Pernille Vermunds nye mission er at redde havet: “Men det skal ikke tvinge landmænd fra hus og hjem"

Pernille Vermund har fået nyt parti og titel som miljøordfører hos Liberal Alliance. Her bliver hendes mål at forbedre havmiljøet – en sag, hun selv påpeger at have kæmpet for i mange år. Men det må ikke ende med at gå ud over landmændene, understreger hun.

Pernille Vermunds navn rimer for de fleste på skarpe udlændingepolitiske holdninger. 

Men i skyggen af opråbene om indvandring gemmer sig et andet hjertebarn for Pernille Vermund: 

Havmiljøet.

En sag, som den 48-årige politiker med sine egne ord brænder så meget for, at hun i sine unge dage stillede sig på scenen i en våddragt til Konservatives landsmøde for at råbe højt om sandsugningen i Øresund. 

“Jeg var en af de første, der ville stoppe sandsugningen i Øresund, mens vores daværende miljøminister insisterede på, at det var bæredygtigt,” siger hun.

Landmænd må ikke tvinges fra hus og hjem

Meget er sket, siden Pernille Vermund stod på den scene. Hun har stiftet Nye Borgerlige og været med til at opløse det igen for blot et halvt år siden. Nu går hun i stedet ned ad gangene på Christiansborg som en del af Liberal Alliance og med en ny kasket som miljøordfører. En kasket, der efter hendes egen opfattelse passer perfekt. 

“Jeg tror, de fleste danskere er optaget af at passe på vores miljø og natur, og det glæder jeg mig til at kæmpe for. Jeg bor selv ved vandet, bader året rundt og har en far, der har fisket skånsomt. Derfor er jeg meget opmærksom på, hvordan vi passer på vores havbund,” siger hun.

"Men det skal ikke tvinge landmænd fra hus og hjem."

Hvad er det for nogle politiske greb, som skal forbedre havmiljøet, uden at det går ud over landbruget? 

“I de områder hvor landbruget kan drives uden store konsekvenser for naturen, skal vi hjælpe landmændene med den grønne omstilling. Så er der områder, hvor landbrugsjord skal udtages, og driften skal stoppes for at få beskyttet natur, som ikke udleder kvælstof til vores farvande. Men vi skal ikke inddrage store dele af folks virksomhed, uden også at kompensere dem for deres tab.” 

Nyt parti, nye holdninger? 

Det er ikke mange måneder siden, at Pernille Vermund sagde farvel til Nye Borgerlige – et parti, hun selv bankede op fra bunden i 2015, men som i de seneste år har været præget af krise, kaos og skiftende ledelse. 

I sin tid som formand for partiet nåede Pernille Vermund blandt andet at slå et slag for, at solceller og vindmøller på land ikke må føre til en “industrialisering af naturen”. Samtidig kæmpede hun imod de 15 naturnationalparker, der nu er ved at blive til virkelighed, hvor dyr som heste og kvæg skal leve vildt. 

Nu er du medlem af Liberal Alliance. Betyder det, at nogle af dine holdninger på miljøområdet har ændret sig? 

“Nej. Jeg er glad for fortsat at kæmpe de samme vigtige miljøkampe som før. Jeg havde en frygt for, at Liberal Alliance ville være for sorte på miljøpolitikken til mig. Men der har partiet vist med blandt andet deres indsats mod PFAS, at vi gerne vil passe på miljøet,” siger hun.

Helt ens er standpunkterne i Liberal Alliance og Nye Borgerlige dog ikke.

For mens Nye Borgerlige kæmpede imod opførelsen af de nye naturnationalparker, hvor dyr skal leve vildt, står Pernille Vermunds nye parti bag aftalen.

Hvordan kan dine holdninger være de samme, når du nu er medlem af et parti, der bakker op om de naturnationalparker, du før arbejdede imod?

“Naturnationalparkerne er ikke i sig selv et problem. Problemet er dispensation omkring dyrevelfærd. Der har den tidligere miljøminister heldigvis slået fast, at dyr ikke skal mishandles, og regeringen har sagt, at man vil kigge på formuleringen i loven.” 

Tidligere har du skrevet på Facebook, at regeringen og flertallet bag naturnationalparkerne er “kyniske, når de misbruger kvæg og heste til at realisere deres naturromantiske idéer om vild natur”. Har du det stadig sådan? 

“Ja, hvis ikke der bliver kigget på dispensationen fra dyrevelfærden. Men det betrygger mig, at ministeren vil se på, hvordan man kan justere loven.” 

Kan du forstå, hvis nogle vælgere har svært ved at finde ud af, hvad du mener, når du nu er del af et parti, der bakker op om naturnationalparkerne? 

"Ja, hvis ikke regeringen havde skrevet i deres regeringsgrundlag, at de vil se på mine bekymringer om dyrevelfærden. Det gør en stor forskel.”

{{toplink}}

Enige i de store linjer for grøn trepart 

Slagene om naturnationalparkerne træder dog i baggrunden for særligt én politisk dagsorden de kommende måneder: Den grønne trepart. 

De første spadestik til de politiske forhandlinger er begyndt, og her vil Liberal Alliance arbejde for at forbedre havmiljøet og sikre, at de landmænd, som bliver berørt af aftalen, bliver kompenseret. 

"Det er fællesskabet, der skal betale og ikke den enkelte landmand,” siger Pernille Vermund.

Landbruget er ansvarlig for en overvejende del af kvælstofudledningen, som har ført til iltsvind i de danske farvande. Hvorfor skal landbruget ikke betale en pris for at have skadet vores havmiljø i så mange år? 

“Forbedring af havmiljøet behøver ikke være på bekostning af landbruget. Vi kan godt have landbrug i Danmark og stadig passe på vores natur. Men der er steder, hvor vi ikke fortsat kan drive landbrug, og hvor vi skal passe bedre på naturen. Men det må ikke gå ud over den enkelte landmand. Fællesskabet skal betale regningen for vores fælles natur. ”

Hvad for nogle tiltag vil du arbejde for i trepartsaftalen, som skal forbedre havmiljøet?

"Der er mange gode takter i den nuværende aftale. Men vi skal have mere tempo på udtagningen af jorde. Flere landmænd har allerede bedt om at få udtaget store arealer, men da kommuner og landbrugskonsulenter er for pressede, er det gået for langsomt. Og så skal vi kigge på mere ålegræs og flere muslinger, når vi har fået udtaget de rette jorde."

Er der noget grundlæggende, som skal ændres, for at I kan se jer selv i aftalen? 

“Det bliver nok svært at ændre noget grundlæggende i aftalen. Vi er sådan set også enige i de overordnede linjer. Men der skal utvivlsomt være områder, hvor vi sætter vores præg.”

Fremtidens Danmark 

Hvordan skal Danmarks natur se ud om ti år, hvis det står til dig? 

“Jeg drømmer om, at vi laver en ambitiøs plan for landjorden, ligesom vi har gjort for havmiljøet. Vi skal have en plan for at bruge vores arealer, så vi får sikret ti procent strengt beskyttet natur og 30 procent beskyttet natur, samtidig med at det skal være lettere at være landmand.” 

Hvorfor må det ikke blive sværere at være landmand? 

“Det bliver sværere, fordi omstilling er svært. Det kræver, at man driver sit landbrug på en anden måde. Vi skal bare ikke ødelægge livet for den enkelte familie eller sende folk fra hus og hjem. Der skal være muligheder for at omstille sig.” 

Men er du villig til at gå på kompromis med størrelsen af det danske landbrug i arbejdet med at forbedre havmiljøet og dansk natur?

“Det vil sikkert have den konsekvens. Sådan er det, at man stiller krav til et mere effektivt og grønt landbrug.” 

Forrige artikel Det danske vindmølleeventyr kan være foregået i strid med centrale miljøregler Det danske vindmølleeventyr kan være foregået i strid med centrale miljøregler Næste artikel Spillet om finansloven forberedes i kulissen: Wammen og Lose har øjnene rettet mod især to partier Spillet om finansloven forberedes i kulissen: Wammen og Lose har øjnene rettet mod især to partier