Socialpædagoger: Vi skal styrke specialiseringen på pædagoguddannelsen for at tiltrække flere

I løbet af de seneste år tror jeg efterhånden, at det er gået op for de fleste, at vores velfærdssamfund står over for galopperende rekrutteringsudfordringer. Det gælder ikke mindst på det specialiserede socialområde, hvor fagligheden er under alvorligt pres.

De ansatte er oppe imod en statistik, der siger, at under halvdelen af deres kolleger på landets bosteder er uddannede socialpædagoger – og cirka hver tredje ansatte på socialområdet er helt uden en relevant uddannelse.

Men faglighed er ganske enkelt afgørende, når socialpædagoger møder ind på arbejde på eksempelvis bosteder, døgninstitutioner eller herberger. De skal med rette faglighed møde og støtte udsatte børn, unge og voksne og mennesker med fysiske handicap eller psykiske lidelser.

Fødekæden sikres på pædagoguddannelsen
Sidste år viste en analyse fra Kommunernes Landsforening, at der kommer flere unge med svære spiseforstyrrelser, flere mennesker med autisme og udadreagerende adfærd, flere med udviklingshæmning, som har en foranstaltningsdom, og flere med en psykisk lidelse, der også har et misbrug.

Det er hos disse udsatte mennesker, at socialpædagoger skal støtte, hjælpe og skabe udvikling. Det er ikke et arbejde, som du bare kan komme ind fra gaden og udføre. Det kræver socialpædagogisk faglighed – og rigeligt af den.

Men for at kunne levere denne faglighed må der være en stabil tilstrømning af nye uddannede socialpædagoger til området. Vi har sådan set flere gode løsningsforslag på hylderne. Men vi kommer bare ikke udenom, at hele fødekæden af uddannede socialpædagoger, ja, den skal sikres med en ambitiøs, målrettet og attraktiv pædagoguddannelse. Det er her, at hele årgange af nyuddannede socialpædagoger kommer ind på arbejdsmarkedet.

Uddannelsen klæder ikke de studerende på
Det har i flere år stået klart, at vi har brug for et markant kvalitetsløft af pædagoguddannelsen. Hver tredje studerende skal efter endt uddannelse arbejde på det socialpædagogiske felt. Men i 2021 viste ministeriets evaluering af uddannelsen, at kvaliteten halter på den socialpædagogiske specialisering. Den klæder ikke de studerende tilstrækkeligt på til arbejdslivet, der venter.

Hver femte nyuddannede socialpædagog forlader faget igen efter få år – nogle fordi de rammes af såkaldt praksischok. Derfor er vi også ved at være lidt utålmodige. Vi skal have styrket den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen.

Der venter nu et spændende forberedende arbejde for ministeren. Det glæder jeg mig til.

Men i forbindelse med det forløb er det bydende nødvendigt for mig at slå fast, at en pædagog ikke bare er en pædagog. Jeg har stor respekt for pædagoger på almenområdet. Det ændrer bare ikke ved det faktum, at der er en meget markant forskel på at være pædagog i en vuggestue eller børnehave og så være socialpædagog på en institution, hvor man for eksempel huser mennesker med udviklingshæmning, der har begået grov og personfarlig kriminalitet. 

Det er simpelthen nat og dag inden for pædagogik.

Mere specialisering, mindre fællesforløb
At forskellen på de to arbejdsfelter er meget betydelig, understreges også af, at almenområdet og det specialiserede socialområde er underlagt to forskellige lovgivninger. Det hører til henholdsvis dagtilbudsloven og serviceloven. Og i internationalt perspektiv er der i mange andre lande tale om to separate uddannelser til pædagog og socialpædagog – det gælder blandt andet i Norge og Island.

Hele denne forskel i fagligheder skal fremtidens pædagoguddannelse kunne rumme og afspejle via en styrket socialpædagogisk specialisering.

Helt konkret foreslår vi, at specialiseringsretningen øges fra 2,5 til 3 år, mens fællesforløbet i begyndelsen af uddannelsen forkortes fra ét år til et halvt år. Derudover foreslår vi en såkaldt specialiseringsgaranti. Den skal sikre, at studerende, som søger ind på pædagoguddannelsen for at blive for eksempel socialpædagoger, også er sikre på, at de rent faktisk kan få plads på den retning.

De studerende skal sikres flere undervisningstimer, og der skal fastsættes vejledende pensumlister for at sikre, at de møder relevant litteratur om de komplekse målgrupper, som de skal ud at arbejde med. Sammenhængen mellem undervisning og praktik skal styrkes, og der skal etableres en fast semesterstruktur med fag.

Vi tror grundlæggende på, at en attraktiv uddannelse, blandt andet med en stærk socialpædagogisk specialiseringsretning, kan tiltrække flere og fagligt stærkere studerende, som velfærdsområderne higer efter. Derfor er det også tid at trække i arbejdstøjet nu.

{{toplink}}

debat@altinget.dk