11 ud af 14 nyvalgte Danmarksdemokrater har fortid i DF

Selv om langt størstedelen af medlemmerne af Danmarksdemokraternes folketingsgruppe er eks-DF'ere, er det Støjberg, der styrer showet. Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. 

Danmarksdemokraterne er tidligere blevet kaldt DF 2.0. Det har stifter Inger Støjberg afvist, men alligevel kan der være noget om snakken. I hvert fald når man kigger på medlemmerne af partiets nyvalgte folketingsgruppe.  

11 ud af de 14 danmarksdemokrater har nemlig en fortid i Dansk Folkeparti. En enkelt er uden politisk fortid og to kommer fra Venstre, hvoraf Inger Støjberg er en af dem.  

Charlotte Munch er en af de to forhenværende Venstre-folk. Hun har tidligere siddet i byrådet i Hvidovre, og det skræmmer hende ikke, at hun nu møder ind til 11 kolleger med en baggrund i et andet parti:  

”Det er spørgsmål om at hugge en hæl og klippe en tå, så man finder et fælles fodslag, som vi alle sammen kan se os i.” 

Nyvalgte Betina Kastbjerg fra Herning har arbejdet som projektleder for et internationalt køkkenfirma, og er derfor den eneste i folketingsgruppen uden en politisk baggrund. Ifølge hende er partiet helt enige om, at det hverken er et DF 2.0 eller noget helt andet. 

”Vi er jo alle meldt os ind som Danmarksdemokraterne, så jeg ser det ikke som et problem, at man kommer ind med en anden baggrund.”  

Genopstandelse

Selv om der er mange eks-DF'ere i folketingsgruppen, er det Støjberg, der styrer showet. Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. 

”De afhoppede DF’ere har set hende som en redningsplanke, og ingen vil anfægte hende foreløbig.”  

”Selvom de 11 tidligere DF’ere udgør et klart flertal, er det helt utænkeligt, at de stemmer Støjberg ned. De mest profilerede af Støjbergs DF’ere er folk som Søren Espersen og Peter Skaarup, og de er normalt super loyale partisoldater. De vil aldrig orkestrere et oprør mod Støjberg.” 

Danmarksdemokraternes valgfest bød på konfetti, kage og masser af krammere, da det stod klart, at det nyoprettede parti stod til 14 mandater, men spørgsmålet er, hvordan hverdagen bliver, når festen er ovre? 

”Danmarksdemokraterne er kommet ind på en bølge af begejstring, og for mange af DF’erne er det nærmest som en genopstandelse fra dødsriget. Men hvis Danmarksdsokraterne mister opbakning, og partiet står til at miste en stor del af mandaterne, ved man aldrig, hvad der kan ske,” fortæller Erik Holstein. 

DF’erne var mere kendte end Venstre-folkene 

Da Inger Støjberg præsenterede sine 30 folketingskandidater tilbage i august, var der udover 13 forhenværende DF’ere også ti personer med en fortid hos Venstre på listen. 

Her spurgte Altinget partistifteren, om Danmarksdemokraterne ikke bare er DF i en ny indpakning? 

”Nej, det kan jeg ikke forstå, hvis man tænker. Der er 11, der har en Venstre-baggrund, og 13, der har en DF-baggrund. Så der er jo ikke tale om en stor overvægt,” lød svaret. 

Selvom det nu viser sig, at vælgerne har fortrukket Inger Støjbergs DF-afhoppere fremfor kandidaterne med en fortid hos Venstre, så skal man ifølge Altingets politiske kommentar ikke lægge for meget politisk i det:   

”Det er primært et resultat af, at DF’erne var kendte navne i forvejen, mens de tidligere Venstre-folk højst var kendt fra lokale byråd. DF’erne havde ganske enkelt et forspring.” 

Forrige artikel Overblik: Her er de 179 nye folketingsmedlemmer Overblik: Her er de 179 nye folketingsmedlemmer Næste artikel Radikale har fundet en ny politisk leder: Radikale har fundet en ny politisk leder: "Jeg har en anden stil"