Et oprør lurer
Koncentrat af lederen "Et oprør lurer" i Jyllands-Posten 29. juni 2003 om vælgernes forventninger til, at ministrene toner rent flag om fremtidens behov for velfærdsreformer.
Han taler gerne om værdiernes betydning i politik - dog med undtagelse af velfærdssamfundets værdier, for dette ville lynhurtigt lede tanken i retning af nedslidte sygehuse og skoler og den efterlønsordning, som samfundet ikke længere har råd til.
Regeringen følger nøje den fastlagte strategi. »Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten,« som statsministeren tidligt på året slog fast. For ham skal dette være et langsigtet projekt med plads til mange velklingende plusord.
De kan altid bruges, når ministre skal holde taler og skrive artikler. Gennem måneder og år vil de tale uden om. De ønsker ikke at berøre, hvorfor antallet af offentligt ansatte fortsat stiger, og hvordan det for titusinder af borgere ikke betaler sig at gå fra ledighed til arbejde.
Ministrene har derimod travlt med at understrege, at regeringen står som alles garant for tryghed i tilværelsen. De fortier, at nedskæringer på centrale velfærdsområder bliver uundgåelige, såfremt de offentlige udgifter - under et skattestops betingelser - bliver ved med at vokse.
Det er en dårlig undskyldning, at reformer erfaringsmæssigt kun har mulighed for vedtagelse i krisetider. Og det indtryk må helst ikke gro fast, at ministrene er optaget af eget genvalg - et mål, der skal ses i lyset af, at op mod to tredjedele af befolkningen i dag modtager deres væsentligste indkomst fra det offentlige. (...)
Venstres ordfører, Jens Rohde, var ude i et håbløst ærinde, da han sidste søndag ville bilde Jyllands-Postens læsere ind, at »der føres massiv borgerlig politik.«
Og som politisk målsætning kan det ikke være tilstrækkeligt, at »alle mine udnævnelser er borgerlige,« som kulturminister Brian Mikkelsen samtidig fik sagt. (...)
I den nærmeste fremtid bør regeringen forholde sig til, at velfærdsstaten koster mere og mere, alt mens dens ydelser bliver dårligere og dårligere.
I denne kendsgerning ligger et oprør - et borgerligt oprør - gemt.
Det kan bryde ud fra kernevælgere, som efter valget i 2001 troede, at det måtte gøre en forskel, at en SR-regering skulle afløses af en borgerlig regering, som tilmed på papiret var usædvanligt stærk. I Folketinget var den ikke afhængig af støtte fra små og slingrende midterpartier.
Uden at være tvunget dertil ville Venstre selv agere midterparti. Det er en kurs, der kan blive farlig for regeringens fremtid.
