S-profil går i rette med partifælle: Jeg synes ikke, at wokeismen nødvendigvis skader København

Kritikken af København som et woke nirvana for velbjærgede mennesker, der har opnået store formuer ved at købe ejerboliger i gode tider, er forsimplet, forfejlet og skaber en kunstig konflikt mellem provins og hovedstad.  

Det mener Laura Rosenvinge, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

Ordførerens udmelding kommer i kølvandet på, at partifællen Bjørn Brandenborg, der sidder i Folketinget for Socialdemokratiet, netop har udgivet en bog sammen med forfatter Lars Olsen, der har titlen 'Det, de kalder udkant, kalder vi hjem'. 

I bogen argumenterer de for, at København er blevet en by for de få og de heldige.

"Jeg synes, man stirrer sig blind på nogle privilegier, som kun tilkommer en meget lille del af befolkningen i København. Langt de fleste københavnere har altså travlt med at arbejde, så de kan få råd til at betale deres meget dyre boliglån eller husleje," siger Laura Rosenvinge. 

De heldige er – ifølge forfatterne – københavnere, som har har tjent store summer på at købe ejerboliger, mens priserne i København var lave, for så at sælge dem med stor fortjeneste.

I debatbogen forklarer Lars Olsen og Bjørn Brandenborg, hvordan det ifølge dem har haft den konsekvens, at den sociale sammensætning i København er blevet "aparte". 

"Overklassen og den højere middelklasse er tæt på at udgøre halvdelen af København. Det har nogle sociale konsekvenser, der kan være ubehagelige at tale om," sagde Lars Olsen i et nyligt interview med Berlingske.

Lugten af friværdi

I deres nye bog forsøger Lars Olsen og Bjørn Brandenborg at dokumentere, at forskellene på land og by i Danmark er vokset.

En af de centrale pointer i bogen er, at København er rykket længere væk fra livet i det omkringliggende Danmark af særligt én årsag: Flere bliver boligmillionærer, og samtidig er byen blevet fluepapir for mennesker med høje indkomster. 

Derved har hovedstaden, der i 1990'erne var plaget af social armod og fattigdom, nu råd til at sænke kommuneskatten til et af de laveste niveauer i Danmark. 

"Helt modsat står det til i mange yderområder, hvor den sidste bus kørte i går, banken har lukket for lån, folkeskolen drejer nøglen om, og lægen er gået på pension. Vi er ved at blive splittet op i velfærdsstatens A- og B-hold", skriver forfatterne i bogen.

{{toplink}}

På Socialdemokratiets kongres forrige weekend adresserede partiets nyvalgte overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, billedet af København som et tilflugtssted for boligmillionærer. 

"Jeg er med på, at for nogle lugter København af store friværdier. Men det er altså et mindretal, der har en ejerbolig," lød det fra Rosenkrantz-Theil på talerstolen.

"For alle os, der ikke har, der lugter København af tårnhøje leveomkostninger, og vores børn har rigtig svært ved at flytte hjemmefra," fortsatte hun. 

Overborgmesterkandidatens ord blev bemærket i den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus. 

"Jeg hørte den tale som en klar markering af – og en påmindelse om – at der skal være plads til både storbyen og provinsen i vores parti," siger Laura Rosenvinge.

Hun mener derfor også, at forfatterne glemmer nogle helt afgørende nuancer i deres kritik af København.

"Sagen er, at det kun er et fåtal af københavnerne, der rent faktisk ejer deres egen bolig. For langt de fleste københavnere er det et vilkår, at udgifterne til ens bolig, hvad end det er betaling af lån eller leje, er langt den største udgiftspost i budgettet," forklarer hun.

Hun henviser til Københavns Kommunes boligredegørelse fra 2023, der viser, at andelen af ejerboliger i København ligger på 21 procent.

Godt 29 procent af københavnerne bor i andelsboliger, mens langt de fleste har hjemme i private udlejningsboliger.

Hun mener også, at Bjørn Brandenborg og Lars Olsen ignorerer, at en del af de mennesker, der har fået gevinst på det københavnske boligmarked, tilhører arbejder- eller middelklassen. 

"Det er folk som mine forældre, der har et hus i Husum, som i dag er penge værd. I min opvækst gav det mulighed for, at vi kunne tage på sommerferie," siger Laura Rosenvinge, der i dag selv bor i en almen bolig.

Skal være rig eller ekstremt heldig  

I 'Det, de kalder udkant, kalder vi hjem' problematiserer Lars Olsen og Bjørn Brandenborg også, at det er blevet for svært for borgere uden for hovedstaden at låne penge til en bolig.

Et problem, som forfatterne vil løse ved at lave en ny ordning, der skal tvinge bankerne til at låne til boligkøbere i hele landet.

Samtidig vil de indføre en ny skat på den del af et hus eller en lejlighed, der er vurderet til over fem millioner. Det skal dæmme op for, at boligejere i København stikker indkomstmæssigt af fra provinsen. 

De penge skal så bruges på en fond, der støtter eksempelvis lukningstruede skoler og busruter i provinsområder. 

Laura Rosenvinge siger, at hun fuldt ud anerkender de problemer, som boligkøbere i provinsen står overfor. 

"Men der må jeg minde om, at ejerboligmassen uden for København er langt større end i hovedstaden. Hvis du skal eje en bolig i København, så skal du i dag være ekstremt velstillet eller meget heldig," siger hun.

{{toplink}}

Bjørn Brandenborg og Lars Olsen foreslår, at pengene fra en ny boligskat skal gå til en fond, som skal støtte yderområder. Kan du ikke som socialdemokrat se det fornuftige i, at en smule af den betydelige rigdom, som visse københavnere har opnået ved at eje en bolig, går til økonomisk trængte områder? 

"Det er vigtigt at huske på, at der i forvejen sker en stor omfordeling fra København til resten af Danmark gennem den kommunale udligning," siger Laura Rosenvinge.

"Man glemmer belejligt, at København bestemt også har sociale problemer. Vi har områder med meget ressourcesvage og udsatte borgere. Folk, der er opvokset i storbyen, men så sandelig også mennesker, som er kommet til hovedstaden fra andre dele af landet. Det er også en del af livet i København."

Wokeismen overtager København 

Ifølge Bjørn Brandenborg og Lars Olsen består en del af skellet mellem København og provinsen også i, at "wokeismen står stærkt i akademiker- og studenterbyen København". 

"Den rækker langt ind i Borgerrepræsentationen og hovedstaden sætter dagsorden i medier og kulturelite," lyder det i bogen.  

Kontrasten til det er ifølge forfatterne det "folkelige Danmark på Sjælland, hvor der trives en kultur med græsrodsinitiativer og glimt i øjet". 

"Det hele tages ikke så alvorligt, og folk knokler i fritiden og passer i øvrigt deres job," skriver Brandenborg og Olsen. 

Laura Rosenvinge giver de to forfattere ret i, at der er forskel på livet i København og i provinsen. 

"Det ville da være mærkeligt andet. Den kortslutning forfatterne laver, og som jeg tit hører, er, at vi københavnere ser ned på folk, der bor i provinsen. Det tror jeg simpelthen ikke er rigtigt," siger hun.

"Det er sat meget hårdt op, og jeg tror simpelthen ikke på, at den kulturelle kløft mellem land og by er så skarp, som de to forfattere ønsker, at den skal være."

{{toplink}}

Er problemet i virkeligheden, at det er folk fra provinsen, der ser ned på livet i København? 

"Det må man jo spørge folk fra provinsen om."

Mener du, at Bjørn Brandenborg og Lars Olsen ser ned på København? 

"Det må du jo spørge dem om. Jeg kan bare sige, at jeg ikke ser ned på livet i provinsen, og det gør de københavnere, jeg kender, heller ikke." 

Forfatter: København er aparte 

Forfatterne bag 'Det, de kalder udkant, kalder vi hjem' mener, at Laura Rosenvinge fejllæser pointerne i deres nye bog. 

"Det er jo ikke de enkelte københavnere, vi kritiserer eller kalder aparte, men de strukturer og systemer, der har medført en skævvridning, hvor hovedstaden er stukket økonomisk af fra resten af Danmark," siger Bjørn Brandenborg.

"Vi er i en situation, hvor landets største by har råd til at bruge milliarder på velfærd og samtidig sænke skatten. Samtidig må man på Langeland og i andre trængte kommuner år efter år spare beløb, der ville vække et ramaskrig, hvis det var sket i København. Det mener vi kalder på politisk handling, og det er det, vi argumenterer for i vores bog," tilføjer han.

Lars Olsen fastholder ligeledes, at København bevæger sig i en mere og mere "aparte" retning. 

"Faktum er, at København er blevet en by, hvor næsten halvdelen i den erhvervsaktive alder tilhører overklassen eller den højere middelklasse, og som bliver sværere og sværere at få adgang til for borgere med helt almindelige indkomster," siger Lars Olsen.

"Det tænker jeg, at man også må interessere sig for som socialdemokratisk politiker i København, uden at jeg skal blande mig i partiets politik," tilføjer han. 

I jeres bog beskriver I københavnere som selviscenesættende og woke. Har Laura Rosenvinge ikke en pointe i, at I kommer med nogle meget generaliserende værdidomme om borgere i hovedstaden? 

"Jeg har set mange eksempler på folk fra København, der klæder sig på en måde, som virker meget skødesløs og tilfældig, men som i virkeligheden er fuldstændig gennemkoreograferet," siger Lars Olsen og fortsætter:

"Men det er også en beskrivelse, der flugter med studier af, hvilke statusmarkører der gør sig gældende i den øvre kulturelle middelklasse. Så jeg mener ikke, at det er et rent postulat."

Ingen damefrokost i det "woke" København 

I deres bog fremhæver Bjørn Brandenborg og Lars Olsen damefrokosten på Dølle Marked på Falster som et eksempel på, at livet i provinsen er mere uformelt og uwoke. 

Her mødes op mod 1.600 kvinder hvert år til et arrangement, hvor der er mandestrip og topløs betjening, og hvor der ifølge forfatterne ikke stilles "metoo-spørgsmål". 

Laura Rosenvinge køber dog ikke præmissen om, at arrangementer som det er udelukket fra København, fordi storbyen er blevet "woke". 

"Udover at jeg synes, at damefrokost med topløs betjening lyder ret sjovt, så tror jeg også bare, at vi skal acceptere, at storbyen og provinsen kan rumme forskellige ting, og det er der ikke noget farligt i," siger Laura Rosenvinge.

"Jeg synes, ikke at wokeismen nødvendigvis er noget, der skader os som storby. Det er noget af det, der skal være plads til i en storby – og som der heldigvis også er plads til. Også i en mere ekstrem grad, end jeg måske selv er tilhænger af," fortsætter hun.  

Ser du, at København er blevet en by, hvor man ikke kan være uformelt sammen længere på grund af wokeismen? 

"Nej, det synes jeg ikke er rigtigt. Men der er måske forskel på den måde, vi er sammen på." 

{{toplink}}

"Jeg mener igen ikke, at det er en umulig ting at gå op i mangfoldighed og ligestilling, og samtidig have det sjovt og gå til fester, eller hvad man har lyst til. Jeg mener så heller ikke, at det er en umulig opgave at insistere på, at de fester sker, uden at man partout skal overskride andre menneskers grænser," fortsætter Laura Rosenvinge. 

Socialdemokratiet står i en svagere position i København end i mange år, og I skal bruge det næste år på at overbevise en masse vælgere om, at de skal stemme på jer til kommunalvalget. Det gør vel ikke dit eller Pernille Rosenkrantz-Theils liv nemmere, at et medlem af Folketinget fra jeres eget parti skriver en bog, der på en række punkter kritiserer hovedstaden?

"Det gør det nemmere, fordi det giver mig og Pernille (Rosenkrantz-Theil, red.) mulighed for at sige, at virkeligheden jo ikke er, som den bliver beskrevet i Bjørn Brandenborgs bog. Langtfra," siger Laura Rosenvinge. 

"De (Lars Olsen og Bjørn Brandenborg, red.) tegner et skævt billede af København ved at skabe en kant til livet i provinsen, som jeg simpelthen ikke mener er der. Det er fair nok, for de skal sælge en debatbog. Men det er godt nok langt fra virkeligheden," siger hun.

{{toplink}}

dahl@altinget.dk