Socialrådgiverforening: Børn, der balancerer mellem trivsel og mistrivsel, overses

Rundt omkring i landets kommuner mærker socialrådgiverne, at mistrivsel i stigende grad bliver en følgesvend for børn og unge. Vi ser det de steder, hvor vi arbejder helt tæt på børnene, og vi ser det i de kommunale børne- og familieafdelinger, hvor vi håndterer et stadigt stigende antal underretninger.

I den offentlige debat er der en tendens til at individualisere og psykologisere mistrivslen – og der er givetvis mange tilfælde, hvor det kan være gavnligt. Men virkeligheden er også, at mistrivsel sjældent kan isoleres til ting i individet eller koges ned til en enkelt diagnose.

Tværtimod: Mistrivsel kan have mange årsager. Nogle mistrives, fordi de bliver mobbet i skolen, står i centrum af en konfliktfyldt skilsmisse eller har uopdaget ADHD. Andre fordi en forælder sidder i fængsel, en søskende er gået bort, eller de har svært ved at navigere på sociale medier.

Og ofte er der tale om en kombination af faktorer.

Derfor er det helt afgørende, at Trivselskommissionen har blik for både de individuelle og sociale forhold, som hver for sig og i samspil kan forårsage mistrivsel.

Ligeledes skal kommissionen også have øje for de mange udtryksformer, som mistrivslen kan antage, for nogle børn bliver indadvendte, oplever skolevægring eller begynder at selvskade, mens andre kan blive udadreagerende, opfarende og konfliktsøgende.

{{toplink}}

Hele trivselsspektret

Noget andet, som ofte går igen i debatten om mistrivsel, er det stærke fokus på børn i enten den ene eller andet ende af trivselsspektret. Lad mig forklare.

Nogle er meget optagede af at opretholde trivslen for de børn, som grundlæggende trives godt i livet.

Her tales der meget om at investere i skoler og daginstitutioner, så børnene er omgivet af tilstrækkeligt med lærere, pædagoger og andre fagpersoner med høj faglighed. At der er gode rammer om dem dér, hvor de tilbringer størstedelen af deres hverdag.

Andre er meget optagede af at vende situationen for de børn, hvor mistrivslen desværre har bidt sig alvorligt fast. Her tales der en del om vigtigheden af ressourcer til PPR, hurtig udredning i psykiatrien og let adgang til den rette støtte, så børnene og deres familier kan få hjælp.

Og misforstå mig ikke: Begge dele er hamrende vigtige.

Men imellem de to grupper findes også børn og unge, som svinger lidt frem og tilbage. Nogle dage har de det svært, andre dage går det lidt lettere. Og det kan være tilfældigheder, som bliver afgørende for, om livet over tid puffer dem tættere på den ene eller anden ende af spektret.

Tidlig hjælp og støtte

Her gør det en stor forskel, at børn og unge kan få hjælp og støtte, inden de mere flygtige følelser af mistrivsel får fat. Det kan ske ved at gøre det nemmere for børn og unge at række ud efter hjælp.

Med Barnets Lov er kommunerne blevet forpligtet til at oprette en digital indgang for børn og unge, som har brug for hjælp, men en underside på kommunenavn.dk er altså ikke nok.

Den digitale indgang bør suppleres af telefonisk rådgivning, chat på sociale medier og en lokal forankring på skoler, i boligområder, ungdomsklubber og så videre.

Børn og unge skal nemlig have mulighed for at række ud til fagpersoner og få rådgivning, hjælp og gode råd, når livet er svært. Også uden først at skulle udredes eller blive visiteret til et tilbud.

Af samme årsag bør kommunerne forpligtes til at have socialrådgivere i de skoler og dagtilbud, hvor børn og unge tilbringer en så stor del af deres dag. Det har man allerede i en række kommuner, og erfaringerne er positive.

I Odense Kommune har man haft socialrådgivere på skolerne siden 2018, og stort set alle skolerne oplevede, at det blev nemmere at tage problemer i opløbet. Også i København har socialrådgiverne på skolerne haft en positiv virkning på skolefravær, konflikthåndtering og kvaliteten af underretninger til kommunen.

{{toplink}}

Når socialrådgivere har deres daglige gang på skolerne, så kan de nemlig spotte tidlige tegn på mistrivsel, holde samtaler med børnene, rådgive forældre og inddrage lærere og pædagoger, som er tæt på barnet i klassen.

Derfor håber jeg også, at trivselskommissionen vil have blik for dette, og at flere socialrådgivere kan komme ud i skoler og dagtilbud for at gøre for børn og unge – længe inden, mistrivslen for alvor griber fat i dem.

Det vil have en stor effekt for de børn, som i dag befinder sig dér i den blinde vinkel mellem at være i trivsel og mistrivsel.

debat@altinget.dk