Fogh på farlig EU-kurs

Koncentrat af lederen "Risikabel EU-kurs" i Berlingske, 18 september 2003

Gode grunde til ikke at forhaste sig

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har lagt en risikabel EU-strategi, når han forestiller sig en folkeafstemning, som ikke alene skal gælde den nye EU-traktat, men som også i et eller andet omfang skal få vælgerne til at sige ja eller nej til de danske forbehold fra Edinburgh-aftalen.

Der er ingen tvivl om, at vore forbehold i første række skader os selv og bør fjernes så hurtigt som overhovedet muligt. Det er lige så klart, at forbeholdene er indført ved folkeafstemning og alene kan fjernes igen ved folkeafstemning.

Men statsministerens strategi med at sammenkoble traktatafstemningen med et ja eller nej til forbeholdene forekommer alt for risikabel. Hvis ikke den kommende afstemning om traktaten skal drukne i uoverskuelighed, er der reelt set kun to afstemningstemaer. Enten ja eller nej til traktaten uden danske forbehold. Eller afstemning om traktaten med fortsatte danske forbehold.

Som situationen er, må det foretrækkes at fastholde de danske forbehold indtil videre og så nøjes med at stemme om den nye traktat. (...)

Statsministeren bidrager heller ikke til overskuelighed, når han forestiller sig en gradbøjning af det retlige forbehold. Hvis forbeholdet skal ændres, så Danmark kan fastholde sin egen version af udlændingepolitikken, uanset hvad EU måtte beslutte sig for, så forudsætter det forhandlinger med de øvrige EU-partnere. Og her kan man være sikker på at møde massiv modstand, ikke mindst fordi de nye medlemmer af EU ikke kan regne med at få lov til at pleje nationale særinteresser med forbehold.

Med sit ønske om at genforhandle forbeholdet om det retlige har statsministeren allerede sået usikkerhed om, hvorvidt det nu også er klogt helt at sige farvel til det retlige forbehold. Og det er, sammen med resultatet af det klare svenske nej til euro-samarbejdet, en god grund til ikke at forhaste sig i bestræbelserne på at få fjernet forbeholdene.

Forrige artikel Boligmarked for de stenrige Næste artikel Minister bør udpege DR bestyrelse