Forsvarslektor: Arktis-diplomati afhænger af stærkt rigsfællesskab

Af Jon Rahbek-Clemmensen
Lektor, Forsvarsakademiet

Diplomatiet er i forandring, skriver Martin Marcussen i sin rapport om dansk diplomati og fremhæver, at aktører, der historisk ikke har indgået i det traditionelle diplomati (byer, ressortministerier m.m.), bør spille en større rolle.

Udviklingen i dansk Arktis-diplomati illustrerer denne udvikling tydeligt. Grønland bliver i disse år i stadigt højere grad en udenrigspolitisk aktør, der stiller krav til medbestemmelse over dansk udenrigspolitik i Arktis.

Det udfordrer den klassiske arbejdsdeling i rigsfællesskabet og stiller højere krav til forskellige ressortministeriers arbejdsgange.

Uudnyttet potentiale i Arktis
I en forskningsrapport fra sidste år (udgivet af Center for Militære Studier) viste Anders Henriksen fra Københavns Universitet og jeg, at der er et betydeligt uudnyttet potentiale i dansk Arktis-diplomati, som kan komme både Danmark og Grønland til gode. Rapporten kiggede specifikt på forholdet til USA, men dens konklusioner er relevante for hele diplomatiet om Arktis.

Grønland er et fantastisk udstillingsvindue, hvor man kan vise klimaforandringernes konsekvenser og påvirke amerikanske beslutningstagere til at tage klimaet alvorligt. USA har også meget at tilbyde det danske forsvar – for eksempel adgang til overvågningsbilleder fra satellitter og deling af udstyr og støtte i tilfælde af en ulykke ved Grønland.

For Danmark giver det arktiske samarbejde også en god mulighed for at skabe kontakter og indflydelse, der også kan bruges i andre sammenhænge: Når udenrigsministeren mødes med den amerikanske og russiske udenrigsminister i Arktisk Råd – samt repræsentanter for blandt andet Kina, Japan og EU – er det samtidig en mulighed for også at tage andre spørgsmål op.

For at høste disse muligheder bør man fokusere på at påvirke USA’s beslutningstagere og offentlighed (public diplomacy). Den amerikanske forståelse af Arktis er en omskiftelig størrelse, og Danmark og Grønland kan aktivt rykke den amerikanske agenda. Norge har for eksempel gjort en stor indsats på det område, og det har gjort, at de norske prioriteter er velkendte blandt amerikanske beslutningstagere.

Mistillid i rigsfællesskab skaber sprækker
Indre spændinger i rigsfællesskabet skaber desværre barrierer for et effektivt fælles Arktisdiplomati. Grønland ønsker i disse år at føre sin egen udenrigspolitik, i det omfang det er muligt inden for rigsfællesskabets grænser.

Samtidig er forholdet mellem København og Nuuk præget af udbredt mistillid, blandt andet på grund af en række uheldige sager, misforståelser og klodsede udmeldinger fra begge parter. I dette miljø er det svært for danske og grønlandske embedsmænd at sætte en fælles dagsorden, simpelthen fordi man er bange for at træde hinanden over tæerne eller at spille sig selv kort af hænde.

Rigsfællesskabets Arktisdiplomati er derfor lige så meget en indenrigspolitisk som en udenrigspolitisk øvelse. Et effektivt samarbejde mellem Danmark og Grønland kræver, at man får genfundet tilliden mellem København og Nuuk. Det kan indebære, at man overvejer at reformere rigsfællesskabet.

Politikere og meningsdannere er på det seneste kommet med flere interessante forslag til indretningen af et ”Rigsfællesskab 2.0.” (se Altinget her og her samt andre medier her, her og her), som fortjener at blive taget alvorligt.

Tre fælles indsatsområder for Danmark og Grønland
Gennem vores interviews fandt vi flere konkrete områder, hvor både Danmark og Grønland kan gøre en indsats.

1. Strategiplaner fra Nuuk
   For det første bør man gøre en indsats for at styrke den langsigtede strategiske tænkning i Nuuk. Aktuelle sager (for eksempel servicekontrakten på Thulebasen, kinesiske investeringer i mineprojekter og lufthavne, oprydningen efter Camp Century m.m.) bliver for ofte debatteret, som om de kun handler om den aktuelle situation. Man glemmer ofte, at de valg, som Grønland træffer i dag, kan få konsekvenser for Grønland i 2030 og 2040. Hvis Grønland for eksempel åbner for store kinesiske investeringer i dag, kan det begrænse hele rigsfællesskabets relation til USA og et selvstændigt Grønlands alliancemæssige handlemuligheder engang i fremtiden.
   
   
2. Rigsfællesskabsministerie
   For det andet kan man fra dansk side blive bedre til systematisk at inddrage den grønlandske administration og det grønlandske politiske apparat i beslutningerne med relevans for Grønland. I dag foregår meget af denne koordinering ad hoc, og grønlandske politikere og embedsmænd sidder ofte tilbage med en følelse af ikke at blive hørt. Én måde at systematisere inddragelsen kunne være at udpege en minister for rigsfællesskabet, hvis fornemste opgave skulle være at sikre, at Grønland og Færøerne bliver hørt om væsentlige spørgsmål. Modsat det gamle Grønlandsministerium (som blev nedlagt i 1980’erne), der ofte blev brugt til at diktere politikken til Nuuk, skulle rigsfællesskabsministeren sørge for at Nuuk og Thorshavn bliver hørt.
   
   
3. Tabuopgør og større åbenhed
   For det tredje bør man gøre op med de tabuer, der eksisterer i rigsfællesskabet. I dag er det blevet tabu at tale om, at alle tre rigsdele får noget ud af rigsfællesskabet, og det gør, at mange sidder tilbage med en fornemmelse af, at der stikker noget under. Danmark, Færøerne og Grønlands Arktiske Strategi skal opdateres inden 2020, og det er en oplagt mulighed for at få hver rigsdels interesse i Rigsfællesskabet ud i det åbne. Større åbenhed gør det tydeligere, at Rigsfællesskabet er en klub med tre vindere og ingen tabere.

debat@altinget.dk