Pædagogstuderende: Min uddannelse er præget af dårlig praktik og umotiverede studerende

Pædagoguddannelsen er fantastisk. Den uddannelse har givet mig så meget, men også krævet meget af mig som studerende - og som menneske.

Det har for mig at se krævet, at jeg kom med noget i bagagen. Noget, som kunne danne grundlag for min motivation til at skulle varetage en så vigtig profession i vores samfund. Og allerede der ser jeg en af de første, og måske største, udfordringer ved at uddanne kompetente pædagoger.

Mine oplevelser er ikke nødvendigvis sigende for uddannelsen landet over. Det er ej heller min intention at skære alle over en kam, men jeg føler dog, at uddannelsen optager for mange, som ikke formår at kunne finde en ægte motivation for at tage den, og dermed gennemfører de heller ikke uddannelsen.

Studerende slipper for nemt igennem
Jeg oplever, at mange påbegynder uddannelsen, fordi adgangskravene er lave, de “bare” gerne vil arbejde med mennesker, men ikke aner hvorfor, fordi de ikke er klar over professionens vigtighed og det ansvar, som følger med, og derfor må bukke nakken undervejs. 

Det er til trods for, at mine medstuderende slipper gennem uddannelsen med ganske høje fraværsprocenter, med begrænset deltagelse i undervisningssituationer og efterlader “os andre” tilbage med en til tider mangelfuld undervisning.

Pædagoguddannelsens optag favner bredt, når det kommer til diversiteten - hvilket jeg kun bifalder og anser som værende et plus i arbejdet med mennesker - men jeg mener blot, at man i udgangspunktet bør gøre sig klart, om det er det, man virkelig vil - og hvorfor man vil det. Om man er klar til at investere sig selv i andre?

Når det så er sagt, så bærer uddannelsesstederne også et kæmpe ansvar for at stille rammer til rådighed for uddannelsen af de mange kompetente pædagoger, der i tiden efterspørges. På mit uddannelsessted har vi i flere omgange oplevet, at der ikke var tilstrækkeligt med lokaler til rådighed, alt imens at campus udvidede med endnu flere uddannelser under samme tag som pædagoguddannelsen.

Det har medført, at vi af flere omgange har haft teoretisk undervisning i bevægelsessale med skamler som borde og gulvet som stole. Det er selvsagt ikke optimalt for en dag med tavle-undervisning fra klokken 08 - 15. Hertil skal det nævnes, at Campus Randers stod opført i 2010, var klar til studerende i 2011, men allerede efter ti år viser det sig at være utilstrækkelig i forhold til dets formål. Man vil for meget, man vil det for hurtigt, og man vil det for billigt - i min optik.

Praktiksteder lever ikke op til krav og forventninger
Uddannelsen tager sit udgangspunkt i en vekselvirkning mellem teoretisk og praktisk erfaring; Undervisning, praktik i 7 uger, undervisning, praktik i 6 måneder, undervisning, praktik i 6 måneder efterfulgt af undervisning og slutteligt bachelorprojekt. Opbygningen fejler ikke noget, men det gør rammerne for denne opbygning. 

Flere af mine medstuderende har blandt andet oplevet, og føler stadig, at man ansættes i praktikforhold, som ikke lever op til de krav og forventninger, som stilles fra uddannelsesstedernes side. Mange efterlades med oplevelsen af at være billig arbejdskraft. Mange har ikke deres daglige gang med vejleder, hvorfor nogle på intet tidspunkt ser vedkommende gennem deres praktik.

Mange oplever at stå alene uden mulighed for sparring og vejledning, og flere oplever at være den praktiske gris, som ikke kommer i berøring med de tematikker, som udgør vores forskellige praktikperioder. Forhold, som gør den studerende til en lus mellem to negle: praktiksted og uddannelsessted.

Som skrækeksempel kan jeg nævne en fra min studiegruppe. Vi kan kalde ham Jesper. Jespers arbejde i den tredje praktik i social/special specialisering består i grove træk af at være chauffør. Hans dag er ikke ualmindelig, hvis kan sættes til at køre bil fra Skagen til Gedser uden et egentligt pædagogisk formål.

Jeg har personligt været heldig med mine praktikker i skole/fritid og mødt nogle institutioner, som deler mine frustrationer vedrørende uddannelsen og kvaliteten, der er at finde blandt de studerende. Men jeg har også lagt blod, sved og tårer i det, da min motivation er at finde på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt, og min motivation har været tilstrækkeligt i forhold til de udfordringer, jeg ellers måtte se.

Frustrationerne er mange
Ovenstående ændrer dog ikke på at behovet for at tage uddannelsen op til revision: Politikerne og praktik- og uddannelsesstederne skal være deres ansvar bevidst, og de pædagogstuderende skal være klar over, hvorfor de overhovedet er pædagogstuderende.

Frustrationerne er så tilpas mange, at jeg ikke kan komme med konkrete løsningsforslag til ændringen af uddannelsen, som jeg ser nødvendigt, på den plads, jeg har fået stillet til rådighed, og grundet den kompleksitet, der er at finde i udfordringerne. Jeg vil dog give det et skud i punktform og uden den uddybning, som måtte være nødvendig for argumentationen:

• Mulighed for sanktionering af de studerende ved udeblivelse fra undervisning
• Fratage uddannelsesstederne det økonomiske pres, de oplever ved at lade studerende bestå uddannelserne
• Ændret optagelsesproces, som i højere grad bunder i en personlig motiveret ansøgning og eller optagelsesseance - uanset den studerendes faglige niveau, som han/hun måtte komme med fra den påkrævede gymnasiale baggrund
• Praktiksteder skal i højere grad kunne bevise deres værd, og dermed berettigelse, til optag af studerende.
• Uddannelsessteder skal have stillet tilstrækkelige rammer, økonomisk såvel som fysiske, til rådighed for at kunne varetage deres formål

Hvis tiden og samfundet hungrer efter kompetente pædagoger, så skal tiden og samfundet gøre det klart, hvordan vi kommer fra a til b, og med hvilken kvalitet vi kommer ud på den anden side. Vi behøver en uddannelse, som er der for den studerende, til gavn for os alle og fremtiden.

{{toplink}}

debat@altinget.dk