Måske findes midten ikke. Eller måske kunne Sofie Carsten Nielsen bare ikke finde den

Himmel og helvede vakler på et knappenålshoved hele aftenen og natten.

Og da det ender, er sejr og nederlag flettet ind i hinanden, så det ene ikke kan skelnes fra det andet.

Folketingsvalget 2022 er i det hele taget en meget radikal historie. Og det er historien om Radikale Venstre. 

Partiet som har ført kampagne med plakater, hvor man har opstillet modsætninger for så ophæve dem igen ved at skrive ”og” i stedet for ”eller”.

Fra ”Rød eller Blå” til ”Rød og blå”.

Ved folketingsvalget 2022 viste Radikale, at det ikke altid handler om nederlag eller sejr i politik, men nederlag og sejr.

Da stemmerne var talt op, stod det natten til onsdag den 2. november klart, at partiet havde tabt næsten 60 procent af sine stemmer. Altså, et eklatant nederlag.

Men det stod også klart, at partiet sidder med de afgørende mandater – eller i hvert fald nogle meget afgørende mandater – hvis Mette Frederiksen skal danne regering igen. En sejr med andre ord. En tilbagevenden til præcis den historiske nøgleposition, Radikale opfatter som deres. {{toplink}}

Men at man ikke må glemme, hvor stort nederlaget faktisk er, blev understreget onsdag eftermiddag, da Sofie Carsten Nielsen besluttede at stoppe som politisk leder af sit parti.

Valgt til Folketinget blev hun ganske vist, men med et for hende uacceptabelt dårligt personligt stemmetal. Samme dag stod det klart, at hendes højre hånd, politisk ordfører Andreas Steenberg, slet ikke kom ind.

For Radikale blev sejrens pris, at det er blevet et parti i akut ledelseskrise. Endda på det mest presserende tidspunkt overhovedet, mens der forhandles om en mulig, ja, sandsynlig regeringsdeltagelse. 

Behovet for selvransagelsen kan med andre ord ikke skjules eller udsættes.

Noget er gået helt galt for Radikale. 

Vælgerne syntes, det var træls

Det sidste er der heller ikke nogen, der lægger skjul på, da jeg tirsdag aften ankommer til Radikales valgfest på Christiansborgs andensal.

Det er Venstres gruppe, der plejer at husere her, men nu er der pyntet op med margentafarvede balloner og plakater fra partiets ”både- og”-kampagne. Der er en lille scene hævet op fra gulvet, og bagved hænger et kæmpe banner, også margentafarvet, hvor der står ”Tænk nyt”.

Sådan er Radikale, de er på det nyes side. For fremtiden er altid bedre end fortiden, hvis man er radikal. Den logik kommer – skal det vise sig – til at stå sin prøve, som timerne går.

Den første, jeg støder ind i, er Kathrine Olldag. Hun står i festens periferi. Måske fordi hun godt ved, at mandatet i Vestjylland også sidder løst.

Hun synes ellers, hun har haft en god valgkamp. Men hun fortæller også om de mange vælgere, hun har mødt, der har bebrejdet Radikale, at de først væltede og siden pegede på Mette Frederiksen.

”Det, syntes de, simpelthen var træls. De mere rødligt sindede syntes, det var træls at vælte Mette Frederiksen, de mere blåligt sindede syntes, det var træls at pege på hende igen,” fortæller hun.

Den historie går igen hos alle de kandidater, jeg taler med. Her er det folketingskandidat Esan Sentürk, viceborgmester i Høje Taastrup:

”Vi havde desværre et forklaringsproblem. For hvordan kunne det være, at vi i første omgang havde mindre tillid til Mette Frederiksen, og så tillid til hende dagen efter. For os, der arbejder med politik til daglig, giver det mening, men for helt almindelige danskere gør ikke.”

Også folketingsmedlemmet Stinus Lindgreen, der ender med at få næsten lige så mange stemmer som Sofie Carsten Nielsen i Københavns Omegn men dog ikke bliver genvalgt, har brugt meget tid på at forklare vælgerne den radikale logik.

”Vores problem var ikke personen Mette Frederiksen, men ét-partiregeringen som en måde at udøve magten på. Tag mink-miseren, der blev begået fejl, fordi man har haft for få mennesker til at træffe store beslutningen, og ingen stillede kritiske spørgsmål,” siger han.

”Den forskel har vi ikke været gode nok til at forklare. Ellers havde jeg ikke skullet gøre det igen og igen de seneste fire uger.”

Christian Friis Bach, der endnu ikke ved, at han bliver del af den decimerede folketingsgruppe, stemmer i:

”Vi har ikke været gode nok til at forklare den strategi.”

Støjberg, Løkke og midten, der blev væk

Det er en forklaring, der passer godt med udviklingen i partiets meningsmålinger siden begyndelsen af juli, da Sofie Carsten Nielsen meddelte Mette Frederiksen, at hun havde tre måneder til at udskrive folketingsvalg.

Allerede fra det tidspunkt begynde det at gå nedad for partiet. Men det gik for alvor galt omkring valgudskrivelsen i oktober, da vælgerne – også dem der ikke stirrer ind i #dkpol konstant – opdagede, at nu skulle der være valg.

I mellemtiden var Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, braget ind i dansk politik med ti procent i meningsmålingerne. Det revitaliserede omvendt Lars Løkke Rasmussens fortælling om, hvordan dansk politik er gidseltaget af yderfløjene, og dermed begyndte Moderaterne deres himmelflugt.

En masse Venstre-vælgere meldte sig under Løkkes faner. Ligesom en masse af de ”højresindede radikale,” Kathrine Olldag talte om, også fandt en ny havn i Løkkes parti, der i udtryk, form og længsel efter "midten" ligner Radikale Venstre.

Pladsen som dansk politiks midterparti eroderede med andre ord under fødderne på Sofie Carstens Nielsens tropper, netop som valgkampen gik i gang.

Ventede alt for længe med at tale om politik

Martin Lidegaard er ankommet som den første fra partiets gruppeledelse. Det har stået mellem ham og Steenberg, hvem der skulle tage første bølge af pressens spørgsmål om vælgerlussingen. Og det er blevet Lidegaards lod som næstformand.

Han lægger vægt på, at muligheden for at stå med de afgørende mandater stadig er åben. Stemmerne skal lige tælles op, og alt det der.

Jeg bevæger mig lidt rundt og ser nærmere på plakaterne fra partiets kampagne. For de er nøglen til at forstå nærmere, hvad der er gået galt.

Taler man til baggrund med kilder i partiets top, har man godt været klar over, at man – og det vil sige Sofie Carsten Nielsen mere end nogen anden – alt for længe talte om proces i stedet for politik, da valgkampen gik igang.

Alt for meget om hvem man ville samarbejde med og hvordan, og alt for lidt om, hvad man ville arbejde for. Først i den sidste halvanden uge gik man markant ud med et udspil om at udrulle fjernvarme nærmest som en militær operation i en undtagelsestilstand. Ligesom man bankede hårdt til uddannelsesdagsordenen. 

Men som Sentürk, Olldag og de andre fortalte, har partiets kandidater og Sofie Carsten Nielsen især følt, at de skulle forklare vælgerne, hvorfor de skulle til valg, før de kunne fortælle, hvad Radikale så ville politisk efter et valg.

Det var det, både- og kampagnen på plakaterne skulle gøre. Forklare. Men hvor ”Rød eller/og Blå”-plakaten er til at afkode, skal man være radikal i forvejen for at forstå flere af de andre.

”Varmehjælp eller grøn omstilling” er ikke en modsætning, andre opererer med, og hvad betyder det så, at man skriver ”og” i stedet for  ”eller”? Eller ”Ung eller/og glad”. Eller ”Sundhed eller/og psykiatri”?

Da Sofie Carsten Nielsen sammen med næstformand Martin Lidegaard og politisk ordfører Andreas Steenberg holdt pressemøde umiddelbart efter Mette Frederiksen havde udskrevet valget for en måned siden, sagde Sofie Carsten Nielsen, at hun ville ”have en regering, der samler os om det, der deler os”. 

Igen et retorisk strejftog i en zone, der grænser op til det meningsløse.

Men det fortæller også meget om Radikale Venstres sjæl. Og om hvor svært partiet har det og har haft de seneste 20 år.

De falske modsætningers gud

Fra 1982 til 2001 havde Radikale en nærmest uafbrudt adgang til indflydelse i dansk politik. Inden for såvel som uden for regering, hvad enten den så var borgerlig eller socialdemokratisk ledet.

Fra 2001 fandt først de borgerlige og siden 2015, hvor Mette Frederiksen overtog formandsposten i Socialdemokratiet, veje til at slippe af med Radikale. Parlamentarisk såvel som politisk.

Det handler især om udlændingepolitikkens indtog i dansk politik. Udlændingepolitikken blev strammet, og en stram udlændingepolitik blev brugt af de borgerlige til at vinde valg, der holdt Radikale væk fra magten i nullerne og tierne. Og fra 2015 tilsluttede Mette Frederiksens socialdemokrati sig til den konsensus.

Dermed var vejen til indflydelse og ministerposter effektivt spærret for Radikale. Pludselig kunne partiet se en fremtid for sig, hvor man enten slet ingen indflydelse havde, eller som parlamentarisk grundlag spiste krummerne fra Socialdemokratiets bord, sådan som Radikale mener, at de gør i SF og Enhedslisten. {{toplink}}

Og selvom Radikale i samme periode selv har justeret sin udlændingepolitik i en strammere retning, beskrev Sofie Carsten Nielsen på partiets landsmøde i september det sådan, at ”politik de sidste 20 år har gjort de falske modsætninger til gud”.

Det er det, "både- og kampagnen" handlede om: et opgør med de falske modsætninger. For i en verden udgjort af modsætninger, alle andre end Radikale accepterer, er der ikke plads til partiet.

Eller som Sofie Carsten Nielsen spurgte på landsmødet:

”Hvis det er sådan, vi er i tvivl og overbeviste samtidig – hvorfor er der så ikke plads til det i politik?” 

Måske mente hun det ikke sådan, men det lød allerede dengang som eksistentiel fortvivlelse på sit partis vegne.

Hvis alle andre partier opfatter virkeligheden på én måde, mens man selv opfatter den på en anden, kan man så overhovedet spille en rolle længere? Og hvem er der så noget galt med? Én selv eller de andre?

De beskidte hænders byrde, de rene hænders politik

Sigende nok begyndte det radikale landsmøde med, at man i fællesskab afsang John Lennons 'Imagine'. Hippiehymnen om hvordan den evige fred bliver opnået, hvis bare vi kunne opløse alle de forskelle, vores identitet er hængt op på: religionen, nationen, velstanden.

Det er den zone, som Radikale henviser til, når de taler om midten.

For andre partier er midten et sted, hvor man deler de beskidte hænders byrde og træffer hårde beslutninger, der gør ondt på vælgerne. Men man gør det sammen med modstanderen, så ingen kan bruge det som et slagvåben senere hen.

For Radikale er midten et sted for de rene hænders politik. Hvor man ikke bliver beskidt, fordi man sammen finder ”den rigtige løsning”, som Radikale kalder det.

For Radikale er politik netop det: løsninger på problemer. Og at de er rigtige betyder, at vi ikke længere er uenige om dem, for man kan ikke være uenige om det rigtige.

Problemet for Radikale er omvendt, at alle andre opfatter uenighederne som selve kernen i politik, ikke en fase man skal igennem. Det er derfor, repræsentation er så vigtigt for de fleste andre. For hvis uenigheder er permanente og essentielle, gælder det om at være så mange som muligt på det hold, man selv er på.

For Radikale er den slags partiegoisme, populisme og irrationalitet. Når det dominerer, er ”politik gået i stykker”, som Sofie Carsten Nielsen yndede at sige for nogle år siden.

Sagt anderledes er det, som om det kun er i Radikales forestilling – i deres fantasi om midten – at der er plads til dem. En fantasi, hvor alle de forskelle, alle andre identificerer sig ved og opererer i, ikke findes.

Det var derfor, Sofie Carsten Nielsen sagde på landsmødet, hun ville ”genopfinde politik”. Hendes mission ved folketingsvalget som radikal leder var at forvandle fantasien om midten til virkelighed.

Det var det, folketingsvalget handlede om for hende. Det er det, partiets ”Tænk nyt"-slogan står for. At bringe dansk politik ind en fremtid, hvor de gamle modsætninger giver plads til en ny midte af løsninger og de rene hænders politik.

Kunne hun det? Det var valgets store spørgsmål for Sofie Carsten Nielsens vedkommende.

Talen, der burde være holdt for tre måneder siden

Som aftenens exit poll bliver til en prognose, der bliver til en mere og mere fuldstændig optælling, står det også mere og mere klart, at svaret fra vælgerne er nej.

Blot 3,8 procent har stemt på partiet. Det er under 165.000 mennesker.

Radikale ligner en ensom drømmer her på Christiansborg.

Og nu kan man se på skærmen i Venstres gruppeværelse, at Sofie Carsten Nielsen bevæger sig herop ad den store stentrappe.

Da hun endelig har banet sig vej op til scenen foran det store "Tænk nyt"-banner, holder Sofie Carsten Nielsen den tale, hun burde have holdt for tre måneder siden, da hun trak tæppet væk under Mette Frederiksen.

Der er følelser, politik, appel og trods i den.

”Vi skal altid sætte lov over magt. Politikere skal indgyde håb, ikke frygt. Danmarks rolle i verden skal styrkes. Vi har behov for en uddannelsesrevolution, at styrke og ikke stække uddannelse. Danmark skal være et grønt fyrtårn for verden. Vi skal fortsætte ligestillingskampen. Vi skal sætte nytten over symboler. Vi skal sætte viden over vitterligt vås. Vi skal søge indflydelse, men aldrig glemme værdierne, og vi skal tage ansvar for fremtiden."

"Det var derfor vi tog ansvaret på os og stoppede et-parti-regeringen,” siger hun.

Sofie Carsten Nielsen bliver afbrudt af intense klapsalver.

Det er ligesom Lykketofts tabertale ved valget i 2005. Befriet for valgkampens logik og åg, befriet for strategi og befriet fra egne og andres forestillinger om, hvordan man bør være som formand, træder hun frem som den formand, hun egentlig er.

Måske er det også sådan, nederlag fungerer. Sejre giver på en måde sig selv, de er tydelige og matematiske; størst, længst, hurtigst. Nederlag laver et hul i verden, der kun kan fyldes op med en fortælling.

Ud af nederlaget har Sofie Carsten Nielsen med ét skåret en profil så skarp, at den kan ses tydeligt. Men det er også for sent.

På det her tidspunkt i salen ved vi hverken, at Radikale vil stå med de afgørende mandater, eller at Sofie Carsten Nielsen om små 16 timer vælger at træde af som politisk leder for partiet.

Oppe på scenen lover hun nemlig det modsatte.

”Jeg er her, og det bliver jeg ved med,” siger hun.

Kort efter forsvinder hun, Steenberg og deres rådgivere op på partikontoret. Dørene er lukket for journalister, og der slipper kun det mest nødtørftige ud, mens de og alle os andre på Christiansborg bliver taget til gidsel af TV 2 og DR, som ikke er enige om, om det står 87-72 eller 86-73 til rød blok.

Himmel og helvede for Radikale står og vakler på et knappenålshoved.

Da Sofie Carsten Nielsen gik af

Det ender i himlen. Lidt efter midnat står det klart, at centrum-venstre har genvundet flertallet. Men sejrens sødme kan ikke overdøve det bitre fra nederlaget for Sofie Carsten Nielsen.

3,8 procent af stemmerne, et gigantisk tab på ni mandater – eller 56 procents tilbagegang – og et dårligt personligt valg er mere, end en enkelt stærk tale, der blev holdt alt for sent, kan bære.

Drømmen om midten er blevet til en næsten mandatløs virkelighed. Syv styks er det blevet til. Partiet kan transportere hele folketingsgruppen til næste landsmøde i Nyborg i en Ford S-Max.

Onsdag eftermiddag indkalder Radikale pludselig til et pressemøde, hvor Sofie Carsten Nielsen melder sin afgang.

Alle, jeg har talt med både til baggrund og til citat, har ellers bedyret, at hendes formandskab ikke var i fare.

”Nej, det er ikke. Jeg har bakket hende op 100 procent gennem hele valgkampen,” sagde Christian Friis Bach under valgfesten: ”Hun er en fantastisk leder.”

”Nej, det tror jeg ikke,” sagde Thomas Rohden samme aften.

”Vi har alle sammen haft hånden på kogepladen i forhold til at vælte Mette Frederiksen,” sagde en anden til baggrund til mig i weekenden.

Fra kilder i partiet lyder det, at Sofie Carsten Nielsen sagde sandheden om sin exits bevæggrunde onsdag eftermiddag.

Og måske er sandheden bare så simpel. Måske har den ikke brug for gedulgte paladsrevolutioner eller knive, der bliver slebet i et eller andet mørkt hjørne.

Partier inkarneres af deres leder i moderne politik. Og det her var Sofie Carsten Nielsens kampagne. Hendes budskab, hendes performance, hendes nederlag.

Hende, der ville genopfinde politik. Hende, der ville gøre fantasien om den radikale midte til en ny virkelighed. Og selvom de stod med de afgørende mandater til sidst alligevel, var det måske den del, der ikke lykkedes for hende.

Og så måtte Sofie Carsten Nielsen gå af.

Måske findes midten ikke. Eller måske kunne hun bare ikke finde den.

Men en tydeligt rørt Sofie Carsten Nielsen får det sidste ord i denne historie om Radikale Venstre:

”Stemmetallene viser også meget tydeligt, at der ikke er tillid til mig, og uanset om jeg bliver valgt ind eller ej, er mandatet for svagt. Vælgernes stemmer ville noget andet, og det har jeg den største respekt for. Og derfor kan jeg selvfølgelig ikke fortsætte som politisk leder.”

es@altinget.dk