Lektor: Udredning af dansk-grønlandsk historie må ikke blive symbolsk

I Grønland har man været mindre overrasket over at høre historierne om anbragte og adopterede børn, børnehjems-eksperimenter og senest præventionskampagner.

For det første fordi det ikke kun er historie, men også levende erindring for den ældre del af befolkningen. For det andet fordi konsekvenser af mange års skiftende dansk kolonipolitik stadig har konsekvenser for samfundet.

Der tales meget om vores fælles historie, men det er, som flere forskere også har peget på, mere præcist at tale om forbundne historier. Betydningen af kolonihistorien er nemlig meget forskellig i de to lande. Derfor er der også tale om ret forskellige behov for udredningen i de to lande, og fra dansk side bør man i diskussionen om udredningen lytte opmærksomt til, hvad behovet er i Grønland.

At de emner i dag primært dukker op i medierne og enkelte, mindre forskningsprojekter, skyldes at forskningskapaciteten- og traditionen endnu er ny og begrænset i Grønland.

Den historiske udrednings formål

Hvis udredningen skal kunne det, som politikerne indledningsvist har sagt, den skal, nemlig både afdække og formidle historiske begivenheder samt skabe forsoning, er opgaven derfor ikke helt simpel.

Det kræver, at det grønlandske forskningsmiljø får en reel mulighed for at deltage i projektet og samtidig bygge kapacitet op til at videreføre forskningen på området i fremtiden. Et udredningsarbejde, der giver mulighed for at involvere grønlandske forskningsstuderende i arbejdet, er derfor en oplagt måde at sikre, at forskningen og formidlingen af den vigtige og underbelyste del af vores historie får varig betydning.

Man opnår ikke forsoning med en udredning, men hvis den medfører muligheden for at skabe ny forskning i Grønlands egen historie fremadrettet, har man hjulpet den på vej.

Udredninger har traditionelt været administrationshistoriske arkivstudier, som skulle tjekke fakta og placere ansvar i enkelte sager. Det har sin egen berettigelse og bør i en vis udstrækning også være en del af det kommende udredningsarbejde.

Det er også i Grønlands interesse. Blandt andet fordi langt størstedelen af de vigtigste arkiver om Grønlands historie i det 20. århundrede ligger i danske arkiver og ikke har været genstand for synderlig megen forskning og registrering – endnu. Det i sig selv er et problem, der særligt rammer de grønlandske forskere og arkivbrugere. Også det bør være en del af det, som udredningen bidrager til at ændre.

Den grønlandske befolknings kollektive erindring

Lige så vigtigt, for begge lande, er inddragelsen af den grønlandske befolkning. Det skal ske i forskningen om erindringer fra tiden efter nyordningen og det hastige moderniseringsprojekt, der fulgte i Grønland.

De erindringer bæres af nulevende personer, men også af deres efterkommere, i form af minder om ufrivillige flytninger fra bygd til by, adoptioner ud af landet, splittede hjem, sproglig segregering og følelsen af ikke at kunne komme videre i livet i ens eget hjemland.

Udover at oplevelserne, i et historiefagligt perspektiv, er en uomgængelig del af den historie, der ellers kun viser sig i brudstykker i arkiverne, er det også en forudsætning for danskernes forståelse af historien: Fra primært at handle om, hvad der skete ’i den bedste mening’ til også at kunne omfatte en forståelse af det land og den kultur, det skete i, og konsekvenserne – som stadig præger Grønland i dag.

Et godt bud på, hvordan udredningsarbejdet kan skabe mere end blot en afdækning af historiske begivenheder, kan man finde i Grønlandske Forsoningskommissions betænkning fra 2017. Her er en af anbefalingerne, at der etableres et videnscenter for historie og forsoning i Grønland. Dengang var der ikke en dialog om forsoning, for det ønskede man ikke fra dansk side.

Det ser nu ud til at have ændret sig, selvom der stadig tales primært om en historisk udredning. Hvis man vil nærme sig en forsoning, bør fokus være på at skabe et varigt grundlag for at tilegne sig viden om de forbundne historier.

{{toplink}}

debat@altinget.dk