3 A'er: David Trads har skrevet en pivalvorlig bog om Trump og Putin, men hans historieforståelse fejler

Ifølge 'Den Store Danske' kommer tyran af græsk tyrannos, og er en nedsættende betegnelse for en enehersker.

Det lyder ubehageligt. Det er det også.

Montesquieu brugte i stedet termen despot. Siden Første Verdenskrig har vi sagt diktator.

Meningen er den samme: en leder, der "udøver sin magt i strid med loven og kun i egen interesse. Hans styre er baseret på vold og frygt. Han er ofte en karismatisk demagog, som efter at være blevet valgt til hersker gør borgerne til sine slaver".

Rusland er i dag styret af en tyran. USA kan være på vej til at blive det, hvis Trump vinder valget den 5. november. Derimellem ligger et Europa, som er meget svagere end for bare få år siden.

{{toplink}}

Dét er præmissen for David Trads' nye bog, I tyrannernes tid, der er velskrevet, letlæst og formidler nogle vigtige pointer om vores samtid. Det er pivalvorligt, som også Anne Applebaum beskriver i sin nye bog, Autokrati A/S.

Der er allerede krig i Europa, og den kan nemt sprede sig fra Ukraine til Moldova, Baltikum, Polen. Det vil sige Nato, det vil sige Tredje Verdenskrig.

Truslen er konkret og reel. Eller som Trads citerer den ukrainske historiker Jaroslav Hrytsak for:

"Ondskaben er et historisk faktum. Ukraines besked til alle jer andre er, at vi altid skal tage ondskaben seriøst. Nogle gange er den dæmpet, måske ikke til at få øje på, men den er der, og pludselig stikker den sit fjæs frem igen. Putin er en brutal påmindelse om, at historien ikke er slut".

Vel sagt. Trads har i bogen talt med mange interessante mennesker, der siger vigtige ting.

Alle, Hrytsak kender, har mindst ét familiemedlem, der er blevet dræbt i kamp.

Det med at historien ikke er slut, refererer selvfølgelig til Francis Fukuyamas End of History-begreb; troen på, at ondskabens, splittelsens og de store ideologiers tid var forbi efter kommunismens kollaps i 1989/91, og at alt ville blive fred og blomster, demokrati og markedsøkonomi.

Det begreb, vi i Vesten troede på alt for længe, og som vi først efter Ruslands fuldskalainvasion 24. februar 2022 for alvor har forstået er forkert.

Historien er ikke slut.

Folks handlinger handler ikke om oprindelse

Trads holder i sin bog fast i en del af End of History-begrebet: frihed er det ultimativt gode, det, som alle mennesker ønsker og en del er parat til at kæmpe og dø for, og det, Europa og USA hidtil har leveret.

For Trads er frihed lig med demokrati, retsstat, menneskerettigheder, markedsøkonomi, globalisme. En regelbaseret verdensorden, hvor et nøgle-princip er, at invaderer du et andet land, anerkender andre stater ikke de nye grænser. Så lad være med det.

Men Europa, Vesten og friheden stopper ved Ruslands grænse, skriver han. "Vi" er "instinktivt demokratiske, vi sætter naturligt det enkelte menneskes rettigheder i centrum, vi er tilhængere af den liberale, regelbaserede verdensorden".

Rusland, derimod, er der, hvor folk – "de" – er "anderledes af sind – en anderledes mentalitet. Ensretning, aldrig mangfoldighed, adlyd din herre. Hold din kæft, gør som der bliver sagt. Fravær af tillid til individets fornuft fører til en tro på det autoritære, det brutale".

Den opfattelse af russerne som afgørende anderledes, ikke-europæiske, despotiske, ja, ligefrem asiatiske, er ikke ny.

Den blev først tegnet af 1700-tallets intellektuelle, der med kildren i maven (og sommetider også andre steder; Casanova var en af dem) rejste fra Paris’ saloner ind i barbarernes rige, som historikeren Larry Wolff har afdækket i den uovertrufne bog Inventing Eastern Europe.

Måske ér russerne afgørende anderledes.

Århundreders historie og kultur er afgørende for en befolknings mentalitet, men Trads får alligevel et problem, når han reducerer folks handlinger til deres oprindelse.

Er de ungarere, der støtter Orbán, så i virkeligheden russere, ikke-europæere? De franskmænd, der støtter Le Pen, de tyskere, der støtter AfD?

De amerikanere, der stormede Kongressen 6. januar 2021, mente jo selv, at de gjorde det for at forsvare friheden. Det er bare en anden definition af frihed end Trads’.

{{toplink}}

Dermed bliver hans brug af begrebet frihed, som forudsætning for alle folks ønsker, også et problem.

For det første: Det er muligt, at der findes en korrekt definition af ordet "frihed", og at det netop er Trads', men der er folk, der definerer det anderledes. De findes. Ikke bare i USA.

For det andet: Hvad hvis nogen reelt hellere vil have noget andet end Trads' version af frihed – brød, for eksempel? Eller fortællingen om en stærk mand, der styrer et mægtigt imperium?

Historien fordrejes til egen fordel

Bogens analyse af verden af i dag er ofte fin, selvom den ikke er ny (mange af pointerne er set før, i hvert fald siden februar 2022).

Værre er udlægningen af historien, som når der står, at "Vesten vandt faktisk Første Verdenskrig. Lyset slog mørket".

Det forudsætter jo både, at Vesten var lyset, og at Tyskland ikke var Vesten.

Historikeren Margaret MacMillans klassiker Paris 1919 om fredsslutningen efter krigen kaster et noget andet lys på "lyset". Folk er sjældent entydigt onde eller gode, lyse eller mørke. Hele nationer og deres ledere endnu mindre. Specielt i krig.

Eller når der står, at britiske og amerikanske tropper sikrede, at fascismen og nazismen tabte Anden Verdenskrig. Ikke for at besætte, men for at kæmpe for demokratiet.

Også dét er en yderst bekvem udlægning af historien i dag, set fra Vesten. Den forbigår fuldstændig Den Røde Hærs monumentale indsats, uden hvilken sejren ikke havde været mulig, i hvert fald ikke på det tidspunkt.

Stalins mål var på ingen måde at kæmpe for demokratiet. Men faktisk var Churchills og Roosevelts mål også mere komplekse, og ja, nogle gange mudrede, som man for eksempel kan læse om i den ukrainske stjernehistoriker Serhii Plokhys bog Yalta. The Price of Peace.

At skrive andet er at reducere historien, at udelukke dele, man ikke bryder sig om, og fordreje andre, så de passer ind i ens verdenssyn. Det går altså ikke.

Trækker man den hårdt op, er det nøjagtig, hvad Putin gør, som Morten Lassen har beskrevet i den fremragende "Historien som våben".

{{toplink}}

Putins historiepolitik er næppe Trads' ærinde. Men, som Uffe Ellemann-Jensen ifølge Trads selv engang sagde til ham: "Hvis der er noget, du ikke ved, så læs en bog, sæt dig ind i tingene".

Fiktion eller journalistik

Det virker som om, Trads har bedst fat i USA i dag.

Afsnittene om Rusland baserer sig for det meste på erindringsglimt fra 1990’erne, da Trads var korrespondent i landet. Afsnittet om Europa er meget kort. Vi får ikke rigtigt noget bud på bogens store spørgsmål: hvorfor taber (og i Ruslands tilfælde: tabte) demokratiet?

Trads citerer en del fra egen research, som hans samtale med den russiske kritiske journalist Anna Politkovskaja, der blev myrdet af regimet i 2006.

I Trads' udlægning sagde Politkovskaja i 1996 til ham, at "Ruslands magthavere er ligeglade [med den enkelte]. Det siger alt. For mig er hvert menneske alt. Alt, simpelthen".

Det passer fint ind i Trads' opfattelse af et Rusland, der hylder kollektivet og negligerer den enkeltes rettigheder. Hun kan godt have sagt det, og Trads kan godt have skrevet det ned dengang og gengive det korrekt i dag.

Men hvad med de lange direkte citater fra hans lærere i gymnasiet eller fra en tjekke, han i sin spæde ungdom i 1987 mødte og drak øl med? Er det fiktion eller journalistik?

Trads slutter bogen med lys og håb fra selveste Mr. Yes, We Can-Obama. Der er altid håb for Amerika, sagde han, da Trads mødte ham kort i Næstved Arena i foråret 2024. Og for resten af verden?, spurgte Trads. "Oh, yes, David. Det bliver altid godt".

Pyha.

Men emnet er vigtigt, demokratiet og freden er på spil, så lad os alligevel supplere med Den Store Danske: "Tyranner bliver næsten altid styrtet ved en revolution".

Desværre er revolutioner næsten altid blodige.