Ventilen: De voksne skal tage ansvar for, at unge undgår at blive ensomme

Mennesker er flokdyr. Det at være en del af en flok handler om overlevelse. Det ligger dybt indlejret i os alle, at hvis vi ikke hører til et sted – hvis vi ikke bliver accepteret af flokken – så risikerer vi at dø. 

Det er derfor, at følelsen af ensomhed slår så hårdt og kan have alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser, hvis den bider sig fast. Det er også derfor isolation bruges som torturmetode.

{{toplink}}

Det er heldigvis de færreste børn og unge i dag, der er socialt isolerede. Langt de fleste er omgivet af familie og/eller jævnaldrende stort set alle vågne timer. Hvis ikke man er fysisk sammen, kommunikerer man på en anden måde.

Skal fokusere på gruppedynamikker

Alligevel føler flere tusinde unge sig ensomme, fordi de ikke føler, de hører til eller føler sig accepterede. De oplever ikke at være en del af de mange fællesskaber, som vi hele tiden taler om, at der er alle vegne – heller ikke selvom de står fysisk midt i et af dem.

Derfor skal det være helt centralt for trivselskommissionen at fokusere på unges gruppedynamikker. At fokusere på, hvordan vi kan gøre mere for at sikre, at de grupper, unge færdes i, bliver rummelige, inviterende og inkluderende – og faktisk opleves som fællesskaber.

Og at sikre, at det bliver let for unge at danne sunde relationer på kryds og tværs.

For at sikre det, kræver det, at de voksne, der er i og omkring de unges grupper, har viden om relationskompetencer, gruppedynamikker, og har redskaber til at facilitere og tage leder- og værtskab på sig. Det vil være ny viden for mange, men det er ikke raketvidenskab.

Det kræver også, at nogen tager ansvaret på sig. Ansvaret for at sikre, at rammerne for god gruppetrivsel er til stede og bliver vedligeholdt. Som det er nu, er det et ansvar, ingen har fået tildelt – og derfor et ansvar, det er op til den enkelte at tage.

{{toplink}}

Mange lader være, fordi de ikke ved, hvordan de skal løfte det. Og mange lader være, fordi det er lettere at tro på, at fællesskaber kommer af sig selv. Men det gør de ikke altid.

Voksne skal have formelt ansvar 

Derfor bruger alt for mange unge alt for mange kræfter på at navigere i det sociale. På at forsøge at skabe relationer, på at forsøge at blive en del af "fællesskabet" – og ikke bare være der og føle sig forkert, mislykket og uden for. Kræfter de kunne have sparet, hvis rammerne for gruppen og leder- og værtskabet havde været på plads.

Og jo, nogle unge har flere udfordringer end andre, når det handler om at kunne deltage i aktiviteter, møde andre og føle sig accepterede.

Unge, der lever med blandt andet handicaps, diagnoser og sproglige udfordringer. Her kan et fokus på individuel inklusion give mening – her kan man i mange tilfælde fjerne eller mindske barriererne for deltagelse med en håndholdt indsats.

Men den håndholdte indsats er ligegyldig, hvis det, man møder op til, ikke reelt er et fællesskab, men bare er en gruppe af unge, der alle er bange for ikke at være accepterede af de andre.

Derfor skal de voksne omkring de unge helt formelt have ansvaret for at sikre de bedst mulige rammer for, at gruppen bliver et fællesskab, og at relationerne kan blive til venskaber.

Lærere, pædagoger, trænere og undervisere skal have (mere) viden og (flere) redskaber – og arbejde aktivt med at skabe trygge klasser, grupper og hold for alle unge.

Og som samfund skal vi holde op med at lade, som om der på magisk vis opstår et fællesskab hver gang, vi samler mere end tre mennesker på samme sted.

Vi skal tale om og handle på, at det selvfølgelig kræver en indsats at opnå den flokfølelse, vi higer efter. Og nogen skal have ansvaret for at den indsats bliver gjort.

debat@altinget.dk