Det viser en overvældende magtarrogance, når regeringen med et snuptag udfører en demokratisk massakre i regionerne

Regeringens magtarrogance er overvældende, når den med et pennestrøg fjerner 87 regionsrådspolitikere, små partier og den geografiske repræsentation i udspillet til den nye sundhedsreform, skriver Roger Buch.

Et overset aspekt af regeringens udspil til sundhedsreform er, at regionsrådene og antallet af regionsrådspolitikere nedsættes markant. Mest i den nye Region Østdanmark, hvor man går fra 82 politikere til 41 politikere.

Men resten af landet rammes også af udtyndingen i regionspolitikere. Christiansborgs lidt skæve grønthøster skærer ti politikere i Region Syddanmark, ti politikere i Region Midtjylland og 16 politikere i Region Nordjylland.

Konsekvensen bliver, at mange geografiske områder ikke længere vil have en politiker. Den stemme, som har forsvaret det lokale sygehus, har sikret rimelige udrykningstider for ambulancer eller ordentlig dækning med praktiserende læger, er snart væk.

Geografi er både for vælgere, borgere og partier en vigtig faktor, som påvirker hvem vælgerne stemmer på, og påvirker politikernes holdninger til sygehuslukninger, fordeling af lægelige specialer, økonomi og så videre. Sådan er det også på Christiansborg, hvor motorvejspenge, nye politiskoler eller kaserner indgår i et geopolitisk spil.

Men store dele af den regionale geografi vil ikke længere være repræsenteret, fordi der forsvinder 46 regionspolitikere i Jylland og på Fyn, mens 2,8 millioner mennesker i Region Østdanmark fremover skal dele 41 politikere i stedet for 82 politikere.

Et stort spørgsmål bliver eksempelvis om Bornholm overhovedet får nogen politikere valgt ind i Region Østdanmark? Men uanset vil mange borgere i hele landet ikke længere have en lokal regionspolitiker, fordi regeringen fjerner 87 politikere eller hele 42 procent af regionspolitikerne.

Endnu mere dramatisk er betydningen for de politiske partier, hvor mange regionsrådspolitikere kan vinke farvel til det politiske arbejde, og hvor små partier risikerer, ikke at komme ind.

Havde regeringens plan været gennemført i 2021, da der senest var regionsrådsvalg, ville Radikale og Dansk Folkeparti  eksempelvis ikke være kommet ind i Region Nordjylland. Kristendemokraterne ville heller ikke have fået mandater i Region Midtjylland.

Årsagen er, at valgmatematikken ved kommunal- og regionsrådsvalg skaber nogle såkaldte naturlige spærregrænser, som nu rykker et stort hak opad.

{{toplink}}

Med 41 mandater i et regionsråd skal et parti i dag have 2,0 procent af vælgerne for at være sikker på at komme ind med ét mandat. Med de nye 31 mandater i Region Midtjylland og Region Syddanmark skal et parti med ét slag have over 3,3 procent af vælgerne for at være sikker på et mandat. Og i Region Nordjylland rykker den naturlige spærregrænse helt op på næsten 4,2 procent af vælgerne.

Regeringens sundhedsreform vil altså betyde et farvel til mange små partier. På valgdagen næste år vil en række partier og politikere kunne konstatere, at de ikke blev valgt, mens de med den nuværende struktur ville have været inde i regionsrådet.

Den demokratiske mangfoldighed og især de små partier bliver altså taberne. Kynisk betragtet er det måske ikke så mærkeligt, at de store partier Venstre og Socialdemokratiet i regeringen kan blive enige om at slippe for nogle af de små partier i regionalpolitikken.

Men magtarrogancen er dog alligevel overvældende. Først fjerner regeringen med et pennestrøg 87 regionsrådspolitikere, små partier og den geografiske repræsentation. Derefter skriver regeringen i sit udspil: "Regeringen vil dog følge udviklingen tæt og samle op efter det første valg til regionsrådet og vurdere behovet for eventuelle justeringer af valgmodellen."

Tænk, hvis Danske Regioner eller Kommunernes Landsforening på tilsvarende vis kom med et forslag om at reducere Folketinget til 103 medlemmer? Og sagde: "Lad os nu bare prøve et enkelt valg, så ser vi, om der er behov for justeringer."

Hvad ville Folketinget sige til en sådan demokratisk massakre?

{{toplink}}

Forrige artikel Med Dan Jørgensen får grønne danske prioriteter en unik adgang til den nye EU-Kommission Med Dan Jørgensen får grønne danske prioriteter en unik adgang til den nye EU-Kommission