Isabella Arendt: Unges mistrivsel er et familiepolitisk problem

Alt for mange unge mistrives. Især kvinderne. Og tendensen er stigende.

Mange rapporter har i årenes løb konstateret, at de unge mistrives, mens stort set ingen har givet en forklaring på hvorfor. Der er selvfølgelig heller ikke mange rapportforsøg, som har spurgt de unge selv. Det kan man jo undre sig over.

Jeg skal derfor her give mit bud på en forklaring og endnu vigtigere; en løsning. Lad mig først slå fast: vi kommer aldrig til at skabe et samfund, hvor mistrivsel ikke findes. Målet er i stedet at skabe et samfund, hvor markant færre mistrives og hvor alle har redskaber til at komme på fode igen.

Sorg, sygdom og nederlag vil altid eksistere. Og at det går ud over ens trivsel, når man mister sin mor, må aldrig gøres til et problem. Det er en helt naturlig reaktion på livet.

Alligevel er der et problem: relationerne er forsvundet i vores samfund. Ikke sådan forstået, at vi ikke har venner længere. Men sådan forstået, at vores helt naturlige relationer til andre mennesker er forsvundet fra debatten og fra systemet. Her ses kun individer.

Det er for eksempel skræmmende, at regeringen kan udgive et stort anlagt udspil om unges sundhed - også unge under 18 år - og kun nævne "forældre" én gang: nemlig for at give adgang til børns data.

Ser man på skolereformen eller loven om minimumsnormeringer står der ikke “ven” nævnt en eneste gang. Sociale relationer og færdigheder skal trænes og udvikles, ja, men til et formål om beskæftigelse frem for at have værdi i sig selv. Familien er i øvrigt heller ikke nævnt som en værdi i sig selv.

Trivsel er målet i sig selv
Vi har brug for igen at forstå livet, som vi oplever det. Vi har brug for venner, glæde, kærlighed, familie, tid og ro.

Ikke for at tjene et højere formål, selvom gevinsterne bestemt er mange. Men fordi vores liv som tid sammen med mennesker, som vi elsker og holder af, i sig selv har værdi. At trives er ikke et middel til sundhed og mange leveår. Det er målet i sig selv.

Hvis vi havde en familiepolitik i Danmark og en familieminister, så ville familien og vores nære relationer måske ikke altid bliver glemt. Så vil man kunne forstå fædre og mødre, som vælger at passe deres børn selv og forstå, at det ikke alene om handler om barnets kompetencer - men at forklaringen er den simple, at forældrene elsker deres børn og ser hjemmepasning som det rigtige for netop dem.

Hvis vi havde en familiepolitik i Danmark, ville vi aldrig adskille børn og forældre i flygtningepolitikken. Vi ville kunne forstå de mange ældre, som bliver ensomme og forstå, at en løsning måske kunne være flere boformer, hvor vi bor sammen på tværs af generationer.

Familie har værdi i sig selv
Jeg var selv en ung i mistrivsel, da jeg var i kategorien 16-24 år. For mig var forklaringen ensomhed.

Jeg manglede ikke tilbud, behandling eller stigmatisering. Jeg manglede en ven. Og jeg manglede at nogle så, at på trods af gode resultater i skolen og en begyndende politisk karriere, så var der ikke nogen der ringede og spurgte, om jeg ville ses.

Det var der ingen handlingsplaner i verden, som kunne gøre. Min trivsel kom da også først tilbage, da jeg fik en kæreste og senere venner igen.

Min pointe er således, at vi har brug for en helt grundlæggende forståelse af, hvad formålet med samfundet er. Vi har brug for at forstå, at vores familie, forældre, børn og venner faktisk har værdi i sig selv.

Et grundlæggende paradigmeskifte i retning af relationerne ville eksempelvis betyde, at man kunne måle et lands velstand ikke alene i BNP, men også i BNL: Brutto National Lykke. Det gør man for eksempel i New Zealand.

Det ville betyde, at vores socialpolitik ikke alene handler om beskæftigelse, men også om et godt familieliv og gode venner. At vores skolepolitik både handler om læring, men også om dannelse og venskaber, som giver livet blomster.

Det gør ikke hverken vækst, læring, beskæftigelse eller uddannelse mindre vigtigt. Men det sætter alle disse fokusområder i et perspektiv, hvor det allervigtigste spørgsmål, vi kan stille hinanden er: har du det godt?

{{toplink}}

debat@altinget.dk