Fogh, hvad nu?
Koncentrat af lederen "Fogh, hvad nu? - VK hopper fra tue til tue" i Berlingske 29. juni 2003.
Og i tillæg har statsminister Anders Fogh Rasmussen håndteret to afgørende udenrigspolitiske opgaver med stor myndighed. Varetagelsen af det danske EU-formandskab var historisk og effektiv, beslutningen om, at Danmark skulle deltage i krigen mod Irak, var både rigtig og modig. Regeringens første halvandet år har været en imponerende præstation. Men hvad nu?
Den seneste uges diskussion her i avisen viser, at den borgerlige regering har været en succes indtil nu, men også at det langtfra er sikkert, at den succes vil fortsætte. Regeringen har tømt sin dagsorden, og den har endnu ikke formuleret de løfter til vælgerne, som den vil gå til valg på. Det er en ærlig sag, men det er også et problem.
Diskussionen har vist, at regeringen viser ulyst til at mene noget i den store diskussion om, hvordan vi skal betale fremtidens velfærdssamfund. Når regeringen for eksempel slår fast igen og igen, at der ikke skal røres ved overførslerne til efterløn, dagpenge eller kontanthjælp, så lurepasser den. Alle ved jo, at det bliver nødvendigt.
Regeringens dominerende parti, Venstre, vandt sidste valg ved at indgå en såkaldt kontrakt med vælgerne. Ideen er hentet fra Storbritanniens Tony Blair og går ud på at vinde vælgernes tillid ved at afgive nogle få løfter, som man derefter opfylder. Det er en klog strategi. Især i et land som Danmark, hvor vælgerne ikke ønsker store reformer, men foretrækker de mange små skridt. Men denne uges diskussion i avisen har vist, at strategien med de små skridt rummer nogle alvorlige risici.
Det er som om regeringen, især Venstre, har en forventning om at kunne beholde magten i mange, mange år. Den politiske historie fortæller imidlertid, at en regering højst kan håbe at sidde i 8-10 år. Og selv om VK-regeringen vinder det næste valg - Socialdemokratiet får brug for yderligere nogle år til at finde sig selv - så vil det formentlig være det sidste valg, hvor regeringen kan være sikker på at vinde.
Med andre ord: Hvis VK-regeringen vil være sikker på at blive husket som en succesfuld borgerlig regering, så er det i den næste valgperiode, de afgørende resultater skal skabes. Og de løfter, som skal skabe disse resultater, skal formuleres i god tid inden valget, det vil sige - snart. Regeringen har ikke god tid. (...)
Netop derfor må det borgerlige Danmark forvente, at Anders Fogh Rasmussen formulerer sit projekt. Ikke kun i form af nogle konkrete løfter på enkelte områder. Hvad er regeringens langsigtede idé? Hvordan ser et liberalt Danmark ud? Det er naturlige spørgsmål, og man må forvente af en borgerlig regering, at den vil give svar på dem.
En regering kan ikke hoppe fra tue til tue, den må have en vision.
