Regeringen forventer at lade bistanden til de fattigste falde med 300 millioner

BISTAND: Den økonomiske krise i Danmark kan komme til at koste ulandene 300 millioner kroner i dansk bistand, skriver udviklingsminister Rasmus Prehn i et svar til Folketinget. Støttepartier vil finde pengene på finansloven. 

Coronakrisen er gået ud over samfundsøkonomien i Danmark, og derfor må der også skæres i bistanden til udviklingslandene næste år.

Det er meldingen fra udviklingsminister Rasmus Prehn (S), som varsler, at bistanden ser ud til at falde med 300 millioner kroner i forhold til i år, hvis man holder fast i at bruge 0,7 procent af Danmarks bruttonationindkomst på udviklingsbistand.

Det oplyste han 8. juli i et svar til Folketinget.

Svaret er baseret på et skøn over bruttonationalindkomsten i 2021, der blev præsenteret i Finansministeriets Økonomiske Redegørelse fra maj 2020.

Det betyder, at den forventede samlede bistandspulje i 2021 bliver på 16,65 milliarder kroner.

Selvom det ærgrer ministeren, at beløbet står til at falde så markant, mener han, at udviklingsbistanden ikke kun bør måles på, "hvor mange penge der går fra os til udviklingslandene", skriver han. 

"Det må handle om, hvor meget udvikling vi er i stand til at generere for de 0,7 procent af bni, som Danmark hvert år afsætter til udviklingslandene i overensstemmelse med FN’s mål," lyder det i svaret.

Støttepartier vil finde pengene
Men både Enhedslisten, SF og Radikale erklærer sig parate til at lukke hullet efter bni-faldet, når der inden længe skal forhandles finanslov. 

“Min respekt ligger på et meget lille sted, hvis regeringen siger, at vi har brugt alle pengene på danskerne og så ikke har råd til den tredje verden. Det er simpelthen uartigt og uanstændigt at skære i ulandsbistanden, uanset hvor stort beløbet bliver,” siger Christian Juhl (EL).  

Regeringens finanslovsudspil ventes præsenteret i slutningen af august. 

Læs den fulde artikel med flere kommentarer fra regeringens støttepartier på Altinget Udvikling.

 

Forrige artikel Thulesen Dahl: Minimumsnormeringer til børnene kan gå ud over de ældre Thulesen Dahl: Minimumsnormeringer til børnene kan gå ud over de ældre Næste artikel Bombetrussel mod Rigsadvokaten tæt ved Christiansborg Bombetrussel mod Rigsadvokaten tæt ved Christiansborg