Vanopslagh slår Ellemann og Wammen i personlige stemmer

Alex Vanopslagh bliver den store vinder i Østjyllands Storkreds med 38.284 personlige stemmer. Det betyder, at han slår både Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen.

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har slået alle politiske modstandere i Østjyllands Storkreds. 

Han får 38.284 personlige stemmer, hvilket er klart flest i hele storkredsen.

Det er mere end en tidobling i forhold til folketingsvalget i 2019, hvor han fik 3.337 personlige stemmer.

Vanopslagh slår Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der ender med 20.945 personlige stemmer. 

Wammen mister stemmer

Ellemann, der ikke var formand ved sidste valg, fik dengang 19.388 stemmer, hvilket var næstflest i storkredsen i 2019.

I 2019 blev han kun overgået af den tidligere Aarhus borgmester og fungerende finansminister, Nicolai Wammen, der dengang fik 23.427 personlige stemmer. 

Men ved dette valg opnår han ikke samme succes. 18.022 stemmer bliver det til for Nicolai Wammen, der mister stemmer trods en periode som finansminister. 

Liberal Alliances meningsmålinger har været stigende igennem hele valgkampen. Alex Vanopslagh har især været god til at ramme de unge vælgere.

Forrige artikel Sofie Carsten Nielsen går af som politisk leder for Radikale Sofie Carsten Nielsen går af som politisk leder for Radikale Næste artikel Mette Frederiksen er valgt til kongelig undersøger: Starter forhandlinger om en ny regering fredag Mette Frederiksen er valgt til kongelig undersøger: Starter forhandlinger om en ny regering fredag