Birthe Rønn: Vil Hummelgaard virkelig straffe voldsforbrydelser hårdere end drab?
Efter justitsministerens hovsa-forslag om hårdere straffe, skylder han et svar på, om hele balancen i straffeloven skal forrykkes, så voldsforbrydelser kan straffes hårdere end drab, skriver Birthe Rønn Hornbech.
Justitsminister Peter Hummelgaard vil have højere straffe for vold. Det er, som om man har hørt det før. I et indlæg her på Altinget opremser professor emeritus Jørn Vestergaard alle strafskærpelser i de senere år.
Ovenikøbet forklarer Jørn Vestergaard, at en del voldssager er henført under strengere straffebestemmelser.
Det er min erfaring, at henførelsen under strengere straffelovsbestemmelser med højere straframmer med rette betragtes som mere belastende. At blive stemplet som voldsmand, der er dømt for legemsbeskadigelse eller grov legemsbeskadigelse, er naturligvis langt mere stemplende end at blive dømt for simpel vold.
I et interview her i Altinget plæderer justitsministeren alligevel for yderligere strafskærpelse i voldssager.
Justitsministerens krav om nye strafskærpelser rejser spørgsmålet, hvorfor? Hvor kan justitsministeren finde belæg for, at evindelige strafskærpelser forhindrer vold eller nedsætter antallet af voldssager?
Det er, som om Hummelgaard uden dokumentation vil bilde befolkningen ind, at voldsmænd studerer retspraksis og nøje vurderer, hvad den konkrete straf nu bliver, hvis man nøjes med en øretæve og et blåt øje, fremfor at brække en næse, bøje et par ribben eller tilføje offeret kraniebrud.
Mere principielt er imidlertid det spørgsmål, som Vestergaard rejser i sit indlæg. Spørgsmålet om, hvor længe politikerne kan blive ved med at kræve højere straffe for vold, uden at retspraksis kommer helt ud af proportioner.
Det ender jo med, som Vestergaard anfører, at straffen for vold bliver hårdere end straffen for visse drab. I dag går straframmen for vold allerede op til ti år og Vestergaard anfører, at der er typer af drab, der ifølge Højesteret under formildende omstændigheder, kan udmåles til elleve eller ti års fængsel.
{{toplink}}
Jeg betragter ministerens forslag som et rent hovsa-forslag. Justitsministeren skylder et svar på, om hele balancen i straffeloven skal forrykkes, så voldsforbrydelser kan straffes hårdere end drab.
Justitsministeren fremfører i det nævnte interview, at det er Folketingets skyld, at der ikke udmåles strengere straffe for vold. Folketinget lovgiver ikke præcist nok, mener ministeren.
Det er en meget, meget underlig kritik fra en minister, der til daglig er omgivet af nogle af Danmarks ypperste jurister. Nok er det Folketinget, der vedtager lovene, men det er da ministerens egne embedsmænd, der udformer lovforslagene.
Med mere præcision mener ministeren flere bånd på domstolene. Den politik må der lægges stærk afstand til. Det tilkommer ikke Folketinget at give domstolene så mange anvisninger, at lovgiver reelt overtager domstolenes opgave.
Grundlovsbestemmelsen om magtfordelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er mere end en programerklæring. Bestemmelsen fik med Tvind-dommen et reelt indhold. Lovgiver kan ikke ud i det uendelige fortsætte med at indskrænke domstolenes råderum i strafudmålingen i de enkelte sager.
Jeg var i mit virke som anklager stolt af straffelovens principper. Domstolene havde vide rammer til at fastsætte en individuel straf, hvor både gerningen og gerningsmandens forhold kunne indgå i bedømmelsen.
{{toplink}}
Livet er mangfoldigt. Der er ikke to sager, der er helt ens. Derfor kan et drab stadig takseres til alt fra livsvarigt fængsel til strafbortfald.
Men sammenligner man straffeloven i dag med loven, da jeg var anklager, ser man tydeligt, at Folketinget har fyldt straffeloven med masser af direktiver om, hvordan straffene skal udmåles.
Dertil kommer, at der i forbindelse med de senere års strafskærpelser i lovforslagenes bemærkninger er givet flere og flere anvisninger på, hvordan bestemte typer sager skal vurderes. Det indskrænker domstolenes frihed. Det kan ikke fortsætte uden at Grundloven udfordres.
Der er ikke brug for flere hovsa-forslag. Der er derimod brug for en sammenhængende politik med hurtigere tiltale, dom og omgående afsoning.
Fordelingen af ressourcerne til politiet, anklagemyndigheden, domstolene og Kriminalforsorgen skal samtænkes. Det er ikke højere straffe, der er brug for, men flere ressourcer og ikke mindst flere fængselspladser og rimelige arbejdsforhold for fængselspersonalet. Der er mange forsømmelser at rette op på. Ikke mindst for fængselsbetjentene.
{{toplink}}
Hummelgaards enøjede forelskelse i hårdere straffe giver ikke mindre kriminalitet
