Sammenstødet mellem Lidegaard og Tesfaye handler om mere end sløjdlokaler og studenterhuer

Det har måske ikke det samme potentiale for hidsig konfrontation og blodig splittelse med folkelig deltagelse i læserbrevsspalterne og kommentarsporerne som udlændingepolitikken.

Til gengæld viser den stadig mere intense mobilisering på fronterne mellem Radikale og Socialdemokratiet i uddannelsespolitikken – som Altinget afdækkede i sidste uge via et interview med Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, såvel som med undervisningsminister Mattias Tesfaye – hvor stor afstanden og modsætningsforholdet mellem de to partier. Endda på et område, der er mindst ligeså afgørende for befolkningens hverdag, og som de to partier historisk set har været som en tandem i.

Men debatten mellem Lidegaard og Tesfaye viser også mere end det. Den viser at ideologi, værdier og synet på økonomi og arbejdsmarked stadig spiller en helt afgørende rolle i dansk politik.

Og debatten udgør samtidig et vindue ind til en bemærkelsesværdig politisk tilstand, hvor de borgerlige partier medvirker at gennemføre endog meget socialdemokratisk ideologisk motiveret politik, der rækker langt udover sløjdlokaler, studenterhuer og sosu-assistenter.

Radikale mister vejgreb

Det første man skal notere sig, er, at hvis Radikale ikke går med i en kommende reform af ungdomsuddannelserne, vil partiet være ude af to ud af de tre store uddannelsesreformer under SVM-regeringen.

Radikale var med i folkeskolereformen, men under noget der nærmest lignede protest. Men man sagde meget voldsomt fra over for reformen af universitetsuddannelserne.

Ender partiet med at stå uden for en kommende aftale om ungdomsuddannelserne, vil Radikale således miste vejgreb i et politikområde, der er en helt afgørende del af partiets identitet og historiske mission. 

{{toplink}}

Da Radikale blev stiftet i 1905, var det med et program i seks punkter: et om udenrigs- og sikkerhedspolitik, et om grundloven, to om økonomi (privat og offentlig), et om retspolitik – og et punkt om uddannelsespolitik.

Helt generelt skulle dansk uddannelse underordnes et ideal om lighed. ”Statens Virksomhed for Folkeoplysning og Aandsliv sættes som Maal at give alle lige Adgang til Kundskab,” hed det.

Ikke engang private skoler kunne unddrage sig det mål, hvis de skulle have offentlige penge. Dansk uddannelse skulle bekæmpe, ikke understøtte ”klasseinteresser”, som det hed.

Lige fra den radikale undervisningsminister, Søren Keiser Nielsen, nedsatte ‘Den store skolekommission’ i 1919 over den blå og røde betænkning i 1960erne frem til reformerne i 1990erne og nullerne har partiet – ikke overraskende med kampen mod "klasseskolen" – arbejdet samme med Socialdemokratiet om det mål. Ofte i regering med socialdemokraterne, ofte med undervisningsministerposten på radikale hænder.

Og når Radikale med Martin Lidegaard i spidsen slår sig så meget i tøjret frem mod regeringens udspil til en reform af ungdomsuddannelserne og især langer ud efter Socialdemokratiet, handler det om erfaringen og følelsen af, at Socialdemokratiet nu svigter en fælles mission og en fælles arv.

A- og B-hold

Det er kombinationen af et relativt højt adgangskrav til gymnasieskolen (stx) på seks eller syv og en ny praktisk ungdomsuddannelse, der får Lidegaard til at slå bak.

I hans øjne genindfører det den ulighed, uddannelsespolitikken netop skulle gøre op med.

"Man forstærker A- og B-holdet, når det kun er eliten med seks eller syv i snit, der må komme på gymnasiet, og alle andre må gå på det praktiske. Hvad er det for et signal at sende til de unge – andet end at noget er finere end andet?" som Lidegaard sagde til Altinget.

Det er ikke bare et spørgsmål om værdier for Radikale. Bag det sociale mål om demokratiseringen af det frie uddannelsesvalg og opadgående social mobilitet via almen dannelse, ligger den liberale opfattelse af arbejdsmarkedet som efterspørgselsdrevet og dynamisk.

Den almene dannelse bliver i Radikales social-liberale øjne set som nøglen til dansk vækst og velstand, fordi den almene dannelse skaber en fleksibel arbejdsstyrke, hvor den enkelte kan flytte sig fra branche til branche og tilpasse sig den teknologiske udvikling og innovation.

Friheden i den enkeltes uddannelsesvalg modsvarer i Lidegaards liberale opfattelse friheden på markedet.

Men bag ved SVM-regeringens – og især Socialdemokratiets – dybe forandring af det danske uddannelseslandskab ligger en analyse, der vender sig imod begge dele af den ligning.

Tesfayes opgør med Radikale

For Mattias Tesfaye og Socialdemokratiet er Lidegaards position selv udtryk for klasseinteresse, kun tyndt maskeret som et arbejde for mere lighed.

Hvor Radikales understregning af den almene dannelses lyksaligheder dækker over, at man meler eliten og akademikernes (og dermed sin egen) kage og hjælper dem med at befæstet positionen i toppen af det sociale hierarki. Også fordi det så betyder rigeligt med lønnede stillinger som gymnasielærere eller forskere.

Som Mattias Tesfaye selv beskriver sit virke som undervisningsminister:

"Det er et opgør med nogle lidt for elitære, radikale ideer, som har fyldt for meget i mange år. Jeg er sat ind i Undervisningsministeriet for at føre en anden og mere folkelig undervisningspolitik."

{{toplink}}

Men igen handler det ikke kun om værdier. Bag opgøret med det, socialdemokraterne kalder ”de lærdes tyranni”, gemmer der sig den opfattelse, at arbejdsmarkedet er mere udbudsstyret og langt mere åben for politisk planlægning, end man før har troet. Vi har groft sagt de jobs og de erhverv, vi uddanner til.

Som Jens Joel beskriver det danske arbejdsmarkeds udviklingshistorie i den nye socialdemokratiske bog, "Om mangel på arbejdskraft", der netop er kommet på gaden:

"Tendensen har været, at det på lang sigt er udbuddet af arbejdskraft, der har bestemt erhvervsstrukturen."

Uddanner vi mange akademikere, får vi mange akademikerjobs. Uddanner vi mange faglærte, får vi mange faglærte jobs.

Pointen er, at socialdemokraterne ser det sådan, at det frie uddannelsesvalg selv er udtryk for politiske valg, prioritering og styring. Og at vi derfor kan vælge, prioritere og styre anderledes. Det politiske rum er større end hidtil antaget, og spørgsmålet er derfor, om vi erkender det og bruger det.

Den socialdemokratiske opfattelse er, at hvis vi gerne vil have flere faglærte i det private – også til den grønne omstilling – og personale i velfærdssektoren, kan og bør vi uddanne til det. Jobs skal de nok få.

Og det er den vilje, der i den grad har sat sig igennem i SVM-regeringens epoke, og som driver uddannelsesreformerne. Det er på én gang værdipolitik og industripolitik gennemført med uddannelsespolitiske midler.

Men her melder der sig mindst to store spørgsmål.

Hvad er almen dannelse?

Det første er, om det kan lade sig gøre. Institutionelt kan det selvfølgelig, for regeringen har flertal og kan lave de skoler, man vil.

Men kan man virkelig lave om i folks værdier og psykologi på den måde? Kan man fra politisk hold på Christiansborg forandre normen om, at stx-gymnasiet er det mest "cool" at vælge som ung og en social milepæl for mange danske familier?

Det tror socialdemokraterne på. At hvis man kalder den nye praktiske ungdomsuddannelse for ”gymnasium” og udstyrer den med fredagsbarer, huer og buskørsel, så vil det blive værdsat på lige fod med stx.

Og så vil det høje adgangskrav til stx bare fungere som en mild form for nudging, der fordeler ungdommen mellem to lige værdsatte muligheder. Ikke som motoren i et karakterræs og nye hierarkier.

"Vi kan sagtens lave en mere erhvervsrettet gymnasieuddannelse, som er lækker, og som vil tiltrække både elever med høje og med lave karakterer, og både piger og drenge. Men det starter med, at vi ikke omtaler det erhvervsrettede som en B-uddannelse," som Tesfaye udtrykte det i Altinget.

{{toplink}}

Det er et sats, for ingen ved, om det også bliver sandt.

Grunden til, at stx med projektet om almen dannelse den dag i dag fremstår som mere attråværdigt end erhvervsskolerne, er, at den vestlige kulturkreds fra sin begyndelse af – hvad end det har været de antikke grækere eller vores jødisk-kristne ophav, der hævder, at ”mennesket ikke lever af brød alene” – har sat ånden over kroppen. Den almene dannelse var og er endnu et åndeligt spørgsmål om intellektuel øvelse.

Det er selvfølgelig også derfor, Mattias Tesfaye vil ændre vores forståelse af, hvad der tæller som almen dannelse. Han ved godt, at det ultimativt er betingelsen for, at hans projekt kan lykkes.

"Jeg vil ikke være med til at reducere almen dannelse til det, der ligger i den humanistiske dannelsestradition og latinskolen og alt det, som stx er vokset ud af," som han siger.

"Jeg mener ikke, et menneske kan hævde at være almendannet uden at kunne spejle et æg. Tilværelsen har også en praktisk side."

Det egentlige spørgsmål her er så, om dannelsesprojektet med sin lange forhistorie sådan lige kan ændres med ny italesættelse og forandrede institutioner. Eller om, der er en god grund til, at ånden, det intellektuelle og kontemplative har været fremhævet.

Med borgerlige mandater

Det falder nok uden for den politiske analyse at afgøre den tvist.

Men det falder ikke uden for at påpege det skelsættende i, at to andre partier i Lidegaards liberale familie – Venstre og Moderaterne – følger med Socialdemokratiet her.

Ja, man kan endda udstrække den pointe til hele ’nye’ uddannelsespolitiske flertal, der går igen fra folkeskolereformen og universitetsreformen, nemlig Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Alle fire partier deler i deres ideologiske udgangspunkt Lidegaards opfattelse af det frie, dynamiske marked og modstand mod tendenser til central planlægning og industripolitik.

Der er selvfølgelig et øget arbejdsudbud i forventningshorisonten. Men det vil være sit eget selvstændige tegn på den dybe forskydning i magtbalancen i Danmark, hvis Socialdemokratiet kan gennemføre så stor en samfundsforandring med borgerlige mandater.

Så er vi virkelig kommet langt væk fra den tid, hvor en socialdemokratisk formand og statsminister måtte se sig nødsaget til at sætte sin underskrift på at ville videreføre den borgerlige regerings "økonomiske politik i bredeste forstand".

{{toplink}}

es@altinget.dk