Aki-Matilda Høegh-Dam: Grønland skal omsætte stormagternes Arktis-interesse til udenrigspolitik kompetence

Interessen for Arktis øges hverdag. Vores hjem, Grønland, som geografisk ligger tæt på nordpolen er i rampelyset fra det internationale samfund.

Stormagter banker på Naalakkersuisuts og udenrigsministerens dør på skift. USA opretter et kontor, og EU vil også have sin afdeling. Af samme årsag mener vi at det er på tide, at Grønland får den fulde udenrigspolitiske kompetence. Dette har vi kæmpet for i årtier, men nu er det mere relevant end nogensinde før.

Men for at forstå kontekst af dette, er det nødvendigt vi ser på den udenrigspolitiske historie mellem Danmark og Grønland.

Øget interesse er ingen undtagelse

En af de første ting Danmark gjorde i starten af forholdet med Grønland for omtrent 300 år siden, var at Kongen af Danmark ihærdigt sørgede for, at Holland og Portugal ikke længere kunne handle med varer rundt omkring i den grønlandske kyst.

Man har siden da fra dansk side mere eller mindre isoleret Grønland fra omverdenen, både når det handler om handel, udenrigspolitisk medbestemmelse eller almindelig menneskelig interaktion med andre folkefærd. Eksempelvis var det ikke tilladt for en grønlandsk person at interagere med amerikansk militær personale, selvom de var i grønlændernes eget land, helt frem til 1986.

Grønland har således aldrig med god vilje bedt Danmark om at føre vores udenrigspolitik, herunder også i forsvars- og sikkerhedspolitikken, for os. Vi har altid efterspurgt mere kontakt med omverdenen, og det gør vi også den dag i dag. Og trods disse eksempler kan lyde som noget, man blot kan læse i historiebøgerne, kan man argumentere for, at den ufrivillige isolation fra omverden ikke er helt er væk i dag.

Det er igennem utrættelige politiske aktører, at Grønland i dag har åbnet sig mere for verden omkring os. Jo mere globaliseret vi bliver, jo mere grønlandsk udenrigspolitisk kompetence er blevet nødvendig for Grønland.

Den øgede interesse for Arktis, som også kommer af både klimaforandringer og øget globalisering, kommer ikke til at være en undtagelse.

Adskil Danmarks og Grønlands udenrigspolitik 

Så hvorfor har globalisering skubbet Grønland i retning af mere udenrigspolitisk kompetence? Og hvorfor er dette mere fornuftigt end at lade Danmark tage styringen alene? Der er tre konkrete grunde til at Grønland, med den store interesse for Arktis i dag, skal få fuld udenrigspolitisk kompetence.

For det første opbygger det tilliden mellem Grønland og Danmark. Det er ikke langt tid siden, at Danmark efter stor mediebevågenhed indrømmede i 1995 at have holdt ting hemmeligt for Grønland, som absolut vedrører vores land og befolknings sikkerhed. Specifikt er der tale om, at man har givet USA tilladelse til at have atomvåben på grønlandsk jord. Sådan en nylig baggrundshistorie er jo alt andet end tillidsopbyggende.

For det andet blev store grønlandske økonomiske interesser beskadiget på grund af manglende inddragelse. Efter en hundrede års insisteren på at have det sidste ord for Grønlands udenrigspolitik, glippede Udenrigsministeriet med en vigtig aftale. Det fik den konsekvens, at det delvist grønlandsk ejede Greenland Contractors mistede en kontrakt i 2014, som havde konsekvenser for Grønlands økonomi.

Med et så elementær en fejl, og med så vidtgående konsekvenser, er det endnu et bevis på, at når Grønland bliver diskuteret, er det Grønland, der skal tage beslutningen.

For det tredje vil en anerkendelse af vores forskelligheder fremme samarbejdet. Det er en naturlov, at Grønland og Danmark ikke altid vil have de samme interesser. Vi har stor geografisk afstand fra hinanden, samtidig med at vi har store kulturelle og sproglige forskelle, der gør det uundgåeligt at se på verden med forskellige briller.

{{toplink}}

Derfor skal man fra både Grønland og Danmark anerkende, at forholdet mellem disse to lande også skal ses som et bilateralt internationalt samarbejde, og ikke som at Grønland er en del af Danmark. Forventningen om, at Grønland automatisk vil have den samme tilgang som Danmark, har desværre resulteret i store konflikter frem for et større samarbejde.

Det faktum vil automatisk blive løst ved at se på grønlandsk udenrigspolitik som en separat udenrigspolitik for Danmark, men hvor de to lande på diplomatisk vis kan samarbejde om.

Grønland have fuld udenrigspolitisk kompetence

Mit land Grønland er ombejlet. Vi, som er den nye generation af grønlændere, er i dag mere bevidste omkring vores fremtid. Vi sigter efter selvstændighed og mener, at Rigsfællesskabet er en forældet ordning, sådan som det er i dag. Men vi ser det ikke som en afstandtagen fra Danmark – vi ser det rettere som en styrkelse af samarbejdet. Som en anerkendelse af at det nuværende system skal redefineres og gøres bedre, hvis vi skal sikre det bedste for både Grønland og Danmark.

Derfor skal vi kunne se det åbenlyse i øjnene – også selvom det kan være hårdt. Hvis udenrigspolitikken, der føres i Kongeriget Danmark i dag, ikke er demokratisk funderet, men i stedet føres henover hovedet på en hel befolkningsgruppe, så fører den altså til et demokratisk underskud.

En styrkelse af den demokratiske proces i forbindelse med fuld udenrigspolitik kompetence til et folk er faktisk lige så vigtigt for indenrigspolitikken i Grønland, som det er for indenrigspolitikken i Danmark.

Det er den fordi, at udenrigspolitikken er med til at sætte rammerne for, hvordan vores samarbejde kan udformes fremover. Om det er uenighederne, der skal fylde mere, eller om vi skal anerkende, at vi har med to forskellige lande – med to vidt forskellige folk – at gøre, som går sammen om fælles interesser frem for kun at mødes, når der opstår uenigheder. Derfor skal Grønland have fuld udenrigspolitisk kompetence.

debat@altinget.dk