Landsforeningen Sind: Politikere skal tage ansvar for den skade, deres retorik forvolder de unge

Hvordan kan vi tro, at det hjælper at finde fejl og sætte fokus på det, vores børn ikke er gode til, helt fra vuggestuealderen, og så bagefter blive overrasket over, at de som unge mistrives mentalt?

Min egen tese er, at vi har fået skabt nogle opvækstvilkår og et samfund som simpelthen stresser vores børn i sådan en grad, at de ender med at mistrives nok til, at det udvikler forskellige psykiske problemstillinger.

Der er kommuner, som giver børnene karakter i forhold til deres personlighed helt fra vuggestuealderen, og netop i den alder dannes grundstenen for deres videre udvikling.

Mistillid fra systemet

Min oplevelse er, at der er en forventning om, at alle børn og unge skal være udadvendte, og det forventes, at de skal kunne trives i store fællesskaber. Der er blevet skabt en norm i samfundet, hvor vi vil have, at vores børn fra de er helt små skal passe ind i den samme kasse.

Det kan være svært for mange børn at leve op til de forventninger. Det, tænker jeg, kan sætte sig som uro i deres nervesystem, og trigge dem efterhånden som de bliver ældre, og de personlige krav bliver større.

Jeg er selv mor til en søn på 21 år, der som tiårig, begyndte at mistrives mentalt i skolen. Det udviklede sig langsomt til at hæmme ham på alle andre områder i hverdagen, og det endte med at sætte sig som angst, og han fik det så dårligt, at han var væk fra sin klasse fra 4-6 klasse.

Tiden efter blev præget af eftervirkninger af hans mentale mistrivsel, som jeg oplevede, kom til udtryk som en slags PTSD-symptomer. Hans skolegang var efterfølgende præget af højt fravær, indtil han forlod folkeskolen efter 10 klasse.

Igennem alle de år det stod på, var der mange svære møde med det offentlige system. Det som bekymrede mig allermest i hele forløbet, det var den mistillid, som min søn blev mødt med.

Først af hans lærer, som bedømte ham til ikke at ville høre efter i timerne, når han havde koncentrationsbesvær. Psykologen, der vurderede, at han bare skulle tage sig sammen, og at når han ikke kom i skole, så var det fordi han hellere ville blive hjemme for at spille computer, når det egentligt var fordi, han ikke længere formåede at holde facaden i skolen.

Da han kom tilbage i skole igen, tog lærerne igen udgangspunkt i, at han ikke gjorde sit bedste og nok var lidt doven, når han i virkeligheden var mentalt på overarbejde, fordi han bare ville være lige som alle de andre unge på hans alder.

Retorikken skal forandres

Der findes mange historier fra virkeligheden, som minder om min søns historie. Jeg taler ofte med forældre som siger, at de kan genkende deres børns livsfortælling i det, jeg fortæller, og mange af dem står i det lige nu og her.

Det gør mig ked af det og vred på disse unges vegne, da jeg ser, hvordan de ikke formår at holde fast i dem selv, men til sidst tror på, at de ikke er noget værd, og tror at de er forkerte, og at de ikke kan finde ud af at være menneske.

Mit ønske er at landets politikere tør være modige, og ændre på de betingelser i systemet, som har skabt denne fejlfindingskultur. Politikerne skal turde at indrømme, at de sidste mange års tiltag på børne- og ungeområdet, har strammet garnet så meget, at der ikke er plads til, at vores unge kan udvikle sig som unikke individer, i hvert deres tempo.

Det kræver, at politikerne tager ansvar for at få ændre retorikken, så vores unge føler at de er noget værd og oplever, at de ikke skal passe ind i en bestemt kasse, for at hører til i fællesskabet.

PS: Kære politikere, husk også, at der skal være hurtig og let tilgængelig hjælp til de unge som allerede mistrives mentalt, de har allerede betalt en høj pris, før de endte der, hvor de er nu.

{{toplink}}

debat@altinget.dk