Boligmarked for de stenrige

Koncentrat af lederen "Hus forbi" i Politiken, 17. september

At eje sin egen bolig burde være om ikke en menneskeret, så dog en realistisk mulighed for de fleste. Men for yngre danskere er det ved at blive en svært opnåelig drøm. Boligprisernes himmelflugt de seneste år har gjort det umuligt for selv nogenlunde vellønnede og arbejdsomme par at komme ind på boligmarkedet, og mange har nærmest opgivet håbet.

Den sørgelige tingenes tilstand blev understreget i den analyse, BRFkredit offentliggjorde tidligere på ugen, som viste, at andelen af boligejere i de senere år er faldet markant for alle under 50 år.

For de unge under 30 år er procentdelen af boligejere faldet med over en tredjedel siden 1987, og i gruppen mellem 30 og 40 år er det nu kun omtrent hver anden, der ejer sin egen bolig. På mindre end ti år er antallet af unge, der planlægger at købe hus i det kommende år, halveret. Og meget tyder på, at udviklingen fortsætter i den forkerte retning. Indførelsen i næste måned af afdragsfri lån vil efter de fleste eksperters vurdering give priserne på de mindre ejerlejligheder endnu et nøk opad og derudover bidrage til at holde prisen på de større boliger oppe på det nuværende meget høje niveau. (...)

Det er en skandale, og regeringens kælen for boligejere gør det kun endnu mere problematisk.

En oplagt løsning på problemet kunne være at beskatte de arbejdsfri gevinster, boligejerne realiserer, når de sælger deres huse og lejligheder. En sådan ejendomsavancebeskatning vil tage toppen af prisstigningerne og dermed atter gøre det realistisk for de fleste på sigt at få fod under eget bord.(...)

Men som bekendt er regeringen på en helt anden kurs: Den forærer de rigeste boligejere penge, alt imens pengeinstitutter, realkredit og kommuner kappes om at gøre det muligt for de bedst stillede både at bo i deres huse og omsætte dem til øgede forbrugsmuligheder.

Forrige artikel Frit marked for bøger Næste artikel Fogh på farlig EU-kurs