Professor: Vi må generobre det offentlige rum

Når frygten får magten i det offentlige rum, er det tid for civilsamfundet at trække i kampuniformen.

Når den amerikanske professor i filantropi Richard Marker lader sit blik glide ud over verden, ser han et civilsamfund under voldsomt pres:

I USA bebuder Donald Trump et indrejseforbud for muslimer og taler om en mur, der skal holde mexicanerne ude. I Bruxelles angriber højrenationalister en march for terrorofrene. Og i Danmark bliver en ung, muslimsk studerende efterlyst som terrormistænkt, da han er på vej til eksamen på Københavns Universitet.

Disse hændelser er ikke bare problemer i sig selv. De er symptomer på et civilsamfund og et offentligt rum, der er i færd med at degenerere i høj hastighed, mener Richard Marker.

Ifølge ham er tiden inde til at sige højlydt fra, hvis udviklingen skal vendes. Især i filantropiske kredse.

”I mange lande verden over – ikke mindst i USA – foregår der en katastrofal nedbrydning af den almindelige dannelse. Der bliver sagt ting, som aldrig før har været accepteret i den offentlige diskurs: fremmedhad, kvindehad, antisemitisme, anti-islamisme. Og udsagnene kommer sågar fra politiske kandidater,” siger Richard Marker:

”Uanset om de sejrer eller ej, så er skaden sket. Alene det, at disse holdninger kommer op til overfladen, burde være nok til at få os alle sammen til at stoppe op og tænke. Og filantropien bør i særdeleshed gøre det.”

Filantropien har et unikt mandat
Manden, der taler, er oprindeligt uddannet historiker og har virket aktivt som rabbiner. Men civilsamfundet har været Richard Markers spillebane i næsten hele hans karriere.

Richard Marker har stået i spidsen for en non-profit organisation, været fondsdirektør og grundlagde for godt 15 år siden USA's første uddannelse i filantropi ved New York Universitet.

Filantropien løber i hans blodbaner i en sådan grad, at han må tage sig i at sige 'vi', når han mener 'de'. Og det ligger ham tydeligvis på sinde, at filantropien tager sin tørn i det, han betragter som et kritisk øjeblik i historien.

”I filantropien har vi en unik position – netop fordi vi eksisterer for almenvellet. Vi eksisterer kun med henblik på civilsamfundet. Så hvis det civile samfund er blevet uciviliseret, har filantropien et implicit mandat til at træde til: Vi skal gøre, hvad vi kan. Vi er nødt til at mobilisere vores ressourcer og enhver indflydelse, vi kan gøre gældende, for at genoprette respekten og anstændigheden i det åbne samfund,” siger Richard Marker:

”Fonde og filantroper kan ikke løse den opgave alene. Men vi er nødt til at tage fat om den, hvis vi skal være tro mod, hvad der gør os autentiske og berettigede.”

Oveni det har den filantropiske verden en særstilling i samfundet, som gør, at den ikke bare kan se passivt til.

”Fonde og filantroper har en særligt gunstig position, der sætter dem i stand til at tage risici, som andre ikke kan tage, fordi de i kraft af deres uafhængighed kan gøre det straffrit,” siger Richard Marker og fortsætter:

”Der er ingen aktionærer; der er ingen, som skal vælges og genvælges. Derfor kan fonde gå ind i alverdens ting, som andre institutioner i samfundet kan være mere tøvende overfor.”

Har fondene en decideret forpligtelse til at kæmpe denne kamp?

”Jeg ville nødigt pålægge de enkelte fonde og filantroper at ændre deres fundats og adressere de her udfordringer,” siger han:

”Men som et kollektiv betragtet vil jeg sige, at de er forpligtet til at tage opgaven på sig. Der kommer et tidspunkt, hvor enhver filantrop og fond må sige til sig selv: 'Vi er en del af noget større, og det er bydende nødvendigt, at vi påtager os vores ansvar'.”

Et anarki af viden
Men hvad er det egentlig, der er på spil?

Hvad er det for store strømninger, der truer med at rive fundamentet under civilsamfundet væk?

Den amerikanske professor tager en dyb indånding:
”Tillad mig at vende tilbage til mit intellektuelle udgangspunkt som historiker for en kort stund,” siger han og fortsætter – uden at vente på tilladelsen:

”Vi er på et tidspunkt i historien, hvor vi står ved enden på alle den moderne æras antagelser: Der findes ikke noget, der hedder en suveræn nationalstat, der findes ikke en fuldt ud autonom økonomi, og der findes ikke en kultur, der er fuldstændig ren, indfødt og homogen. Så ud fra et strengt konceptuelt perspektiv må man konstatere, at alle vores antagelser om verdens struktur er ved at falde,” siger Richard Marker.

Han taler om den fælles forståelse, vi som mennesker har haft igennem århundreder – helt tilbage fra opfindelsen af trykpressen – af, hvornår noget var korrekt.

Det har bygget på en proces, hvor vi har forstået, fortolket og mæglet mellem forskellige opfattelser af viden. Og fordi processen hang sammen, har vi været nogenlunde enige om, hvad der var faktuelt rigtigt og forkert.

”I dag er alt kastet op i luften. Enhver kan gå på nettet og finde bevis for, hvad som helst han eller hun ønsker at tro på – uanset hvor besynderligt det så end måtte være. Det anarki af information har vi ikke fundet en måde at mediere.”

Det – i kombination med globaliseringen, den økonomiske virkelighed og klimaforandringerne – har tilsammen en samfundsomstyrtende effekt, mener Richard Marker.

”Vi befinder os i en tid med enorme forskydninger i vores verdensbillede. Og når de tektoniske plader finder sammen igen, vil verden se helt anderledes ud, end den gjorde for en generation siden,” siger han.

Folk er skræmt over forandringerne
I Richard Markers optik er de forandringer, der foregår, nøjagtig lige så skelsættende som dem, der førte til skabelsen af den moderne verden, frigørelsen, nationalstaten og udviklingen af den rationelle tænkning. Og ligesom de store rystelser dengang førte til nye erkendelser og nye strukturer, er vi nu vidner til en grundlæggende transformation af vores verden, mener professoren.

”Vores samfund vil bestå af nye institutioner, være opbygget anderledes, og folk vil lære ting, vide ting og forstå ting på nye måder. Det er gevaldigt skræmmende for mange mennesker,” siger Richard Marker.

At stå midt i den forandring ryster folk i deres grundvold. Og det reagerer de på, mener han.

”Folk ser det. De mærker det. Og det kommer ud på forskellig vis. Nogle reagerer storsindet, altruistisk, ekspansivt og påtager sig et ansvar for en verden, der er blevet vanvittig,” siger Richard Marker og fortsætter:

”Andre føler sig invaderet og oplever deres identitet blive krænket. Og det resulterer i de udbrud af xenofobi og misogyni, vi ser i det offentlige rum i for eksempel måden at omtale flygtninge på eller Donald Trumps bagtalelse af mexicanere,” siger han.

Reaktionerne er forståelige, men det betyder ikke, at vi skal acceptere dem.

”Ethvert rationelt menneske kan høre, at det er nonsens, men Trump og andre prøver blot – på den simplest mulige måde – at sætte ord på deres bekymringer og frustration. Vi må arbejde hårdt på at sikre, at det ikke er et acceptabelt svar,” siger Richard Marker.

Nogen må sige stop
Richard Marker mener, det er nødvendigt at genindtage det offentlige rum. At genoprette den ro og orden, der tidligere herskede i civilsamfundet.

”Efter Anden Verdenskrig var der en konsensus i store dele af verden om, at nogle grænser var ubrydelige i den offentlige sfære. Alle vidste, at disse følelser eksisterede, men folk forstod, at hvad du nu end måtte have følt eller sagt i din dagligstue, hørte til i det private rum, ikke det offentlige,” siger han.

Den konsensus er nu opløst med det resultat, at det offentlige rum flyder over med private holdninger.

”Det, der tidligere var private fordomme, er nu blevet offentlige ytringer. Og det er problematisk, for så får ytringerne pludselig en politisk vægt: 'Lad os smide muslimerne ud af landet. Lad dem ikke komme ind i første omgang. Alle muslimer er mistænkelige'. Og når først man begiver sig ud i xenofobien; når først du begynder at antage, at andre er dine fjender, så varer det ikke længe, før andre grupper bliver mistænkelige; kurdere, jøder, armenere,” siger Richard Marker.

Det kan og må vi ikke sidde overhørigt, mener han.

”Vi er nogle, der håber, at verden vil tage en kæmpestor, dyb indånding og indse, at vi har strukket accepten af denne opførsel længere, end civilsamfundet burde tillade, og at der er brug for, at elastikken svirper tilbage til sin oprindelige form. Men det er der ingen garantier for i historien. Der er behov for, at nogen siger: 'Nok er nok'.”

Hvad er det, nogen skal gøre?

”Vi skal ikke acceptere, når nogen udtaler sig racistisk eller fordomsfuldt i vores nærhed. Og de mennesker, som tror på, at civilsamfundet har krav på det, er nødt til at være ærlige og sige med åben pande til naboer, venner og familie: 'Dette er ikke acceptabelt'.”

Det er der et vist mål af ubehag i, konstaterer professoren:

”Men det er ubehagelige tider, vi lever i.”

Hvorfor er det så, filantropien skal gå forrest?

”Filantropi står for civilsamfundet. Det står for almenvellet. At gøre noget til gavn for fællesskabet er selve filantropiens eksistensgrundlag. Til tider er man nødt til at sige: 'Her er noget, der kræver vores opmærksomhed'. Vi er nødt til at bruge vores ressourcer og indflydelse på at råde bod på den skade, der er begået på det civilsamfund, som vi er en væsentlig del af.”

Fondene træffer politiske valg
Kan fonde og filantroper gøre det uden at agere politisk?

”I en vis forstand er alt politisk, fordi værdier er politiske. Det er altid en afvejning af forskellige konkurrerende hensyn. Som filantrop træffer man værdibaserede valg: 'Det er vigtigere for mig at støtte forskning i AIDS end i malaria' for eksempel. Det er naivt at tro, at vi ikke opererer ud fra værdier,” siger Richard Marker.

Selv når en lokal filantrop siger, at han kun vil fokusere på sit lokalområde og ikke involveres i internationale spørgsmål, ligger der et valg i det. Et fuldstændig rimeligt valg, understreger professoren:

”Men der ligger en værdi i det. Han siger, at han er villig til at lægge fuldstændigt objektive normer til side, fordi han har en subjektiv værdi, som går ud på at bidrage til at sikre den højest mulige livskvalitet i sit lokalsamfund.”

Den amerikanske lovgivning skelner mellem lobbyvirksomhed og fortalervirksomhed. Det første er ifølge Richard Marker, når man involverer sig i en specifik sag eller kampagne eller bakker op om en bestemt politisk kandidat. Den slags er det ikke tilladt for fonde og filantroper at gå ind i.

Derimod er der intet til hinder for at tale til det, Richard Marker kalder samfundets implicitte værdier.

”Så når vi siger, vi bedriver fortalervirksomhed, så er det bare en måde at formulere de værdier, som vi bekymrer os for,” siger han.

Demokratiet står på spil
Hvad sker der, hvis civilsamfundet ikke tager dette ansvar på sig?

”Hvad hvis det viser sig, at vi er blevet for kyniske, defaitistiske; hvis vi tror, at al politik er gået i fordærv, og at mennesker kun handler ud fra deres egne egoistiske interesser?” spørger Richard Marker retorisk:

”Måske vågner vi en dag til den erkendelse, at det demokrati, vi tror på, ikke længere eksisterer. At nativisterne har sejret, fordi de ofte er mere højrøstede, har et snævert fokus på en enkeltsag og er parate til at definere enhver som deres fjende i stedet for at forholde sig til en verden, hvor identiteter er flydende, hvor vi bliver udsat for modsatrettede krav, hvor mennesker lider, og vi er nødt til at træffe svære valg om, hvem der får hvilke ressourcer.”

Han pointerer, at det er den sidstnævnte verdensopfattelse, han abonnerer på.

”Det er en meget mere kompleks verden, men det er den, der definerer, hvad det betyder at være en ansvarlig verdensborger.”

Tror du på, at det er muligt at rulle tingene tilbage?

”Historien har sin flod og ebbe. Der er tider, der primært er moderate, og andre tider, der er domineret af ekstremisme. Så man kan argumentere for, at hvis bare vi anlægger et tilstrækkeligt stort tidsspænd, vil tingene rulle tilbage. Spørgsmålet er, i hvilken grad vi vil se passivt til, siger Richard Marker og svarer selv:

”Jeg er sikker på, at hvis man er tålmodig nok, vil det ske før eller siden. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg vil sidde og vente på det. Jeg tror, det er op til os at få det til at ske.”

red@altinget.dk