Thiesen, der sidste gang fik over 4.000 personlige stemmer. 

Thiesen har efter skiftet til DF fortsat sin knivskarpe profil og har helt klart været en styrke for sit nye parti. Thiesen er tidligere lærer og er sit partis børne-og familieordfører ved siden af posterne som sundhedsordfører og socialordfører.

Bornholms Storkreds: 0 mandater (uændret)
Her har DF aldrig fået mandater – og det ser de heller ikke ud til at få næste gang.

Sjællands Storkreds: 1 mandat (uændret)
Den kreds har Pia Kjærsgaard siddet solidt på i årevis, men ved valget i 2022 blev hun udfordret af den tidligere finansordfører Rene Christensen, som hun slog rimelig klart. Pia Kjærsgaard har netop meddelt, at hun stopper efter mere end 40 år i Folketinget. Rene Christensen skiftede vildt overraskende til Moderaterne, men det skulle han nok ikke have gjort, hvis han gerne vil tilbage i Folketinget.

{{toplink}}

I stedet tager DF-formanden selv kredsen. For Morten Messerschmidt er der mindst to fordele ved at skifte til Sjællands storkreds: For det første kommer han direkte i infight med sit nye hadeobjekt, Lars Løkke Rasmussen (M), der opstiller her. Og for det andet har Sjælland en af de allerstørste storkredse, hvor der er rigtig mange personlige stemmer at hente. Kører det for Messerschmidt, kan han håbe at trække et mandat ekstra i kredsen.

Fyns Storkreds: 1 mandat (uændret)
Det fynske mandat har længe tilhørt DF-veteranen, Alex Ahrendtsen, der er partiets uddannelsesordfører. Hvis Mikkel Bjørn var blevet på Fyn, kunne han muligvis have truet Ahrendtsens genvalg, men det problem blev løst med overflytningen af Mikkel Bjørn til Københavns Omegn. Sikkert genvalg til Ahrendtsen.

Sydjyllands Storkreds: 1 mandat (uændret)
Her er der status quo. Partiets retsordfører Peter Kofod tager mandatet ligesom sidst.
Kofod har været formand for Dansk Folkepartis Ungdom og har også haft en periode i Europa-Parlamentet, hvor han lettere modvilligt blev deporteret hen af  Kristian Thulesen Dahl. Der har været lidt stille om Kofod på det sidste, men der er ingen tvivl om, at mandatet bliver hans.

Østjyllands Storkreds: 1 mandat (uændret)
Her gik mandatet sidst til Nick Zimmermann, og som spidskandidat tyder alt på, han får det igen. i 2022 slog han noget overraskende Anders Vistisen, der var spidskandidat. Nu sidder Vistisen så i Europa-Parlamentet, og det er meget svært at se, hvem der kan true Zimmermann.

{{toplink}}

Vestjyllands Storkreds: 1 mandat (+1)
I Vestjylland stiller DF med Søren Boel Olesen, der sidder i Holstebro Byråd og i partiets hovedbestyrelse. Han er et kendt ansigt på DF's indre linjer, men totalt ukendt i den brede offentlighed. Det er ikke oplagt, hvem der kan slå Søren Boel Olesen, men lige her kan man ikke være sikker på, at positionen som spidskandidat er en garanti for at blive valgt.

Nordjyllands Storkreds: 1 mandat (+1)
i 2022 lykkedes det ikke DF at få valgt nogen i Nordjylland, der blev støvsuget af Mette Frederiksen (S) og Inger Støjberg (DD), men ifølge mandatprognosen står DF igen til at få et mandat nord for Limfjorden. Her er den nye spidskandidat Majbritt Birkholm, der sidst fik over 1.000 stemmer i Vestjylland. Selvom hun skifter kreds, må Majbritt Birkholm anses som ret sikker, hvis DF får mandatet i Nordjylland.

De sidste 16 år har Majbritt Birkholm arbejdet som politibetjent, og hun har siden 2023 været Dansk Folkepartis næstformand.

{{toplink}}

,

Forrige artikel Løkke har ret. Særligt ét punkt bliver afgørende for sundhedsreformens succes Løkke har ret. Særligt ét punkt bliver afgørende for sundhedsreformens succes