Mette Frederiksen er valgt til kongelig undersøger: Starter forhandlinger om en ny regering fredag

Tre partier har peget på Mette Frederiksen til at undersøge muligheden for en bred regering. Hvor stor den mulighed er, "må vi vurdere hen ad vejen," siger hun.

Mette Frederiksen (S) er valgt som kongelig undersøger og får dermed serveretten til at forsøge at danne en ny regering.

Det står klart efter onsdagens dronningerunde, hvor Socialdemokratiet, Moderaterne og Radikale pegede på Mette Frederiksen til at undersøge muligheden for en bred regering.

Fredag er alle partierne og de nordatlantiske mandater derfor inviteret til Marienborg, hvor Mette Frederiksen vil lytte til de andre partiers ønsker. 

Men ifølge den siddende statsminister er valgets tale klar: 

"Vi har brug for en akutplan for det danske sundhedsvæsen, vi har behov for mere langsigtede løsninger i vores velfærdssamfund, vi skal videre på den grønne dagsorden, og så skal vi styrke dansk økonomi," siger Mette Frederiksen til TV 2 og tilføjer, at muligheden for en bred regering "må vi vurdere hen ad vejen".

Læs også: Regeringen er gået af, og nu går dronningerunden i gang – sådan forløber den 

Støjberg pegede på sig selv

I den borgerlige lejr pegede Venstre, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Konservative og Dansk Folkeparti alle på Jakob Ellemann-Jensen (V) som kongelig undersøger.

Inger Støjbergs (DD) støtte måtte Venstre-formanden se langt efter. Inger Støjberg pegede i stedet på sig selv som kongelig undersøger med den begrundelse, at "andre borgerlige partier er gået væk fra tanken om en ren borgerlig regering".

Midt i dronningerunden løb Radikale med opmærksomheden. Partiets hidtidige formand, Sofie Carsten Nielsen, sendte nemlig Martin Lidegaard ind til dronningen, imens hun selv meddelte til pressen, at hun trækker sig som formand. Den beslutning kan du læse mere om her.

Forrige artikel Vanopslagh slår Ellemann og Wammen i personlige stemmer Vanopslagh slår Ellemann og Wammen i personlige stemmer Næste artikel Blå blok og Løkke fik flest stemmer, men de røde løb med 90 mandater Blå blok og Løkke fik flest stemmer, men de røde løb med 90 mandater