Høring om Irak er et rimeligt krav
Koncentrat af lederen "Vi alene vide" i Politiken, 24. oktober 2003 om flertallets afvisning af en høring om Irakkrigen i Folketinget.
I betragtning af, at krigen har givet Danmark forpligtelser som besættelsesmagt, som ingen endnu kan se enden på, er kravet rimeligt.
I betragtning af, at beslutningen om at gå i krig i sin tid blev truffet på få dage, fordi regeringen med udenrigsministeren i spidsen indtil da havde forsikret, at Danmark var fast forankret i FN-sporet, er kravet rimeligt. I betragtning af, at de to ledende krigsmagter - USA og Storbritannien - har foretaget en intens parlamentarisk granskning af krigsgrundlaget, er kravet rimeligt.
Det er ikke bare rimeligt. Det burde være en selvfølge.
Dansk Folkeparti mener imidlertid ikke, at der er noget at diskutere. Og i dette som i så mange andre spørgsmål, er det Dansk Folkeparti, der lægger linjen for regeringen, Venstre og de konservative. V, K og DF har som bekendt flertal i Folketinget, i udvalg og præsidium, og kan derfor gøre, som de vil.
Argumentet er, at regeringen alligevel ikke foretog nogen selvstændige undersøgelser før krigsbeslutningen. Man fulgte blot den britisk-amerikanske linje.
Pointen, som regeringens talsmænd dog ikke udtrykker helt på den måde, er åbenbart, at når der overhovedet ikke var noget krigsgrundlag, så kan det jo heller ikke vise sig at være mangelfuldt. Hvor tyndt kan det blive.(...) Det turde være indlysende, at flertallets opfattelse er dybt udemokratisk.(...)
Det er kun, fordi høringer er en forholdsvis ny opfindelse i dansk parlamentarisk tradition, at flertalstyranniet på dette punkt overhovedet formelt set kan lade sig gøre. I går sendte Folketingets præsidium spørgsmålet tilbage til Udenrigspolitisk Nævn, hvor flertallet forleden sagde nej til en Irakhøring.
Folketingets formand, der havde det afgørende ord, har mandet sig op til at bede sin partifælle, nævnsformanden, om at genoverveje spørgsmålet. Det skal forhåbentlig opfattes som et vink med en vognstang om, at i det mindste tingets formand har fattet, hvor langt ud i arrogancen man ellers ville komme.(...)
