4 A'er: Ny bog om Claus Jensen er pligtlæsning for alle, der interesserer sig for den danske model
Ny biografi skildrer på interessant vis, hvordan formand for Dansk Metal, Claus Jensen, er endt som en af de mest magtfulde mennesker i dansk politik. Men enten har kritikerne ikke haft lyst til at bidrage, eller også eksisterer de slet ikke. Sidstnævnte ville dog være højst besynderligt, skriver Søren Gisselmann.
Da mediet A4 tidligere i år udkom med en analyse af arbejdsmarkedets parters image, lå Dansk Metal og formand Claus Jensen langt nede af listen.
Det er ikke hverdagskost at netop Metal – som det kaldes i daglig tale – og fagforbundets formand halter efter de andre FH-forbund som HK, FOA og 3F, men lige præcis denne måling tænker jeg, at Claus Jensen har taget med knusende ro.
For som det står ganske klart efter gennemlæsning af Midt i magten, er Claus Jensen i kraft af sin person og sin rolle i metalarbejdernes forbund, en af de absolut mest magtfulde mennesker for det danske arbejdsmarked specifikt og dansk politik generelt.
Derfor er Martin Flinks portræt af Claus Jensen et interessant indblik i, hvordan en fagboss, som ”kun” repræsenterer 70.000 medlemmer, er lykkedes med at ende i magtens centrum.
For når Claus Jensen siger noget, lytter de rigtige folk efter. Sådan har det været siden lærlingetiden på Lindøværftet over de formative år som tillidsrepræsentant, og nu, hvor han er ansvarlig for at udstikke rammerne for løn- og arbejdsvilkårene på det danske arbejdsmarked.
Bogen tegner et fint billede af Metalformandens barndom og opvækst i det fynske, hvor især farfarens politiske og faglige engagement har smittet af på familien.
Man må forstå, at magten ikke er noget Claus Jensen har jagtet gennem sin karriere, men tværtimod taget på sig, fordi han er blevet prikket ud til det af sine kollegaer, eller provokeret til det af sine forhold.
Ingen ridser i den selvsikre facade
Fortællinger fra maskinrummet i den danske model er alt for sjældne og oftest forbeholdt de indviede.
Dels fordi det er komplekst stof, og dels fordi det ikke har den brede befolkning eller mediernes bevågenhed generelt.
Heri ligger måske også en af forklaringer på, at den overenskomstbærende fagbevægelse har så svært ved at overbevise danskere om, at arbejdet med overenskomsterne er de relativt høje kontingentsatser værd.
Det er da også et dilemma Claus Jensen er fuldt ud bevidst om, men som ikke kommer til at ændre på hans holdning til, hvordan der skal forhandles med arbejdsgiverne, og i hvilken rækkefølge der skal kommunikeres om det.
En tilgang, som ikke alle kollegaer i fagbevægelsen har bifaldet gennem tiden.
Her kunne det have været forfriskende at få prikket lidt til den selvsikre facade med nogle kritiske røster fra ”venner og fjender” på de interne linjer.
Metal er ikke bare klassens duks i fagbevægelsen. De har også mistet mange medlemmer, og været en del af de til tider mindre pæne armlægninger i LO og FH, så mon ikke mange mener, at de burde udvise lidt mere ydmyghed generelt?
Men enten har kritikerne ikke haft lyst til at bidrage, eller også eksisterer de simpelthen ikke. Sidstnævnte ville dog være højst besynderligt, Claus Jensens position taget i betragtning.
Nuvel, det ændrer ikke på, at bogen er giver et interessant indblik i nyere tids samfundsudvikling, og vil være pligtlæsning for alle, der har interesse i kunsten at drifte verdens vel nok mest velfungerende arbejdsmarked.
Og fordi det er en meget velskrevet bog med et let og levende sprog, fanges man som læser alligevel ind i historien. Selv når komplekse processer omkring overenskomster skal forklares.
{{toplink}}
Politisk medvind til Blå Bjarne fra Metal
Bogen skildrer på fin vis, hvordan Metals og Claus Jensens rolle i samfundet er uløseligt bundet sammen med de politiske vinde, der har hersket de seneste par årtier.
Siden Anders Foghs sejr ved det lille systemskifte i 2001, har den politiske kamp stået om Blå Bjarne. Den privatansatte, faglærte mand fra provinsen eller omegnskommunerne i hovedstadsområdet.
Blå Bjarne var i høj grad billedet på et medlem af Metal og ham, som Socialdemokratiet skulle lave politik for og til, hvis de skulle tilbage til magten.
Alt sammen meget fint illustreret i bogen Til Blå Bjarne, skrevet af skatteminister Rasmus Stoklund, da han var erhvervspolitisk chef i netop Metal.
Derfor har Metalformanden i to årtier været strømpilen for de mest eftertragtede vælgergrupper, som fra valg til valg kan vandre over midten.
Det giver også en stor magt, og fortæller lidt om, hvor stort et scoop det var for Lars Løkke at få Claus Jensen med som taler til Venstres landsmøde.
I takt med især Socialdemokratiets kursjusteringer, har Metals holdninger også fået mere vægt, og den nuværende SVM-konstellation falder uden tvivl bedre i Claus Jensens smag, end en regering afhængig af Enhedslisten.
Den holdning er bestemt ikke udbredt hos resten af kollegaerne fra især de offentlige fagforbund i FH-familien.
Men det rager helt sikkert Claus Jensen en høstblomst. De kan jo bare læse Midt i magten og få fortalt de faktiske forhold i jernindustrien.
{{toplink}}
Verdenskendt historiker bruger Brøndby IF som skrækeksempel i ny bog om ansigtsgenkendelse og AI
